Forskning knuser myten om borgerfruen: Kvinder har næsten altid været på arbejdsmarkedet

Kvinder har sjældent, måske aldrig, passet hjem og børn, mens de lod sig forsørge af en arbejdende mand. Ny ph.d.-afhandling kortlægger for første gang østjyske købstadskvinders deltagelse på arbejdsmarkedet i 1800-tallet

På torvedage i Randers solgte Hansigne Schmidt og Caroline Larsen ål, som blev fanget af lokale fiskere i de indre farvande. Torvekonerne er her fotograferet med ål i fotografens atelier i begyndelsen 1900-tallet. – Foto: Randers Stadsarkiv.
På torvedage i Randers solgte Hansigne Schmidt og Caroline Larsen ål, som blev fanget af lokale fiskere i de indre farvande. Torvekonerne er her fotograferet med ål i fotografens atelier i begyndelsen 1900-tallet. – Foto: Randers Stadsarkiv.

Hver uge i mere end 10 år i 1880’erne og 1890’erne annoncerede enken Nicoline Westerberg i Randers Amtsavis og Randers Dagblad. Hendes mand var død i 1886, da hun var 39 år. Nu var det op til hende at forsørge de fire børn, der alle var under 12 år.

”Nicoline Westerberg, Kirketorvet nr. 13, anbefaler sig med overtræk og reparationer af paraplyer. Handsker farves og renses. Døbetøj udlejes,” lyder en annonce fra den 6. august 1897.

Mens manden levede, hjalp hun også med at øge familiens kontantbeholdning. Husbonden Pehr Westerberg var drejemester og lavede kunstfærdigt hånddrejede paraplyer, parasoller og piber. Men i takt med industrialiseringen overflød billige fabriksvarer markedet, og livet som drejemester blev svært.

Familien solgte først ud af værktøj og indbo, siden forlod den butik, værksted og bolig. I sine første annoncer reklamerede Nicoline for salg af småkager og hjemmesyede sko, siden overtog hun altså helt familiens forsørgelse. Hun tog folk på kost mod betaling, solgte hatte og kyser og syede modepynt foruden alt det andet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Og sådan er historien om Nicoline Westerberg – en respektabel middelklassefrue med en vaklende økonomi – eksemplarisk for kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet i årene 1787-1901.

Perioden er genstandsfeltet for en ny ph.d. skrevet af overinspektør ved Østjyllands Museum Hanne Schaumburg Sørensen. Afhandlingen er den første analyse, der er foretaget i Danmark af, hvem der egentlig bidrog med hvad til forsørgelsen af familien i danske købstæder gennem 1800-tallet.

Konklusionen er en myte-knuser:

”Jeg viser, at kvinder altid har været på arbejdsmarkedet. På den måde bryder min afhandling med den gængse opfattelse i forskningen, der siger, at specielt middelklassens gifte kvinder forlod arbejdsmarkedet i 1800-tallet for at blive husmødre. Borgerskabets ideal om den forsørgede, hjemmegående kvinde er en parentes i historien, der kun har fundet sted senere, i første halvdel af 1900-tallet. Det er altså ikke sandt, hvis man tror, at kvinder historisk og ’altid’ har gået hjemme og passet huset, mens manden tjente pengene, det er en opfattelse, vi kun haft med os et par generationer,” siger Hanne Schaumburg Sørensen.

Udenlandsk forskning har gjort tilsvarende fund i for eksempel Frankrig og England. Det er værd at bemærke, at det nu er dokumenteret, at også danske familier stod sammen om at få brød på bordet, siger Marianne Rostgaard, formand for udvalget, der bedømte afhandlingen, og som er lektor ved Aalborg Universitet.

”Ph.d.’en viser, at familiens forsørgelse byggede på en to-forsørger-model. Ligesom i udlandet tyder det på, at det er en forkert idé, at manden var forsørger og kvinden forsørget. Det passer ikke på empirien, især når vi ser på middelstanden; håndværkere, handlende, de selvstændige,” siger hun.

Man har altid kendt til landbrugets medhjælpende hustruer, pointerer hun.

”Men vi har i forskningen haft en anden opfattelse af provinsbyerne, og den dækker altså ikke, når vi kommer lidt ned i lagene.”

Kristeligt Dagblad møder Hanne Schaumburg Sørensen på en våd decemberdag på Museum Østjylland i Randers Kulturhus. Det ligger klos op ad Østervold, en torvelignende boulevard, der skråner let ned mod fjorden. Engang hed den Frederiksplads, og her var marked. På et historisk foto fra cirka 1895 ser man rækker af boder med sejldug spændt over. En kvinde går raskt mod fjorden med ryggen til kameraet. Farten har sat skørterne i bevægelse, håret er sat op i en knold i nakken, og hun har en spand i højre hånd. Hun passerer en slagtebod med en kone bag disken.

Indtil slutning af 1800-tallet solgte byens slagtere og fiskehandlere deres vare på Frederiksplads i Randers. Båder koner og piger hjalp til i boderne. – Foto: Randers Stadsarkiv.
Indtil slutning af 1800-tallet solgte byens slagtere og fiskehandlere deres vare på Frederiksplads i Randers. Båder koner og piger hjalp til i boderne. – Foto: Randers Stadsarkiv.

Fra Østervold leder Hanne Schaumburg Sørensen vej ind i Randers’ historiske hjerte. På Rådhustorvet ligger en Telia-butik i en sort og hvid bindingsværksbygning. Den var i anden halvdel af 1800-tallet Hermann Rohdes købmandsgård, og omkring den lå flere andre. Derfra går turen mod syd til middelalderkirken Sankt Mortens Kirke, endnu et arnested for kvinder i arbejde i Randers.

For på markedspladsen solgte kvinderne æg, grøntsager og kød, de ofte havde dyrket og opdrættet i gårdhaver og småbrug. I de velhavende købmandsgårde deltog hustruerne i at drive forretningen. Var en respektabel kvinde uden forsørgelse, kunne hun være heldig at få et hverv som kirke- eller bælgekone, henholdvis en slags opsyns- og rengøringskvinde og hende, der trådte på orglets store blæsebælge for organisten.

Kvinders arbejde er i vid udstrækning faldet ud af de officielle statistikker, fordi det ofte kun blev opfattet som underordnet bierhverv, uanset at hun arbejdede lige så mange timer som en mand. Derfor har Hanne Schaumburg Sørensen eftersøgt kvinderne i et langt bredere materiale, end man normalt bruger til at fastslå en husstands forsørgelsesgrundlag. Hun er gået til vejvisere, fotografier, næringsprotokoller, personarkiver, aviser, erindringer, lavsprotokoller og meget mere.

Hun har koncentreret sig om Randers, Ebeltoft og Grenå; tre købstader i forskellig størrelse og udvikling og med nogen sandsynlighed dermed repræsentative for provinsbyer i hele landet, mener hun.

På tværs af de tre byer og den mere end 100-år lange periode dokumenterer hun, at mindst 28-48 procent af kvinder over 15 år havde lønarbejde eller selverhverv. Hertil kom omkring 22-34 procent, der var medhjælpende i mandens erhverv som for eksempel inden for handel og håndværk. Andre var under offentlig forsørgelse, og nogle blev forsørget af deres mand eller far.

”Men det var forholdsvis få kvinder over 15 år. Borgerskabets værdier og normer, der sagde, at en kvinde først og fremmest var hustru og mor, blev kun i begrænset omfang praktiseret her. 1800-tallets nordøstjyske kvindeideal var mere forankret i sædvane og økonomisk fornuft end i et udefrakommende borgerkønsideal. Man var med andre ord langt fra idealet i de toneangivende kredse i København, hvor man også havde en større overklasse, der havde råd til at efterleve det,” siger hun.

Omkring 1900 drev Kristiane Madsen med succes en systue i sit hjem i Storegade 26 i Grenaa. Her er Kristiane Madsen (stående) fotograferet sammen med sine ansatte i fotografens atelier, alle klædt i den nyeste mode – kjoler med skinkeærmer – og nystivede forklæder. Fotografiet var dermed en fin reklame for systuens tekniske formåen. Bemærk symaskinen til højre på fotoet. – Foto: Grenaa Egnsarkiv.
Omkring 1900 drev Kristiane Madsen med succes en systue i sit hjem i Storegade 26 i Grenaa. Her er Kristiane Madsen (stående) fotograferet sammen med sine ansatte i fotografens atelier, alle klædt i den nyeste mode – kjoler med skinkeærmer – og nystivede forklæder. Fotografiet var dermed en fin reklame for systuens tekniske formåen. Bemærk symaskinen til højre på fotoet. – Foto: Grenaa Egnsarkiv.

I 1857 kom næringsfrihedsloven. Den forsøgte uden held at spænde ben for de gifte, arbejdende kvinder. Loven opløste købstædernes tidligere privilegier, der gav få købmænd og håndværksmestre monopol på arbejdet. Nu kunne alle – mod en afgift – tage det erhverv, de ønskede, næringen blev fri.

Undtagen for gifte kvinder. For dem præciserede loven, at de ikke måtte deltage på arbejdsmarkedet.

Skærpelsen havde bund i det borgerlige kønsideal om den forsørgede hustru. Men den handlede også om praktiske hensyn. Gifte kvinderne skulle ikke konkurrere om arbejdet med mænd, når de nu – i teorien i hvert fald – havde anden forsørgelse.

Men mange kvinder fandt måder at sno sig:

”Inden for handel ser man i kilderne, at manden ansøger om en næringstilladelse. Men når man tjekker flere kilder, står han for eksempel også som murersvend – og han kan jo ikke begge dele. Dér var det typisk kvinden, der drev forretningen,” siger Hanne Schaumburg Sørensen.

Aviserne har mange annoncer som Nicoline Westerbergs: Kvinder tilbød deres arbejdskraft og ofte inden for erhverv som syning, broderi, rengøring og pensionatvirksomhed. Den slags – ofte småerhverv – hørte fra gammel tid kvinderne til, og derfor så lovgiverne mildere på dem.

Med industrialiseringen opstod nye chancer. Her kom pludselig job, man aldrig før havde kendt, og hvor mændene ikke havde forrang i kraft af traditionen.

”Kvinder blev sættere og typografer på aviser, fotografer, telegrafister og telefonister. Uddannede sygeplejersker og lærerinder var også nye erhverv,” siger Hanne Schaumburg Sørensen.

Hendes undersøgelse stopper i 1901. Kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet i det 20. århundrede er rimelig velundersøgt, dog gælder undersøgelserne i højere grad normer og idealer end praksis, siger lektor Marianne Rostgaard.

Ifølge hende og Hanne Schaumburg Sørensen er det sandsynligt, at flere kvinder i den følgende periode blev forsørget, indtil de i 1960’erne igen vendte massivt tilbage til arbejdsmarkedet.

”Forsørgede kvinder fandtes hos borgerskabet og i den ideelle arbejderklassefamilien, hvor arbejderbevægelsen efterhånden fik tilkæmpet sig så gode vilkår, at idealet kunne realiseres,” siger Marianne Rostgaard.

Hanne Schaumburg Sørensen ser gerne perioden bedre undersøgt.

”Jeg tror, at der er en mellem- og efterkrigstid, hvor kvinder er mindre på arbejdsmarkedet. Men vi mangler en undersøgelse af, om de nogensinde reelt har været fraværende, eller om der en glansperiode i 1950’erne, som er blevet den, alle refererer til, selvom ’husmoderperioden’ altså højst er en kort periode i en lang historie med arbejdende kvinder.”

Gåturen i Randers slutter ved Randers Kloster lige indenfor den gamle vold mod vest. Her kunne respektable borgere søge ophold, hvis de kunne redegøre for, at de havde levet et ordentligt liv, men af gode grunde alligevel ikke kunne forsørge sig selv i alderdommen.

Nicoline Westerberg kunne have været kandidat til et ophold her. Sådan gik det nu ikke.

Hun trak sig fra arbejdsmarkedet, da hun blev 60 år. I 1901 modtog hun Peder Thures legat, der blev givet til værdige, trængende håndværkere og deres enker, herunder kunstdrejere som manden Pehr jo havde været. Mange af den type legater var netop tiltænkt borgerskabets og middelstandens enker og døtre. I 1906 flyttede hun med sin datter til Fredericia, hvor svigersønnen havde fået stilling som postpakmester. Her levede hun til sin død i 1916.

”Gennem sit liv gik Nicoline Westerberg fra at blive forsørget af sine forældre til at indgå i sin mands erhverv. Siden supplerede hun med en række bierhverv og blev selvforsørgende, og til sidst blev hun forsørget igen. Det var en typisk livscyklus for en af 1800-tallets middelklassekvinder,” siger Hanne Schaumburg Sørensen.