Var det tilskyndet af et kald, at den fiktive provst Johannes Krogh i sin tid blev præst? Det ville hans teologistuderende søn gerne vide i gårsdagens afsnit af DR’s dramaserie ”Herrens Veje”.
”Jeg gjorde det til mit kald,” lød svaret fra faderen.
Også i virkeligheden er kaldstanken forbundet med præstegerningen. Formelt set hedder det, at en menighed kalder en præst til at forkynde evangeliet fra netop deres prædikestol. Og i en rundspørge lavet af Kristeligt Dagblad sidste år svarede 71 procent af de adspurgte præster, at de oplevede deres præsteembede som et kald. Men hvordan opleves det at være kaldet i en tid, hvor der er frit valg på alle hylder, og hvor det ikke er moderne at lade sig styre af noget uden for sig selv?
Det kan Søren Jensen svare på. Han er 28 år og en af Danmarks nyeste præster. Præstekraven tog han på i april i år, hvor han blev ordineret i Aarhus Domkirke, og siden blev han indsat som vikarierende sognepræst i Lundum-Hansted Pastorat tæt ved Horsens.
”Gud henvendte sig ikke til mig i en stor åbenbaring med engle og stråleglans. Gud kalder mig på en anden måde,” fortæller han.
Søren Jensen er ikke rundet af en kirkelig slægt, men mødte i sin opvækst i Gammel Rye nær Silkeborg lokale sognepræster, hvis arbejde tændte hans interesse for præstegerningen. Blandt andet tiltalte det ham at have mulighed for som præst at skabe sammenhængskraft i et lille bysamfund.
”Efter min studietid overvejede jeg dog at gå forskningsvejen og fordybe mig mere indgående i teologi på universitetet. Men da min far for et år siden døde, oplevede jeg livets forgængelighed og i den forbindelse kirkens rolle som en institution, der kan bære de helt store ting i menneskers liv – også mange gange i løbet af en uge. Det gav mig en følelse af, at det var nu, jeg skulle være præst. At det var jeg kaldet til.”
Kaldet til præstegerningen står for Søren Jensen på to ben, der, når han tænker over det, faktisk er en spejling af det dobbelte kærlighedsbud om at elske sin Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv.
”Det ene ben er mit personlige gudsforhold. Jeg tror på Gud som en styrke og klippe, jeg kan henvende mig til, og som vedvarende kalder mig til at være præst gennem for eksempel bibeltekster og kirkerummet. Man kunne bruge filosoffen og teologen Søren Kierkegaards udtryk og kalde det en rørelse. Det andet ben er kaldet fra næsten. Det sker, når jeg møder en konfirmand i supermarkedet, der fortæller mig, at han eller hun er ked af det. Når der bliver kaldt på, at jeg som præst skaber rum for at tale om de ting, der ikke er plads til at sige i andre sammenhænge,” siger Søren Jensen.
Og kaldet bliver af samme grund ved med at dukke op hos den nyuddannede teolog.
”Det hænger sammen med min teologiske overbevisning. Jeg tror, at Gud henvender sig til verden hele tiden og på mangfoldige måder.”
Det er også centralt for Søren Jensens kaldsforståelse, at muligheden for at skuffe kaldet hører med.
”Jeg kan ikke altid leve op til det kald, Gud stiller mig over for. Jeg skuffer det, hver gang jeg ikke giver mig selv fuldt ud for min næste. Men den uundgåelige skuffelse fastholder mig samtidig i en bevidsthed om, at jeg er menneske og ikke nogen gud. Så på den måde hænger kaldstanken for mig også sammen med min syndsbevidsthed, og det er ikke nogen dårlig ting,” siger han og tilføjer:
”Så jeg er ikke katolsk, for jeg er som præst ikke mere hellig eller nærmere Gud end andre mennesker.”
Men hvordan går man ind til arbejdet, når man føler sig kaldet til det? For Søren Jensen er det centralt, at der ikke er tale om et almindeligt funktionærarbejde, man går hjem fra.
”Forvaltningen af mit kald er sådan set en form for livsværk. At forvalte mit kald er at være i min krop og i mit virke både som privatperson og som offentlig præst. Det kan selvfølgelig lyde gammeldags, og som om jeg er bundet af mit embede, men jeg betragter det såmænd mere som en glæde, at jeg hver dag er forbundet med Gud. Det er klart, at der er forskel på at være på arbejde søndag formiddag og holde fri i hængekøjen, men det ændrer ikke på, at kaldet altid er der. ”