”Har I travlt? Jeg har travlt!"
Emmet Feigenberg havde første skoledag som rektor for Den Danske Scenekunstskole for en uge siden, og det mærkes.
Han spørger alligevel, om han ikke lige skal hente et par kopper kaffe ovre i kantinen eller i det mindste give en kort rundvisning på skolen, hvis hovedsæde ligger side om side med flere af de andre statslige kunstskoler på Holmen i Københavns Havn.
Der er gang i produktionsrummenes lukkede, sorte kasser, en slags teaterkuvøser, hvor de kommende generationer af teaterfolk er ved at blive færdigbagt i et roligt tempo. Men det er også lidt svært at vise Kristeligt Dagblads journalist, hvad der sker, for Emmet Feigenberg er nervøs for, om han kunne komme til at forstyrre noget vigtigt. Han kigger forsigtigt ind ad en dørspion.
"Hér kan vi vist godt gå ind," siger han, og åbner døren ind til en menneskeforladt scene med sortmalede træstammer og slidte, brune sofaer.
Hvad der er foregået hér er ikke til at sige.
Fra mesterlære til master
Det er bare en uge siden Feigenberg skiftede job fra stillingen som teaterdirektør på Østre Gasværk Teater, og selvom han taler med stolthed om skolen og sin nye titel, går han stadig lidt på kattepoter. Oppe på hans eget kontor på administrationsgangen er fintfølenheden lidt mindre, her banker den ene og den anden med jævne mellemrum på og stikker hovedet ind uden at vente på svar. Den nye rektor griner lidt over det nærmest umulige i at få fred til et interview.
"Kan det vente?," siger han og får et grin sendt tilbage, før døren lukker.
Lederskiftet kommer efter, at den tidligere rektor, Mads Thygesen, sidste år opsagde sin stilling af personlige grunde. Det har været nogle turbulente år: I 2019 blev skolen sat under skærpet tilsyn fra Kulturministeriet på grund af økonomien og et millionunderskud. Det er heldigvis væk nu, men forud for det var gået en strukturmæssig omformning af de helt store: Den gamle "Statens Teaterskole" blev i 2015 sammenlagt med de andre statsstøttede teateruddannelser i blandt andet Odense, Fredericia og Aarhus.
Og så har skolen, som de øvrige kunstuddannelser, skullet omforme sig selv til at spille sammen med det øvrige akademiske system i Europa, hvor man kan tage en bachelor og en mastergrad. En ganske markant forandring for en skole, hvor håndværk og mesterlære ligger i DNA'et.
For bare 60 år siden kunne man slet ikke gå på en moderne, samlet scenekunstskole i Danmark. Ville man være noget ved teatret, kom man ind på elevskolerne ved Det Kongelige Teater eller landsdelsscenernes skuespillerskoler, eller privatteatrene, der havde egen skole.
I 1968 åbnede Statens Teaterskole, og Det Kongelige Teaters elevskole lukkede. Og snart kunne man ikke kun blive skuespiller hér, men også instruktør, og scenograf. Siden er en række andre linjer kommet til: dans, koreografi, produktion, eksempelvis, og med den seneste sammenlægning er også uddannelser inden for musicalspektret kommet til med indlemmelsen af Det Danske Musicalakademi i Fredericia.
Spejlet på tiden
Der ligger lange optagelsesprocesser bag for de studerende, der kommer ind på skolen. De er ihærdige og talentfulde - men kan de lære at blive kunstnere hér?
”Skolen anser de studerende som kunstnere, i det øjeblik de bliver optaget. Så vores fokus ligger på hvordan vi bedst støtter deres læring og udvikling,” siger Emmet Feigenberg.
"En del af det er talent, men det er ikke alt. Har du stoffet, DNA'et i dig, så er det skolens pligt at få det til at blomstre. Man kan ikke få en have til at gro, hvis ikke klimaet er i orden."
"Jeg tror ikke, det er ligesom at blive tandlæge, hvis det er det, du spør' om, selvom der sikkert også er elementer af både talent og håndelag dér. Kunstens område er noget særligt. Det er fantasiens verden, hvor vi taler, danser, synger og maler tilværelsen, hvor vi er i dialog med vores egen tid. Det er et rum, hvor man kan beskæftige sig med de store spørgsmål om tilværelsen. Og nu er det jo Kristeligt Dagblad, jeg taler med, så jeg vil sige: forkyndelse er én form for livtag med de store spørgsmål, kunsten er en anden form”
De talentfulde unge har ofte deres egne dagsordner, politiske og aktivistiske, det mærkes på scenekunstskolen såvel som på de andre kunstneriske uddannelser for tiden. Det har Emmet Feigenberg intet imod, men han er vagtsom over for, om det er dét, der kommer til at tegne skolen.
"Der er bare meget stor forskel på, om det politiske viser sig ved, om det er de studerende, der har et bestemt politisk fokus - eller om det er skolen, der har det. Det første kan næsten ikke være anderledes, sådan har det været altid. Lige nu er det identitet og mangfoldighed, der er tidens brændende spørgsmål. Da jeg var ung, var det kapitalismekritik og marxisme. Som statsuddannelse må vi bare ikke have en enkelt sag, de studerende skal forholde sig til. Men kommer nogen ud herfra og har et politisk projekt, så skal de da være velkomne!".
Kunsten skal være et spejl af sin tid, mener Feigenberg.
"Ja, det var jo Shakespeare, der introducerede den idé i Hamlet. Og hvis vi lever i en politisk aktivistisk tid, så er det det, der spejles."
Men synes du selv et teaterstykke med en meget tydelig politisk dagsorden er god kunst?
"Det kommer da an på, om det er godt! Noget af det sidste, jeg var med til at lave på Østre Gasværk Teater, var 'Den kaukasiske kridtcirkel' af Bertolt Brecht. Det handler om ejendomsretten, og det er en fabel, men også et politisk lærestykke. Det har en klokkeklar politisk dagsorden! Men jeg har det da ikke godt med, hvis budskabet bliver vigtigere end den kunstneriske kvalitet. "
Spraglede Shakespeare
Emmet Feigenberg har været på en rundtur for at hilse på de studerende de øvrige steder i landet - de fleste linjer er dog stadig hér i København. I kantinen er der afslappet frokoststemning og reggaemusik fra cafeen, der udbyder vegetarisk buffet med rødbedesalat og hummus. På en væg hænger et væld af årgangsfotografier af tidligere årgange af skuespillere: Unge Niels Olsen, Sofie Stougaard og Peter Gantzler. På allersidste årgangsfotografi af dimitterede fra 2021 ses en Carla Feigenberg:
"Det er min datter, ja. Og hendes far synes, hun er ekstremt dygtig," smiler rektoren.
Scenekunst er meget andet end klassiske opsætninger i 2022, for eksempel spraglede performances og aktivistisk borgerteater. Men derfor er det alligevel vigtigt at holde fast i, at uddannelsen rummer store elementer af kunstnerisk tradition, mener Feigenberg, og når han taler, er det tydeligt, at dén sidder fast hos ham.
"I enhver uddannelse vil der altid være en overdragelse af det, man kan kalde tradition. Og det er vigtigt at holde fast i her, fordi lysten til at lave nybrud er så stor."
"Scenekunsten er mange tusinde år gammel. I vores kultur begynder den omkring de gamle grækere, Aischylos, Sofokles og Euripides. Senere videreført af Shakespeare, Moliére, commedia dell'arte. Senere igen Ibsen, Strindberg, Tjekhov. Det er en bestræbelse på at tale om tilværelsen og sætte den i scene foran et publikum, som er så gammel og rækker ud over vor egen tid. Og vi vil jo gerne Shakespeare i dag, men i hans egen tid var der ingen kvinder på scenen. Alle kvinderoller var spillet af mænd! Hvad gør man med det? Måske det modsatte!"
Man kan med fordel lade sig inspirere af fortiden til at skabe nye udtryk, siger Feigenberg.
"Det levende nu er scenekunstens DNA, og den har været god til at tage ting ind. Vi afviser ikke verden, vi indkorporerer den. Moliéres teater spillede i stearinlysenes skær, idag lever vi i en højteknologisk verden, hvor vi ser links, video og digital interaktivitet i forestillingerne. Men derfor er der aldrig, i min verden, noget, der heder år 0. Der vil altid være noget, vi står på skuldrene af."
Samfundets skole
I efteråret kom en rapport om Kulturministeriets kunstneriske uddannelser, og i den står der igen og igen ordet "kunstnerisk praksis" som noget, kunstskolerne bør have fokus på.
At lave scenekunst rummer, både for lysdesigneren og instruktøren, en høj grad af teknik og håndværk, og det skal skolen fokusere på, mener Feigenberg.
"Som kunstner skal man kunne noget. Det ligger i ordet. Der skal være stor vægt på skills, færdigheder og teknisk dygtighed, især når det handler om scenekunst. Noget af det særlige ved teatret er også, at det er en kollektiv kunstform. Det er altid et hold, der laver forestillingen, så man er nødt til selv at komme med noget, og forene det med de andre i rummet, før det bliver godt."
"En del af min opgave som rektor er også at sikre, at vi er en kulturinstitution, forstået på den måde, at vi ikke må blive en puppe, der lukker sig om sig selv, og så klækker kunstnere ud. Det har jeg et vældigt fokus på; at samfundet skal have et ejerskab til skolen og skolen til sin omverden, at det skal være samfundets skole. At vi skal være i kontakt med andre skoler, branchen, kulturlivet."
Feigenberg, der aldrig selv kom til at gå på teaterskole, men ville ønske, han havde haft mulighed for det, er en travl mand, og bliver det den kommende tid.
"Jeg skal være i Kulturministeriet klokken ét," siger han advarende og ser på sit ur. Tiden er ved at være gået.
Men ifølge rektoren er tiden ikke af led, kunstnerisk set.
"Dengang, jeg var skuespilchef på Det Kongelige Teater, lavede vi 'Det Røde Rum', et lille selvstændigt ensemble som havde initiativretten til deres eget arbejde. Jeg sagde: 'I skal levere, men lav det, I gerne vil'. Det gav en energi, for det var deres. Og sådan er det også med kunstskoler: Det er meningen, at de unge skal komme med noget nyt, at de har lyst til at forandre og omvælte. Men det er netop derfor, det historiske er så vigtigt. For man kan ikke ændre noget, man ikke ved, hvad er," siger Emmet Feigenberg og slutter med et citat:
”Tradition er ikke at tilbede asken, men at videregive ilden.”