Ny udgivelse af danske sange med Tonny Landy

Den danske tenor Tonny Landy er blevet fejret med ny CD

Tenoren Tonny Landys 85-års fødselsdag bliver fejret med en ny udgivelse.
Tenoren Tonny Landys 85-års fødselsdag bliver fejret med en ny udgivelse. .

I anledning af sin 85 års fødselsdag har den danske tenor Tonny Landy fået adskillige æresbevisninger og er blevet fejret på forskellig - meget fortjent - vis.

Den danske sangskat har altid haft en særlig og central plads i Tonny Landys hjerte. I traditionen tilbage fra legendariske Aksel Schiøtz (1909-75) kan især fremhæves teksttydelighed og indforståethed med musikkens stil og udtryk. Blandt Landys mange udmærkelser kan nævnes, at han er ridder af Dannebrog.

Den nye cd rummer hele 25 skæringer, heriblandt en række af de mest skattede numre fra Højskolesangbogen. Jeg nævner i flæng: ”Min pige er så lys som rav”, ”Den milde dag er lys og lang”, ”I skovens dybe stille ro”, ”Det er hvidt derude” og ”Hvor Nilen vander ægypterens jord”. Optagelserne stammer fra slutningen af 1960’erne, og den tid kan man vist roligt betegne som Tonny Landys glansperiode. En lille anke: Det medfølgende teksthæfte er lidt besynderligt. De 25 numre er refereret på engelsk med brudstykker af citater, der ikke virker fremmende på lysten – eksempelvis: ”She is nice, she is soft, she has a narrow waist” – det er næsten synd for digter Christian Winther (1796-1876) smukke digt. ”Hun er sød, hun er blød, hun er smal om sit liv …”

Tonny Landy: Danske sange. Akkompagneret af Friedrich Gürtler, klaver, Ingolf Olsen, guitar, og Kaja Bundgaard, klaver.