Ny norsk dramatik er hårde løjer

Arne Lygres ”Jeg forsvinder” på Aarhus Teater er et form- og fortælleeksperiment, der fejer gamle spindelvæv ned og skaber røre i vandene

Marina Bouras bærer hele forestillingen, og hun leverer en oprivende god performance.
Marina Bouras bærer hele forestillingen, og hun leverer en oprivende god performance.

Ny dramatik er i fokus på Aarhus Teater, som i denne sæson har dedikeret sin kælderscene Studio til at fremme fremtidens teater og skabe røre i vandene, både på form- og indholdssiden. Nu er turen kommet til den norske dramatiker og forfatter Arne Lygre, der har overladt sin tekst ”Jeg forsvinder” til instruktør Annika Silkeberg og fem kompetente spillere. Sammen har de skabt et vanvittigt spændende og aktuelt form- og fortælleeksperiment.

Handlingen i ”Jeg forsvinder” udspiller sig under en unavngivet katastrofe. Den unavngivne hovedperson ”jeg” (Marina Bouras) må flygte sammen med veninden (Camilla Gjelstrup) og hendes datter (Marie Kristine Marschner) og med eller uden sin mand (Thomas Bang).

Omstændighederne og karaktererne udfolder sig gradvist, som scenerne skrider frem - som et mysterium, der åbner sig for os. Undervejs skifter fortællingen fokus til andre ulykkelige skæbner fortalt i tredje person af de medvirkende, og det greb skærper vores bevidsthed om de samtidige eksistenser, der omringer os. Vi kigger rundt på vores medpublikummer og overvejer, hvem de er, har de mon tragiske oplevelser i bagagen, og hvad tænker de på lige i dette øjeblik?

Man må konkludere, at man ikke kan sætte sig i andres sted: ”For mig selv er jeg mest mine tanker. For andre er jeg, hvad de ser. Jeg forstår ikke liv uden for mig selv. Jeg kan ikke begribe hans sorg.”

Artiklen fortsætter under annoncen

Forestillingen leger med forskellige perspektiver, og karaktererne skifter mellem førstepersons- og tredjepersonsfortælling, fra et indre til et ydre fokus. Fortællelegen understøttes af et kamera, som projicerer nærbilleder af karaktererne op på store tv-skærme. Det giver et dobbeltperspektiv, idet vi ser dem både bag kameraet og på skærmen, mens de krænger deres hjerter ud og minder os om det moderne menneskes konstante trang til at iscenesætte sig selv og sin identitet.

”Jeg forsvinder” er et litterært-dramatisk formeksperiment, som udforsker fortællemediernes forskellige styrker og mekanikker: Litteraturen fortæller og gengiver indre tilstande, billedmedierne viser ydre tilstande - mens teatret kan betragtes som en hybrid, der fødes som litteratur og gøres til levende billeder. I denne forestilling springer teksten frem, undertrykker handlingen og gør ”Jeg forsvinder” til en slags levende roman. Rundt omkring i det nøgne, sorte kælderrum står stabler af malerbøtter. Væggene er tomme lærreder, malingen er blæk - potentiel tekst, latente historier.

Men ”Jeg forsvinder” er også en aktuel dommedagsfortælling, der formidler en uro af næsten Beckettske proportioner. Marina Bouras' ”jeg” bærer hele forestillingen, og hun leverer en oprivende god performance. Som hun sidder dér over for kameraet på publikumsrækkerne og stiller sit ansigt til skue på skærmen, er hun grådlatent og ustabil, petite og hærget. Hun får os til at tro på de små og store katastrofer, der vægter hos hende. Det må være grusomt hårdt at skulle sende sig selv derud, forestilling efter forestilling, hvor man er ved at knække. Absolut beundringsværdigt.

Som publikum har man det heller ikke let. Dommedagsstemningen ligger som en tung dyne over det sortklædte rum, malerbøtterne vælter ned omkring os, og der er ingen komiske lyspunkter at søge tilflugt i, mens vi venter på enden. Uroen kryber ind under huden.

”Jeg forsvinder” er et dybdegående værk, der sætter subjektet og medierne i fokus og fejer gamle spindelvæv ned. Det er hårde løjer, men et ”must-see” for enhver, der er nysgerrig efter, hvor teatret - og også litteraturen - er på vej hen.