Ny podcast om Martin A. Hansen giver lyst til at vandre på hans barndoms egn

Martin A. Hansens liv, forfatterskab og dybe forankring i den stevnske natur og bondekultur indkredses fint i ny podcast. Værten, journalist Klaus Slavensky, synes dog mere tryg i det konkrete og biografiske end det tolkende og litterære

Når det gælder Martin A. Hansen som "en slags modernist med alt, hvad det indbefattede af tvivl, mørke og tanker om tomhed," giver podcasten slip for let, mener denne anmelder.
Når det gælder Martin A. Hansen som "en slags modernist med alt, hvad det indbefattede af tvivl, mørke og tanker om tomhed," giver podcasten slip for let, mener denne anmelder. Foto: Mogens Amsnæs/Ritzau Scanpix.

Han skrev om natten og lagde først tidligt om morgenen arkene med det nyskrevne i vindueskarmen, så hans hustru kunne læse det, når hun stod op.

Beskrivelsen af et helt særligt forhold mellem forfatter og ægtefælle dukker op et sted i Stevns Bibliotekernes nyproducerede podcast om Martin A. Hansen, hvis liv, arbejde og indflydelse belyses i fire udsendelser. Det er i den første af dem, vi hører om, hvordan hustruen Vera spillede en særlig rolle i det forfatterskab, der blev læst bredt, men som i dag primært huskes for dagbogsromanen ”Løgneren” fra 1950, hvor en lærer ankommer til en ø og bærer en tomhed og tvivl med sig, der ikke bare er hans, men også hele efterkrigstidens.

Som podcasten udmærket viser, var Hansen meget mere end sin kanoniserede klassiker og skrev i forskellige genrer – novelle, essay, historisk roman – og gerne om naturen. Ikke mindst dén på hans fødeegn på Stevns, og med de mange beskrivelser af vejrlig, træer og pløjemarker blev de et udtryk for hans dybe forankring i en gammel, næsten opløst bondekultur. Og for en frafalden stevnsbo som mig er det altså vidunderligt at genbesøge barndommens land og åløb via Hansens sanselige og præcise beskrivelser, som får god plads i podcasten.

Men blandt de mange gæster, der enten kendte forfatteren eller besidder viden om forfatterskabet eller den egn, han beskriver, er det særligt interessant at lytte til folkeskolelærer Line Krogh Lay, der er opvokset på Stevns med hans bøger og nu forsøger at bruge dem i sin undervisning. Med skiftende held, må hun erkende.

Man forstår elevernes modvilje. Hansen kræver meget, og de smukke – nogle gange åndeløst smukke – sætninger er ofte meget lange og bristefærdige med alvor. Og hvor Hansens norske åndsfælle, Tarjei Vesaas, stadig fængsler nye generationer med sit lette, lysende sprog, er det svært rigtigt at tro på en større revitalisering af Hansen og hans forfatterskab. Men podcasten gør et behjertet forsøg på at bringe ham tæt på lytteren og et regulært scoop er det, da skuespiller Vigga Bro, som medvirkede i filmatiseringen af ”Løgneren” fra 1970, fortæller indlevende og detaljeret om mødet med forfatteren og om de svære indspilningsvilkår, Knud Leif Thomsens glimrende film blev til under.

Indimellem savnes der dog – trods den vedkendte lokale vinkel – lidt udsyn. For Hansen skrev nok om det danske og det nære, om rødder og tro. Men han var mere end en traditionalist og også en slags modernist med alt, hvad det indbefattede af tvivl, mørke og tanker om tomhed. Og når samtalerne nærmer sig denne indre spænding i forfatterskabet, som måske er dets primære kvalitet, holder vært Klaus Slavensky ikke fast.

Det gælder også andre steder, hvor noget interessant træder ud af ordene, men for hurtigt får lov at forsvinde igen. Som når det nævnes, at Hansen gerne tegnede sine karakterer, før han skrev om dem. At hans evner som tegner altså i høj grad farvede hans litteratur, og at han på den måde var en blikkets forfatter.

Slavensky synes i det hele taget mere tryg i det konkrete og biografiske end det tolkende og litterære, og hans noget specielle udtale af ordet ”essay” tyder på, at han ikke er en nørd fra litteraturvidenskab.

Det er nok meget godt. Slavensky bringer Hansen ned på jorden og gør ham til noget, han bestemt også var, nemlig et barn af bondelandet, og udsendelserne er derfor lytteværdige for ikke bare kendere af forfatterskabet, men også for såvel nytilkomne som lokalinteresserede. Og hvis tanken bag podcasten er at lokke folk til Stevns og vandre ad de Martin A. Hansen-ruter, som nævnes ved flere lejligheder, så er missionen i dén grad lykkedes. Jeg skal i hvert fald snart afsted.