Ny bog skildrer realistisk barsk hverdag i tysk fangenskab. Men tidsbilledet er tæt på klichéen

Komponist og forfatter Bodil Heister har på baggrund af sin fars efterladte erindringer skrevet en vel spinkel roman om besættelsestiden

Romanens medrivende skildring af bombardementet oplevet indefra er i enhver henseende den spinkle romans højdepunkt, skriver anmelder Claus Gryner om Bodil Heisters nyeste roman "Jeg tæller timerne".
Romanens medrivende skildring af bombardementet oplevet indefra er i enhver henseende den spinkle romans højdepunkt, skriver anmelder Claus Gryner om Bodil Heisters nyeste roman "Jeg tæller timerne". Foto: Iben Gad.

Den forudsætningsløse læser bliver ikke glemt i komponisten og forfatteren Bodil Heisters bog ”Jeg tæller timerne. Den sande historie om modstandsmanden, der sad indespærret i Shellhuset under bombningen i 1945”.

For eksempel indleder Heister et afsnit med at fortælle, at der under Besættelsen var en voldsom spænding mellem den danske regering og tyskerne. Oplysningen kommer ikke just bag på læseren! Heller ikke når det i det følgende fastslås, at modstandsbevægelsen bredte sig mere og mere, ”og flere danskere deltog aktivt i chikanen af tyskerne”.

En sådan historieundervisning for begyndere udgør dog kun en lille del af bogen. Bodil Heister har først og fremmest villet skrive en roman. En betydelig en af slagsen er der dog ikke tale om. Dertil er persontegningen for bleg og dialogen for slap. Det bedste i bogen er en særdeles realistisk skildring af den barske hverdag for personer i tysk fangenskab, dels i Vestre Fængsel, og dels i Shellhuset.

Den modstandsmand, der nævnes i titlen, var Bodil Heisters far, civilingeniør Hans Heister (1902-1984), der som medlem af bestyrelsen for partiet Dansk Samling blandt andet havde til opgave at sikre det illegale tidsskrift ”Frit Danmark” større udbredelse.

I to omgange blev han arresteret af Gestapo. Forfatteren skriver om dette og andet med udgangspunkt i de kassettebånd, som faderen i slutningen af 1970’erne indtalte om sine oplevelser under Besættelsen.

I Shellhuset var Heister en af de 34 fanger, der blev placeret i celler helt oppe under taget som en slags værn mod luftangreb.

Da angrebet så alligevel kom – den 21. marts 1945 – undgik de engelske piloter at kaste bomberne mod taget, men fløj så lavt, at de kunne slynges ind i huset mellem stuen og anden sal. Ifølge bogens forord blev 125 tyske soldater og otte modstandsfolk dræbt, mens 26 modstandsfolk undslap. Dertil kom de ulykkelige konsekvenser, som den fejlslagne del af angrebet fik for Den Franske Skole på Frederiksberg, hvor 86 børn og 10 lærere blev dræbt.

Da Hans Heister flygtede fra sin celle, tog han Bibelen med. Et udtryk for den antydede betydning, den havde for ham.

Den medrivende skildring af bombardementet oplevet indefra er i enhver henseende den spinkle romans højdepunkt. Tidsbilledet i øvrigt er tæt på klichéen.