På Dansk Supermarkeds nonfood-lager uden for Aarhus arbejder Elias på natholdet ved samlebåndet, hvor små og store pakker kommer imod ham i en fast strøm. Fjernsyn. Grillstartere. Salatskåle. Pizzasten.
Elias kæmper med den frustrerende ensformighed og med at forstå logikken i det enorme maskineri, han blot er en lille del af. Men snart kommer der en mekanisk rytme ind i arbejdsdagen, som forplanter sig til hans liv udenfor, i lyset, hvor han begynder at leve i cirkler:
Lageret - bussen - haven - huset - sengen - stranden - Marie - bussen - lageret.
Snart er hans tilværelse indskrænket til det, der også er titlen på den 24-årige Jonas Eika Rasmussens debutroman, ”Lageret Huset Marie”, der udkommer i morgen.
Han går gerne med til at kalde bogen for en ”arbejdspladsroman”, for det trivielle arbejdes påvirkning på mennesket, der udfører det, er bogens omdrejningspunkt.
Den slags bøger fylder ikke meget i dansk litteratur, men de udkommer med jævne mellemrum, og Jonas Eika Rasmussen nævner selv et par stykker: Kenneth Jensens ”Tragedie plus tid” og Kristian Bang Foss med ”Stormen i 99”. Og det var blandt andet dem, han havde i baghovedet, da han gik i gang med at skrive om manuelt industriarbejde. Men faktisk var bogen ikke på forhånd tænkt som en arbejdspladsroman.
”Jeg har selv arbejdet på et lager som det, jeg beskriver i bogen, og det gjorde et særligt indtryk, der gav mig lyst til at undersøge det litterært,” forklarer han.
”At arbejde ved et samlebånd adskiller sig fra meget andet arbejde. Blandt andet ved, at det aldrig kan gøres færdigt. Man arbejder ikke hen imod noget, og der er ikke noget resultat, man bliver bare afløst af morgenholdet, og så kører distributionen videre. Alt er tilsyneladende uændret, når man møder ind igen, og det er meget svært at finde mening i den proces. Det påvirkede mig som menneske, og det påvirkede helt tydeligt også de andre på mit hold. Det var et interessant udgangspunkt, syntes jeg.”
I bogen sammenligner Marie, kæreste til hovedpersonen Elias, lagerarbejdet med sit eget arbejde som kostumesyerske. Hun giver også kjolerne fra sig igen hele tiden, men først efter, at hun har fordybet sig og fået et nært kendskab til materialet og formen.
På lageret er alle pakker anonyme, pakket ind i pap, og de passerer utrolig hurtigt igennem pakkearbejderens hænder. På den måde er arbejdets materialitet på én gang massiv og forsvindende lille, forklarer Jonas Eika Rasmussen.
Men de følelser og tilstande, som ligger bag håndteringen af pakkerne, er der bare aldrig nogen, der tænker over, når pakken når frem til butikken og samles op af en forbruger, påpeger han:
”Jeg tror, at den enorme tilgængelighed af varer, der kendetegner vores samfund, gør, at vi nemt glemmer den rejse, tingene har undergået, inden vi får dem i hænderne. De mange kroppe, der har udført arbejdet, det er en fysisk virkelighed, som er usynlig og glemt. Og jo mere forvænte vi bliver, jo mere produktionen bliver systematiseret og flytter til udlandet, jo mere adskilte bliver vi fra den virkelighed. Det er ikke, fordi jeg tror, at varesystemet generelt burde være anderledes indrettet, det er bare en konstatering af, at der er meget lidt i det, som opfordrer os til at tænke over, hvor tingene kommer fra.”
I det heletaget har Jonas Eika Rasmussen ikke noget litteraturpolitisk projekt med ”Lageret Huset Marie”.
Den er ikke en bevidst imødekommelse af opfordringen fra Klaus Rifbjerg og andre til at droppe Forfatterskolen og i stedet tage et ”rigtigt” arbejde som forberedelse til at skrive en bog (Jonas Eika Rasmussen er selv nyuddannet fra Forfatterskolen).
Den er heller ikke et udtryk for ønsket om at få mere realisme ind i dansk litteratur (han læser selv lige så gerne science fiction og mener grundlæggende, at alle former for litteratur kan sige noget væsentligt om den verden, vi lever i).
Alligevel var der så mange nuancer af lagerarbejdet - eksempelvis en til tider befriende følelse af kollektivitet og funktionalitet - at han gerne ville undersøge det nærmere gennem litteraturen. Nu, da bogen er færdig, kan han godt se, at fortællingen kan være en ukendt og måske endda overraskende indsigt for mange.
”De fleste har nok et billede af en fabrik eller en lagerhal i hovedet, men det kropslige indtryk, det faktisk gør at arbejde der, lagrer sig på en særlig måde. Et lager er måske ikke et sofistikeret miljø, men det kræver noget særligt af et mennesket at blive sat på arbejde som automatisme. Det viser sig også i bogen, hvor pakkearbejderne har alle mulige mentale metoder til at overkomme systemets monotoni. Eller i de måder, de sammen omformer den på og udnytter den til andre formål end distribution. Det ser jeg også som en måde at være klog på,” forklarer han.