Sidste år udkom Lise Ringhof og Erik Valeurs store roman ”Det er de danske som flygter”. Bogen var det første bind af deres ambitiøse romantrilogi om livet i Danmark fra 1900 og frem til i dag med udgangspunkt i en sømandsfamilie fra Fanø.
Nu er forfatterparret klar med andet bind i serien, der bærer titlen ”Det er de oprørske der svigter”. Af bagsiden fremgår det, at der er tale om en selvstændig fortsættelse.
Man kan da også udmærket læse den nye del af den samlede fortælling uden at have stiftet bekendtskab med den tidligere udkomne.
Man vil dog få et større udbytte af at læse det første bind forinden. Det skyldes blandt andet, at det nye bind tilføjer persontegningen på de gennemgående karakterer yderligere dybde.
Den nye roman favner bredt. Forfatterparret vil meget. Til at begynde med kan det derfor være vanskeligt at bevare overblikket over de mange personer og handlingstråde.
Her må man hænge på og ruste sig med tålmodighed. For gør man det, bliver man vidne til en medrivende og psykologisk nuanceret fortælling om familien Brinch i tiden fra 1950 og frem til 1990.
Et tilbagevendende opmærksomhedspunkt i romanen er den sørgelige konflikt mellem halvbrødrene Jacob og Thomas Brinch, der på mange punkter er ens og alligevel vidt forskellige. Jacob er i udgangspunktet den idealistiske ungdomsoprører, som grundlægger et venstreorienteret forlag. Han bliver en central aktør i det kulturpolitiske spil i 1970’erne. Thomas vælger modsat en målrettet kommerciel vej og bliver en succesrig figur i reklamebranchen. Omkring de stridbare brødre finder man de ældre generationer i familien, kærester, børn, veninder, venner og kolleger, der alle som én må undre sig over den manglende vilje til forsoning.
Under konflikten lurer sandheden om halvbrødrenes fædre, som de ikke selv kender identiteten på. Den har de ældre generationer holdt godt skjult.
Da fortiden brudstykkevis afdækkes for Jacob og Thomas, er det imidlertid svært for dem at komme i vatter med den. Den ene er søn af en højt dekoreret tysk officer fra nazitiden, den anden af en voldtægtsforbryder. Det giver selvsagt lidt at tænke over.
Hertil kommer, at Jacob, der måske nok er offer for et menneskeligt svigt fra de ældre generationers side, får sine egne vanskelige dilemmaer at håndtere, når han pludselig selv skal løfte et ansvar over for de generationer, der følger efter ham. Det er let nok at få øje på forældres og bedsteforældres fejltagelser, langt mere smertefuldt er det at erkende sine egne og imødegå dem med menneskeligt overskud. Her bliver Jacob virkelig udfordret af sine egne valg. Ikke mindst i relationen til sin søn.
Karakteristisk for Ringhof og Valeurs stil i trilogien er de mange historiske fakta, der nøje er indvævet i fortællingens forløb. Sovjetunionens invasion af Ungarn i 1957, mordet på Olof Palme og Murens fald er nogle af de begivenheder, der på den ene eller anden måde får betydning for personernes liv og selvforståelse. Indimellem kan de historiske tidsmarkører godt forekomme lidt overtydelige. Det bærer man dog gerne over med. For forfatterparret er velskrivende, orkestrerer meget overbevisende fortællingens helhed og formår frem for alt at anfægte læseren.
En særlig rolle spiller ungdomsoprøret i 1968 og de efterfølgende unge generationers opgør med det bestående samfund. For selvom romanen i mange henseender demonstrerer sympati for de unges idealisme, sker det ikke uden et skarpt blik for de menneskelige tragedier, som kampen mod konventionerne i 60’erne, 70’erne og 80’erne også fostrer. Nogle af rebellerne kommer til tops med fine karriereforløb og villaer på Frederiksberg, andre går til bunds i radikaliseret afmagt.
Når man har læst sig igennem Ringhof og Valeurs nye roman, får man uvilkårligt trang til at begynde forfra. Det er basalt set svært at vinke farvel til personerne efter 569 sider.
Fortællingen åbner et stort og sammensat psykologisk rum og inviterer generøst læseren på rejse gennem historien og de skiftende generationer.
Kristeligt Dagblad har tidligere talt med forfatterparret Lise Ringhof og Erik Valeur. Læs interviewet her.