På græsk betyder ”metafysik” det, der kommer efter fysikken. Navnet kan forklares både praktisk og efter indhold. Praktisk, fordi den antikke udgiver af Aristoteles, Andronikos fra Rhodos, som virkede i Rom i 1. århundrede før Kristus, ordnede Aristoteles’ værker efter emne i denne rækkefølge: logik, etik og retorik, fysik (naturlære) og så til sidst ”efter fysikken”: metafysik.
Men navnet ”metafysik” kan også forstås efter indholdet. Efter at Aristoteles har beskrevet den verden, der kan sanses, altså den fysiske, mangler Aristoteles at beskrive det filosofiske grundlag for, at vi overhovedet kan sanse verden. Han kalder da også denne del af sin tænkning for den ”første filosofi”.
Der er altså tale om en forskning, som er endnu mere basal end de enkelte videnskabers grundforskning, en slags grund-grundforskning.
Aristoteles stiller her de fundamentale spørgsmål: Hvad? Hvad er det? Hvad er det, der er? Hvad er det, der er, for så vidt det er? Man kan også formulere det sådan, at Aristoteles behandler begreberne væren og substans og vores muligheder for at erkende dem.
I løbet af behandlingen møder vi filosofiske begreber, som Aristoteles gav Vestens tænkning til evig arv og glæde. Kontradiktionsprincippet, for eksempel, som siger:
”Den samme bestemmelse kan umuligt gælde og ikke gælde om det samme på samme tid og i samme henseende.”
Hvis man ikke anerkender det, kan man ikke føre en meningsfuld samtale, for så kan man, med et eksempel fra Aristoteles, både kalde et menneske et krigsskib og sige, at det ikke er et krigsskib.
Gennem læsningen møder man begreber, som vi i dag opfatter som indlysende. De er nu en del af vores dagligsprog. Men for grækerne i 4. århundrede før Kristus var de nye: teoretisk over for praktisk, det væsentlige ved en sag over for det tilfældige, årsager til tilblivelse og forandring, arter, slægter og kategorier og så videre. At læse Aristoteles er som at grave sig ned gennem vores tænknings historiske lag som en tanke-arkæolog.
Aristoteles skrev to typer bøger. Dels mere tilgængelige dialoger efter Platons forbillede, som henvendte sig til et større publikum, dels kortfattede og informationsmættede forelæsningsnoter og arbejdspapirer til intern brug på hans ”universitet” Lykeion i Athen.
Eftertidens tænkere ville have vitaminstærk føde, så de negligerede dialogerne og bevarede de kortfattede skrifter. Metafysikken er derfor ikke sådan en bog, man sætter sig med i lænestolen under lampen og læser igennem i løbet af en efterårsuge. Værket er kompakt. Den er mest til opslag og læsning i brudstykker.
Men indimellem får man en fornemmelse af Aristoteles’ stil i dialogerne – den stil, som Cicero kaldte en ”funklende strøm af tale” (flumen orationis aureum). Tydeligst i indledningen, der begynder således:
”Alle mennesker stræber af natur efter at have indsigt. Det fremgår af vores påskønnelse af sanserne; for ud over brugen af dem påskønnes de også for deres egen skyld (...) Erfaring opstår hos mennesket ud fra hukommelsen. For når det samme forhold huskes mange gange, munder det til sidst ud i en formåen til at danne den enkelte erfaring. Erfaring synes da også nærmest at være identisk med viden og fagkundskab, men faktisk er det gennem erfaring, at mennesket opnår viden og fagkundskab; (...) Fagkundskab opstår, når der gennem erfaringens mange indtryk i sindet dannes én almen vurdering angående ensartede genstande.”
Som det forhåbentligt fremgår, er Aristoteles ikke bare meget klog, men han har også sådan en fornuftig måde at være klog på. Begge dele gør det til en fornøjelse at læse ham.
Det er en urimelighed, at vi i Danmark har to gode samlede Platon-oversættelser og ingen samlet Aristoteles-oversættelse. Det tjener danske gymnasielærere til ære, at det er en gymnasielærer fra Køge, der har bragt os et skridt videre på vejen mod flere Aristoteles-oversættelser med denne fine oversættelse nu, hvor universiteterne ikke kan eller vil. Oversættelsen efterfølges af et efterskrift, som hjælper læseren godt til at danne sig et samlet overblik over dette vigtige, men også dybsindige og omfattende værk.