Ny roman bekræfter den gamle indsigt: Kærligheden er stærkere end døden

Peder Frederik Jensen skriver både dobbeltbundet og letflydende i ny roman, der lader åndelige og eksistentielle kræfter få velgørende god plads

Forfatter Peder Frederik Jensen er aktuel med romanen "Rans vilje". Her er han fotograferet i sit kolonihavehus i Herlev.
Forfatter Peder Frederik Jensen er aktuel med romanen "Rans vilje". Her er han fotograferet i sit kolonihavehus i Herlev. Foto: Jesper Houborg/Ritzau Scanpix.

Som Moses i sivkurven ankommer et pigebarn, stormfødt og alene, i en grøn trækasse til en lille ø i mundingen af Rødby Fjord og forrykker med ét alt for hovedpersonen i Peder Frederik Jensens nye, intense storværk. ”Rans vilje”, hedder romanen, der ikke bare må siges at være et nybrud, men også et hovedværk i det forfatterskab, der tog sin minimalrealistiske begyndelse i 2007 med romanen ”Her står du” og nåede sit foreløbige højdepunkt med den rasende samfundskritik i den socialrealistiske samtidsroman "Det Danmark du kender" (2020). Der er vi ikke længere.

Nu er året 1872, og en hundredårsstorm har raset, revet alt med sig og fjernet alle tegn på liv. Men en gammel sømand med en særlig binding til havgudeparret Ran og Ægir fra den nordiske mytologi overlever katastrofen. Han kender elementerne og kan læse vejret og landskabet, tyde himlen, vandet og fuglenes bevægelser, så han har, som den eneste, forudset flodbølgen, og med de hænder, han har fået skænket, har han bygget et hus, der kunne blive stående, selv da stormen var på sit højeste på den ø, han har købt af Baronen.

Roar, sådan hedder sømanden, der mest bare kaldes Sømanden af fortælleren, er nemlig lidt af en enspænder, en ensom og forslået sjæl med en traumatisk fortid, der helst går sine egne veje i fred for de andre mennesker, som lever på ”Landingen” (et fiskerleje med dertilhørende købmand). For selvom han da knytter bånd til i hvert fald et par af de folk, der bebor landskabet, så sender synet af det affolkede landskab, som stormen har efterladt, alligevel nærmest en paradoksal følelse af lettelse gennem ham.

Men så driver den lille navnløse pige i kassen i land på hans ø. Modstræbende tager han hende til sig og tilegner sig langsomt en ny viden, der ikke drejer sig om natur eller håndværk, men om at elske et andet menneske. Han er en ø, kunne man måske sige med et lidt fortærsket billede, som romanen også selv stiller til rådighed, der opdager, at intet menneske er en ø.

Før var han på en måde historieløs, et ”ikkemenneske”, som han kalder sig selv. Men nu skal han pludselig tage stilling til, hvad man stiller op med et liv, som ingen kender til, som ingen må kende til. Nu har han pludselig en at skulle drage omsorg for, en at dele sin historie med, der tilmed bliver beroliget af at høre den og hans stemme. Og det gør han så: Fortæller, så vi også undervejs i tilbageblik får oprullet Sømandens forhistorie og vej til øen, imens området befolkes på ny af villige kapitalister, soldater, rakkere, brutale bønder fra de store godser, entreprenører, sognefogeden og fine herrer, der vil påbegynde en landvinding og lave en ny kystlinje. Fremskridtet, kalder de det. Men sømanden og hans ø står i vejen, og han nægter at give sit sted og sit hjem fra sig.

På den måde er der mange (og flere til!) dramatiske handlingstråde i bogen, men Peder Frederik Jensen formår at samle dem i sin sanselige og tætte skildring, der er fortalt i en på én gang dobbeltbundet og letflydende prosa. Elegant mødes sagn og mytologi med realisme i bogens undersøgelse af de både eksistentielle, åndelige, religiøse og materielt funderede kræfter i menneskets liv: naturens magt, som mennesket gerne vil tæmme, men ikke kan (”Mennesket lægger planer, og Gud griner”, som der rammende står et sted), samfundets magt, der sætter – nogle gange voldelige – grænser for menneskets udfoldelsesmuligheder og frihed, og ikke mindst kærlighedens magt, der, som der står i den gamle Bog (der på andre måder fylder en del i ”Rans vilje”), er stærkere end døden og fylder selv de mest fortabte af os med mening.

”Rans vilje” er således en roman om undergang og begyndelse, om liv og død, der er stort tænkt og stort fortalt, og som læser kan man kun glæde sig til, at der kommer flere bind i denne serie. I hvert fald peger en rammefortælling, der starter og slutter romanen, på, at ”Rans vilje” er første bog i en fortælling om den lille pige: ”Det er i denne fjord, på disse øer, fortællingen om min oldemor begynder”, og slutningen tyder ikke på, at den ender her. Heldigvis!

Peder Frederik Jensen: Rans vilje. 365 sider. 299,95 kroner. People’s.