En karakteristisk scene fra det nye norske biografiske drama ”Munch” viser den unge kunstner i skærgården. Han har sat staffeliet op ved havet og går i gang med at male. Motivet, der skitseres på lærredet, er Munchs mesterværk ”Den syge pige”, ikke den natur og de omgivelser, Munch har foran sine øjne.
Et ganske fint greb fra instruktøren Henrik Martin Dahlsbakken, der illustrerer, at Edvard Munch (1863-1944) ikke er en naturalistisk kunstner, der er afhængig af den ydre natur, men i stedet af den indre. At Munch ikke tænker, maler og handler ud fra sit blik på verden, men ud fra sine følelser. Det er bare ikke helt rigtigt.
Man skal ikke have set mange af Munchs malerier, før man bliver forvisset om, at Munch følte sig forpligtet på den ydre virkelighed, og at naturen, lyset og menneskets tilstedeværelse i virkeligheden betyder alt.
Og sådan er i det hele vejen igennem denne biopic om Edvard Munch. Den rummer originale greb og en nybrydende og nedbrydende tilgang til genren, men filmen er aldrig rigtig præcis i sin fortolkning af Munch og hans værk. Og det selvom den citerer flittigt fra Munchs breve og prosalyriske refleksioner og slår ned på det, instruktøren angiveligt har kaldt for fire livsdefinerende perioder fra Munchs liv: hans ungdom, hans tid i Berlin, hans indlæggelse på psykiatrisk klinik i København og endelig hans sidste år på Ekely i Oslo under den tyske besættelse af Norge under Anden Verdenskrig.
For at skille de fire perioder klart og defineret fra hinanden lader instruktøren Munch blive spillet af fire forskellige skuespillere: Alfred Ekker Strande, Ola G. Furuseth, Mattis Herman Nyqvist, mens den kvindelige skuespiller Anne Krigsvoll spiller den dødsmærkede olding Munch.
Det skaber en vis fremmedgørelse i forhold til indlevelsen i historien om Munch som hovedkarakter. Yderligere forstærket af den verfremdungs-effekt, der ligger i at lade Munchs ophold i Berlin foregå i nutiden med raveparties, dunkende rytmer og blitzlys. Dette klassiske fremmedgørende greb lader jo beskueren forholde sig kritisk bedømmende til det sete i stedet for at blive suget følelsesmæssigt ind i illusionen. Det bliver man så heller ikke!
Alligevel rummer ”Munch” sine øjeblikke. Især i skildringen af den unge, ubefæstede Munchs frugtesløse forelskelse i en gift, men frisindet kvinde, og i skildringen af den af alderdommens fysisk svækkede, men viljestærke og frysende ensomme kunstner ved sengen og uret.
Skildringen af begge disse perioder rummer bevægende og intenst nærværende scener; oplevelser, der i instruktørens fortolkning sætter sig i Munch som kunstnerisk indgivelse, vildskab og vemod, glæde og sorg.
Mere konventionelt kunstnermytologisk er afsnittet fra nerveklinikken i København med fyldebøtten Munch og datidens omdiskuterede psykiatriske syn på det kunstneriske ”geni” og dets mulige afvigelser fra normen. Jeg havde hellere set Munch gå i Zoologisk Have og tegne aber, som han rent faktisk gjorde.
Nutidslaget i Berlin er en forskruet og prætentiøs konstruktion, hvor man blandt ringende mobiltelefoner, graffiti og designergallerier virkelig skal være kender for at vide, at Munch i 1892 havde skandalesucces i byen, da hans soloudstilling blev lukket efter en afstemning blandt hans tyske kolleger i Kunstnerforbundet og voldsom kritik i dagspressen. Man skal vide, at August er August Strindberg, at Stanislaw er den polske forfatter Stanislaw Przybyszewski, og at Ducha er musen Dagny Juell.
I det hele taget er ”Munch” indforstået i sine replikker og referencer til epokens psykologiske, filosofiske og kunstneriske diskussioner og til persongalleriet omkring Edvard Munch. Det ville måske ikke gøre så meget, hvis filmen i stedet for sin episodiske og kalejdoskopiske opsplitning af tider og scener og den irriterende tidsforskydning havde keret sig om at fortælle én sammenhængende historie om en kunstner, der skabte flere end 30.000 værker og derfor i sidste ende ikke havde tid til at så meget andet.
Slet ikke en spillefilm, der både vil og ikke vil fortælle historien om den dedikerede kunstneriske proces, men som forfalder til banaliteten at bruge Munchs værker illustrativt.
Munch. Instruktion: Henrik Martin Dahlsbakken. Manus: Mattis Hermann Nyquist, Gine Cornelia Pedersen, Fredrik Høyer, Elvin Sæther. Kamera: Oskar Dahlsbakken og Pål Ulvik Rokseth. 103 minutter. Norge. 2022. Havde dansk biografpremiere den 9. februar i Grand, København, og Øst for Paradis, Aarhus. Spiller i udvalgte biografer.