Ny udenlandsk hyldest til ”Lykke-Per”

Henrik Pontoppidans mesterværk udkommer nu i fornem amerikansk klassikerserie. Den danske roman modtages med applaus fra den førende kritiker James Wood

Ny udenlandsk hyldest til ”Lykke-Per”

Er det mon ved at ske? Skal Henrik Pontoppidans ”Lykke-Per” faktisk nå angelsaksisk udbredelse og hyldest?

Hvad den tysksprogede verden vidste i første halvdel af det 20. århundrede, kan faktisk være på vej til den engelske i denne første halvdel af et andet årtusinde. For tredje gang inden for under 10 år er der i hvert fald sket et tøbrud.

Det begyndte med den feterede litterat Frederic Jamesons hyldest til Naomi Lebowitz’ oversættelse ”Lucky Per” i 2011. Det fandt sted i London Review of Books, hvor Jameson kaldte det en ”stor europæisk roman”. Onde tunger gjorde sig i den forbindelse morsomme over, at der skulle en amerikansk postmodernist til, for at danske litteraturvidenskabsfolk igen gad læse noget så provinsielt som Pon- toppidan.

Problemet var, at oversættelsen kostede 100 dollar på det amerikanske marked.

Den anden store begivenhed skete sidste år, da en ny oversættelse, blot syv år efter den første, så dagens lys: Irske Paul Larkins mere mundrette oversættelse til ”A Fortunate Man” og i overkommeligt prisleje.

Og så nu: Lebowitz’ oversættelse udkommer i betalelig udgave i den populære serie Everyman’s Library. Det har fået en af tidens store angelsaksiske kritikere, James Wood, til at kaste sig ud i en ny hyldest til vores alle sammens Lykke-Per.

I et stort essay i tidsskriftet The New Yorker kalder James Wood romanen for ”et forsømt, moderne mesterværk”. Woods møde med Lykke-Per er tilmed mere nuanceret end danske litteraturkritikeres første beskrivelser af det, Wood på engelsk kalder romanens ”perverse hero”.

Ordbogen giver følgende herlige muligheder for at undgå at oversætte ”perverse” til blot pervers: Den foreslår, blandt andet, ”fordærvet, forvildet, forkvaklet, forstokket, genstridig”. Her byder sig endelig chancen for at hoppe med på nutidens danske kollegers sproglige afmagt i form af engelske udbrud: Oh yes!

Det, Wood grundlæggende har forstået og formår at fremmane, er romanens unikke dobbelthed mellem realisme og metafysik. Hans manchet lyder sådan her:

”Henrik Pontoppidans Lykke-Per sætter alt på spil. Den er storslået metafysisk og dristigt menneskelig.” Man gentager: Oooh yes.

Essayet former sig som en dramatisk gengivelse af romanens plot i en ganske indlevende stil med afbrud for at kommentere formen og genren. Det er temmelig kongenialt. Man kunne nærmest sig ønske sig, at man i bedste Nabokov-stil i gymnasiet skiftede dansklærernes moderne gennembrud og deres Freud ud med en båndoptager, der afspillede Woods uden tvivl behagelige stemme. Det ville så lyde sådan her:

”Der er meget snak om det kommende århundrede. Landets skæbne, teknikkens rolle i fremtiden. Men der er en god grund til, at det generelt er uklogt at tale om en stil i ental kaldet ’realisme’. Det er, at rivaliserende genrer som allegorien og eventyret ofte lokker prosafortællinger væk fra almindelig efterligning af virkeligheden. Bogens første kapitel er både genkendeligt ’realistisk’ og ladet med sagnets ironiske fatalisme.”

Derfor skildrer Wood med en række eksempler, at det er både uønskeligt og forkert at tro, at Pontoppidans romankunst grundlæggende handler om virkelighedsgengivelse. Det gør den ikke, og det ville heller ikke kunne forklare romanens tiltrækningskraft på generation efter generation.

For det danske blik er det selvfølgelig også interessant, hvilke litterære associationer Wood gør sig. I Pers kærlighedseventyr kommer Wood til at tænke på skikkelser som D.H. Lawrence og Thomas Hardy. Det gør han efter at have læst følgende passage fra Pers københavnerår. Her kunne man nok mistænke Wood for at mangle den kontinentale sans for ironi:

”Mands og Kvindes Favntag var det Himmerige, hvor der var Glemsel for alle Sorger, Tilgivelse for alle Synder; hvor Sjælene mødtes i skyldfri Nøgenhed som Adam og Eva i Paradisets Have.”

Til gengæld kan man kun skælve og bukke, når Wood overvejer romanens større billede, Per og Jakobe samt romanens slutning:

”Til sidst overgiver Per sig til sin religiøse trang til en tro, han synes at stå uden for. Vi har været her før, i denne verden af deform og selvmodsigende ateisme. Det minder om helte fra Dostojevskijs, J.P. Jacobsens og Hamsuns verdener, som fordømmer en Gud, de ikke tror på.”

Wood kan også citere forfatteren Garth Risk Hallberg, der har skrevet forordet: Jakobe er ”lige så intelligent som enhver kvinde hos Henry James, lige så modig som enhver hos Austen, lige så fordærvet som enhver hos Dostojevskij.”

Vi har været her før. Måske vi også snart kan sige, at ”Lykke-Per” på sin lange rejse endelig også har været i den nye verden.