Ny podcast om den boligsociale indsats er vigtig, men når ikke helt mål

Et folketingsflertal har skåret dybt i den boligsociale indsats. Ny postcast diskuterer, om det er en god idé – og konkluderer, at det er det ikke

I podcasten inviterer Niels Bjørn fagpersoner med på en vandretur i blandt andet københavnske Urbanplanen, der ligger på Amager. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.
I podcasten inviterer Niels Bjørn fagpersoner med på en vandretur i blandt andet københavnske Urbanplanen, der ligger på Amager. – Foto: Johanne Teglgård Olsen.

Hvad er det særlige ved det boligsociale arbejde? Hvordan adskiller det boligsociale område sig fra så mange andre samfundsmæssige indsatser? Og hvorfor er arbejdet så betydningsfuldt? Ikke mindst set i lyset af, at et endog meget bredt flertal i Folketinget i fjor har beskåret området med 100 millioner kroner. Bevillingen har de seneste adskillige år været på 240 millioner kroner. Ifølge Dagbladet Information reduceres tilskuddet, fordi regeringen ”hellere vil have velfærdsstat end projektmageri”.

Niels Bjørns nye podcast ”Den ekstra indsats” former sig som en undersøgelse af det boligsociale ”projektmageris” særlige kvaliteter. Niels Bjørn har en baggrund som forsker i urban kompleksitet og har blandt andet redigeret antologien ”Arkitektur, der forandrer”, der fortæller om, hvordan man kan omdanne belastede ghettoområder til velfungerende boligkvarterer. I fjor udsendte Niels Bjørn en podcast, ”Balladen om blokken”, i 10 afsnit om problemer og navnlig løsningsforslag for landets udsatte boligkvarterer, som vi anmeldte her i avisen.

Den nye podcast, som er i tre dele af hver en lille times varighed, udspringer af ”Balladen om blokken”. Metoden er den samme. Niels Bjørn er, som han fortalte i sin foregående udsendelse, ”på alle leder og kanter sovset ind i byudviklingsprojekter rundt om i landet”, og det er da også gamle venner og tidligere kolleger, som Niels Bjørn opsøger i ”Den ekstra indsats”. Sin sympati for den ekstra indsats lægger han heller ikke skjul på, uden at man bliver forstemt af den grund. Det er en ærlig sag at synes, at det boligsociale arbejde er en ekstra indsats værd.

Folketingsflertallets beslutning om at beskære puljen har som nævnt at gøre med ønsket om, at det skal være den kommunale, sociale indsats, der skal løse problemerne i ghettoen. Og lyder det ikke også fornuftigt? En del af midlerne til indsatsen kommer – via boligorganisationerne – fra andre lejere i de socialt udsatte områder. Altså nogle af Danmarks fattigste, som Niels Bjørn pointerer. Men ville det ikke være rimeligt, hvis vi alle løftede i flok, og de bredeste skuldre bar de tungeste byrder, og hvad det ellers hedder, når det drejer sig om fordelingspolitik og social indsats?

Nej, mener – måske ikke ganske overraskende – flere af de fagpersoner, som Niels Bjørn inviterer med på en vandretur i for eksempel boligområderne Hørgården og Urbanplanen, der begge ligger på Amager.

En af årsagerne er, forklarer således Mikkel Warming, der nu er udviklingschef i boligforeningen 3B, men er tidligere socialborgmester i København og dermed har erfaringer fra begge sider af sagen, at den boligsociale indsats netop ikke er kommunal.

Det er ikke myndigheder, der opsøger beboere, der ofte er bange for netop myndigheder og magt. Det er derimod personer fra lokalsamfundet; nogle af ”deres egne”, som forsøger at hjælpe med for eksempel støtte til svage og underprivilegerede børn og unge og en indsats for at holde dem ude af kriminalitet. De lokale ser og hører mere end de kommunale myndigheder og har måske et bedre overblik og forståelse af områdets sociale interaktion.

Den boligsociale indsats udspringer af, at lokalsamfundet påtager sig et ansvar, og her er det en skam, at flere af Niels Bjørns gæster ikke sådan lige kan huske årstal, bare sådan cirka, og den slags, når de spadserer med podcastværten ude i den rigtige virkelighed. Årstal og andre faktuelle oplysninger er ikke noget, som alle lige har klar på tungen, når de bliver spurgt. Men det kunne de så været blevet bedt om at undersøge på forhånd. Det er skønhedspletter, der opstår i en udsendelsesrække som denne, når man gerne vil benytte sig af spontaniteten – som når nogle unge kommer hen og fortæller om sig selv, og hvordan de hjalp med at bygge et mødested i boligområdet.

Men nytter den boligsociale indsats så? Eller er det blot symptombehandling? Som måske mildner luften for de klippede får – men ellers blot er en lang gentagelse af forsøg på at integrere og assimilere.

For nok opstod den boligsociale tanke på det dengang fattige Vesterbro i København. Men i dag er indsatsen fokuseret på områder med mange beboere med anden etnisk baggrund og et fremmedgjort forhold til arbejdsmarkedet. Lidt enkelt resumeret – men det er nu podcastens oplæg til undersøgelse af arbejdet i ghettoområderne.

Og her er vi ved det sædvanlige problem, når det drejer sig om de udsatte boligområder med hærværk, kriminalitet og utryghed. Er eksempelvis unge med anden etnisk baggrund end dansk utilpassede på grund af kulturforskelle? Eller er det presse og politikere – nogle mere udtalt end andre – der stigmatiserer de unge?

Er det Majoritetsdanmark, der først udviser misforstået hensyn i skoler og andre institutioner af frygt for at blive opfattet som ”racist” – for dernæst at udelukke nogle unge fra arbejdsmarkedet, fordi de enten er tabt i dannelses- og uddannelsessystemet eller af fordomme eller bare et ønske om at undgå uro? Hvis de så udelukkes fra at realisere det almene med arbejde og familie, forbrug og fritidsinteresser, ”finder de andre fællesskaber”, som det hedder i podcasten.

For os andre, tilskuerne til disse stridigheder, hænger det så igen sammen med, hvor stort antallet er? Af kombattanterne i det ene ringhjørne forstår man, at Ghettodanmark ligner en amerikansk gangsterfilm, og at Danmarks tid som et demokratisk velfærdssamfund, baseret på et kristent værdisæt, er ovre om ganske få år.

Fra krigerne i det modsatte ringhjørne lyder det, at problemet er beskedent. Det store flertal i de belastede (eller belastende?) boligområder er fint integreret. Så er der en hård kerne af kriminelle, og så er der en lidt større, men dog overskuelig gruppe, der kan reddes fra fortabelsen i bandekriminalitet.

Hvad midlet mon kunne være? Det kunne for eksempel være den boligsociale indsats, der ”kan samle de fleste op og sluse dem ind i sunde fællesskaber”. Et godt middel er, fremgår det, noget så smukt og enkelt som at tale med de unge – og ikke bare til dem. ”Prøv med kærlighedens stærke arm,” som skolelederen og forfatteren Gunnar Jørgensen (1896-1963) foreslog i sine ungdomsbøger.

En artikel er en artikel, og en podcast er en podcast, og ingen af delene er videnskabelige afhandlinger med statistikker og hårde fakta. Efter at have hørt ”Den ekstra indsats” kan man stå tilbage med en følelse af stadig ikke at vide, hvor stort problemet er.

Men i hvert fald er man som lytter blevet introduceret til den boligsociale indsats og nogle årsagssammenhænge og har ikke mindst vigtigt hørt nogle meget sympatiske og engagerede mennesker i Gellerupparken og andre steder fortælle om deres arbejde med at få utilpassede unge til at fokusere, hjælpe dem ind i meningsfulde fællesskaber og dermed ”tænde lyset i øjnene på dem”.