Hvad er din seneste store læseoplevelse?
Den er den kvindelige iranske digter Forough Farrokhzads digtsamling ”Kun stemmen er tilbage”, der for et par år siden blev oversat til dansk. Hun var en meget frigjort kvinde, som i 1950'erne skrev om kvindeliv og erotik, og hun stillede nogle af de samme spørgsmål, som kvinder i Vesten gjorde. Jeg synes, at det er ret interessant. Det har været lidt vildt at opdage sådan en stærk, feministisk digter.
Hvilken bog har gjort størst indtryk på dig nogensinde?
Det er den indiske, feministiske forfatter Arundhati Roys roman og gennembrudsværk ”De små tings gud”. Det er i virkeligheden en meget sørgelig roman, som foregår i Indien. Selvom historien primært bevæger sig om en lille række centrale begivenheder, er det flere generationers livshistorier, som fortælles ud fra erindringer, halvfiktive genfortællinger og associationer, der næsten er Marcel Proust værdige.
Når man som jeg lever et dansk middelklasseliv, gjorde det et meget stærkt indtryk at læse om nogle voldsomme momenter, som kommer til at præge folks - særligt kvindernes liv. Det er også en historie om forbudt kærlighed og undertrykkende strukturer. I bogen oplever man det indiske samfund indefra på en måde, som man aldrig vil komme til at opleve det som turist i Indien. Bogen bliver også en poetisk registrering af en verden, som vi trods alt deler på godt og ondt.
Hvad vi du anbefale fra kulturudbuddet i Danmark lige nu?
For ganske nylig så jeg Vladimir Tomics udstilling på Galleri Image i Aarhus. Udstillingen samler en række genstande, snapshots og en video, alle med relation til en gruppe flygtninge - inklusive kunstneren selv - der kom til Danmark på flugt fra den jugoslaviske borgerkrig i 1990'erne. Udstillingen handler frem for alt om det radikale skift, der sker i éns tilværelse, når man skal etablere sig et nyt sted. Tomic er en af flere danske billedkunstnere med den baggrund, som med stor ærlighed deler sin særlige erfaring og indsigt med os i en tid, der på ny er præget af flugt fra krig.
Er der en kulturoplevelse, der har været med til at forme dig som menneske?
Jeg tror, at vi påvirkes og formes lidt hele tiden. En stærk erindring fra mine tidlige teenageår knytter sig til et besøg på Cézanne museet i Aix-en-Provence og en efterfølgende vandretur med min far i de selvsamme røde bjerge, som Cezanne så ofte havde malet. Ikke bare blikket, men hele den sanselige oplevelse og den fysiske anstrengelse i sommervarmen var påvirket af det forudgående museumsbesøg. Alting vibrerede.
Senere har adskillige Louisiana-udstillinger i 1990'erne været af stor betydning for mig. Særligt ”NowHere” og ”Cities on the Move - Den asiatiske storby i 90'erne”. Jeg tror, at de stimulerede en følelse af at høre til en tid og til en verden, som var langt større end mit trygge liv i Danmark, som ellers satte min horisont for, hvad tilværelsen var og er, og hvad der er vigtigt her i livet.
Hvilken koncert har du senest været til?
Det var til Roskilde Festivalen sidste sommer.
Er der områder af kulturlivet, som efter din opfattelse fortjener mere opmærksomhed?
Mit hjerte brænder for det billedkunstneriske og især samtidskunsten, som har en lille gruppe fans, men jeg tror, at mange flere kunstelskere kunne få mere glæde af den. Samtidskunsten er blevet mere populær de senere år. Men jeg tror, at mange stadig oplever den som svær. De er ikke vant til de nyere udtryksformer såsom videokunst. Det strider mod en bred opfattelse af, hvad kunst er. Jeg synes, at samtidskunsten er med til at stimulere vores måde at opfatte verden på og udfordre vores forståelse af den.
Er der aspekter af kulturlivet, som ikke siger dig noget?
Hvis man regner sport med til kultur, så har det at se på sport aldrig fanget mig.