Ny musik: Van Morrison er kedelig, og Kira Skov brillerer med sit bedste album nogensinde

Van Morrison keder med to timer langt album, Kira Skov synger blå duetter med sine helte på sit hidtil mest spændende og varierede album. Og så kommer Sorten Muld med en efternøler – 19 år efter, de lærte os at danse kædedans til middelaldertechno

På forunderlig vis har en pandemi inspireret Kira Skov til at lave sit mest spændende og varierede album ”Spirit Tree”, der netop er udkommet. – Foto: Søren Rønholdt.
På forunderlig vis har en pandemi inspireret Kira Skov til at lave sit mest spændende og varierede album ”Spirit Tree”, der netop er udkommet. – Foto: Søren Rønholdt.

Marken er elektrisk

Sorten Muld rodede totalt i et telt under Aarhus Festuge i 2019. Selv 90’er-hittet ”Ravnen” ramte jorden – to stjerner herfra. På den aarhusianske gruppes første album siden ”Jord, luft, ild, vand” (2002) går det derimod drøngodt over stok og sten: Middelalderen møder – igen – drum’n’bass og rave, men nu også anatolske toner, og multiinstrumentalist Orhan Özgür Turans skønne oud ledsager en sang om fremmede, der deler samme måne. Livets forunderlighed stråler i digter Inger Christensens ”Sang om Jorden”, der næsten ender i en Earth, Wind and Fire-fusionsenergi.

Sanger Ulla Bendixens klare, rurale stemme indrammes elektronisk af de to kernemedlemmer, Martin Ottosen og Henrik Munch. Her er intelligent folkemusik fra forskellige egne og med årelange traditioner – sat sammen, som kun Sorten Muld gør det. Velkommen tilbage på marken.

Veloplagt Lasse uden Mathilde

Soloalbummet ”Du sku’ ta’ mig mens jeg er ung” (1974) indeholdt hittet ”Mine venner”, og 61 år efter sin første optræden synger Lasse Helner, at tiden kun er en illusion, mens bluesrocken kører som et tog bag hans erfarne stemme. Rock og rul kender ingen alder, og nogle gange (tænk Johnny Cash) gavner lidt modning. Her er fine sange om livets knas, mysterier, Jesus og pop, og Helner, som synger engelsk, lyder som selveste Bill Fay på ”Love is Lord” og ”Out of Darkness”. Fragil og stærk.

Hvad mere kan man ønske sig fra denne fynske skiffle-veteran, som engang var med i The Baronets og varmede op for Bee Gees og The Who? Jo, at han tager en runde og genåbner spillestederne. Vi har brug for trubadurer, der fortæller os, hvem vi var, og hvem vi er.

St. Vincent triumferer

Amerikanske Annie Clarks nye album ”Daddy’s Home” tager udgangspunkt i faderens løsladelse efter 10 år bag tremmer. Og i hans pladesamling med musik fra start-70’erne. Stevie Wonder-funken, elektrisk sitar og referencer til tidlig Pink Floyd bærer hende gennem en række fremragende numre som ”My Baby Wants a Baby”, hvor Clark synger om den svære rolle som forælder, når hun bare har lyst til at ”play guitar all day” og ”make all my meals in microwaves”.

Historierne om banditter og fredløse – set fra en datters og kunstners perspektiv – får saft, kraft og elektriske prædisco-stød fra Clark, der også er en habil guitarist. Meget meningsfuldt, at St. Vincent også er navnet på en vulkanø i Caribien.

Træls gnavpot

Han er kompleks, bluesrockeren Van Morrison, som savner flere rebeller, søger konspirationer og synes, at sociale medier er for idioter. ”Why Are You on Facebook?” og mange af de 28 andre sange er ikke dårlige sange; multi-instrumentalistens honkytonk-klaver er selvkørende, saxen hyler og funker. Og blues handler jo om at ramble, rable, recitere rundt og rundt i samme triste suppe med en ”troubled mind”.

Men når det er sagt: Teksterne tager helt fokus her. Og utilfredsheden er så træls i udsagn som ”I’m not a slave to the system like you”. Kære gnavne bluesmand, lad andre skrive 128 kronikker, tænd jukeboxen på ny. Der må være en glad sjæler.

Gennemført Kapow!

Højhælede ord kræver at blive svøbt i ordentligt glimmer. Leonora Christina Skovs erindringsromaner ”Den, der lever stille” (2018) og ”Hvis vi ikke taler om det” (2021) danner forlæg for musiker Kristina Holgersens album ”Kapow Goodbye (tak og undskyld)”, hvor det skønne og det uskønne, udkantsliv og manglende tilpasning får nye udtryk. Blandt musikerne er Mikkel Reumert (Love Shop) og Mads Brinch Nielsen (Bisse, Folkeklubben). Men også Skov – der som teenager spillede trompet og har været anmelder på musikbladet Gaffa – er med på kor og læser fragmenter op.

Samtidsforfattere og digtere er populære hos tidens musikere. Her er virkelig et forbillede: På gennemført – og tydeligvis meget kollaborativ vis – blander sangeren fjer og blod med forfatteren og tager historierne et nyt sted hen.

Skovs åndetræ blåner

Kira Skov har skrevet sine sange i kolonihavehuset, og efterfølgende har hendes partnere på duetpladen ”Spirit Tree” sunget med i hver deres blå kammer. Man hører ikke adskillelsen, men derimod kollektivistisk, mismodig singalong.

Skovs åndsfæller – Bonnie ”Prince” Billy, Bill Callahan, Jenny Wilson, Steen Jørgensen og andre – forstår idéen med at gå på de åbne veje med de mange og store spørgsmål. Blå har mange nuancer, og det giver mening at fordele den på flere sangere. Gæsterne udvider Skovs blåhed. Man skal have elefanthud for ikke at lade sig rive med, når hun med Mette Lindberg hylder Dusty Springfield og Kate Bush på ”Dusty Bush”. Eller med Mark Lanegan på pladens eneste gamle nummer, ”Idea of Love”:

”For all that I hope to be, when my days are done/ Is someone who shared the wealth of love inside of me.”

På forunderlig vis har en pandemi inspireret Skov til at lave sit mest spændende og varierede album. Jeg håber, de lytter med i den store verden.