”Jeg læser. Det er som en sygdom. Jeg læser alt, hvad jeg får fat på, alt hvad jeg får øje på: aviser, skolebøger, reklamer, stumper af papir fundet på gaden, opskrifter, børnebøger. Alt der er trykt. Jeg er fire år gammel. Krigen er lige begyndt.”
Så enkelt, så modsætningsfyldt indleder den ungarskfødte forfatter Agota Kristof (1935-2011) sin erindringsbog fra 2004, der paradoksalt nok bærer titlen ”Analfabeten”. Den fireårige altlæsende pige vokser op med sproget som redningskrans i en fattig tilværelse. Da hun som 14-årig sendes på en kostskole, der beskrives som en ”mellemting mellem en kaserne og et kloster, mellem et børnehjem og en opdragelsesanstalt”, opdager hun, ”at der kun findes én eneste mulighed for at udholde adskillelsens smerte: at skrive”.
Og det gør hun så. Resten af livet. Alligevel må hun som ung voksen konfronteres med den erfaring at være analfabet i et nyt land og et nyt sprog. Da Sovjet besætter Ungarn efter krigen, flygter Kristof med sin mand og spæde datter til den fransktalende del af Schweiz. Kristofs forældre og brødre bliver tilbage i Ungarn, og det franske sprog bliver for den unge flygtede kvinde et ”fjendesprog”, der langsomt dræber modersmålet.
”Jeg har talt fransk i mere end 30 år og skrevet på det i 20, men jeg kender det stadig ikke. Jeg taler det ikke uden fejl, og jeg kan kun skrive det med hjælp fra de ordbøger, som jeg jævnligt slår op i,” skriver hun. Den lillebitte erindringsbog er da også præget af en iøjnefaldende knaphed. Sproget er enkelt, og kapitlerne, hvori Kristofs liv fra barn til udgivet forfatter skildres, er korte og flygtige glimt ind i en smertelig eksiltilværelse delt mellem åndsforladt fabriksarbejde og en længsel efter hjemlandet og familien.
Det er en kamp i sig selv for Kristof at få tankerne ned på papiret: ”Jeg har ikke valgt dette sprog. Det er blevet påtvunget mig, af skæbnen, af tilfældet, af omstændighederne. Jeg er nødt til at skrive på fransk. Det er en udfordring.”
Der er altså en modstand i selve skriveakten, som sætter sig som en intensitet og klarhed i teksten. Hver sætning udspringer af en nødvendighed, og den fuldstændig skrællede gengivelse af nøgleepisoder gør, at man som læser næsten husker hele passager ordret efterfølgende. Man kan få en følelse af, at forfatteren nærer en mistro til det sprog, der i teksternes omhyggelige fremstilling er blottet for tvetydigheder.
Agota Kristofs erindringsbog, og måske især hendes øvrige forfatterskab, der imponerende er oversat til hele 40 sprog, vidner om, at der kan ske forunderlige ting, når man tvinges til at formulere sig på et sprog, man ikke fuldstændig mestrer. Jeg oplevede det selv, da jeg boede i Paris i et sabbatår og gik på sprogskole. Holdets underviser hed madame Morriaud, en vidunderlig, lillebitte, livfuld kvinde med rødfarvet, krøllet hår og store smykker.
Da jeg fik en fransk stil tilbage med emnet ”En sund sjæl i en sund krop”, hvor jeg endnu en gang havde kæmpet med de begrænsninger, det ukendte sprog satte for, hvad det overhovedet var muligt for mig at skrive, var det til min overraskelse med en overvældende positiv tilbagemelding, som netop hyldede den simplicitet og klarhed, teksten nødvendigvis bar præg af. Når jeg nu genlæser min stil fra dengang, er det dog stadig begrænsningen i fremstillingen, der springer mig mest i øjnene, og samme følelse kan heller ikke helt undgås i Kristofs ”Analfabeten”.
Erindringsbogen, der i øvrigt er smukt oversat af forfatteren Caroline Albertine Minor, har noget lidt skrabet og ufuldstændigt over sig. Den er i en vis forstand så knap, at den forbliver i det antydningsvise, selvom det, der faktisk står, får desto større tyngde.
Derfor er det også godt, at den danske oversættelse er ledsaget af et glimrende forord ved Naja Marie Aidt, der også introducerer til Kristofs hovedværker, trilogien ”Det store stilehæfte”, ”Beviset” og ”Den tredje løgn”, som man efter Aidts anbefaling føler det absolut nødvendigt at få læst. De foreligger heldigvis allerede på dansk.
Agota Kristof: Analfabeten. Oversat fra fransk af Caroline Albertine Minor. 77 sider. 129,95 kroner. Gutkind.