Theodor Jørgensen (1935-2018) var professor i teologi (dogmatik) ved Københavns Universitet fra 1974 til 2004. Han var en inspirerende underviser, og ikke mindst en nærværende og dygtig samtalepartner, der altid tog den anden part alvorligt. Alle kaldte ham Theo, og alle holdt af ham, selvom også teologiske forskelle kunne være tydelige.
Selv har jeg oplevet at have en lang og intens samtale med ham på hans kontor om Luthers skrift om ”Den trælbundne vilje” og her oplevet, at han tog den ung student alvorligt og arbejdede sig med ind i det store skrift. Han sagde da, at han hele tiden som teologisk student havde arbejdet med dette skrift, og med det mente han, at han stadig var teologisk student. Han var stadig på vej. Han var stadig undersøgende.
Og det var Theos styrke: en nysgerrighed sammenholdt med en enorm humanistisk og teologisk dannelse. Selvom man kunne være uenig i udlægningen, så gjorde hans vilje til at gennemtænke klassisk teologi, at han blev uomgængelig.
Og denne vilje til at gennemtænkte teologi genfinder man i denne flotte udgivelse af en række af Jørgensens tekster. Bogen er inddelt i seks emneområder: kulturel og kristen identitet; kunst og kristendom; kirkeforståelse og kirkeret; religionsteologi, dialog og mission; opstandelse, dom og evigt liv; og lovsang og spiritualitet. Theodor Jørgensen, der selv var opvokset med det sønderjyske grænsespørgsmål tæt inde på livet, er hele tiden opmærksom på sammenspillet og modspillet med Helligånd og nationalånd. De må ikke være sammenfaldende, men heller ikke adskilte, for da har kristendommen ingen krop. Det kan genere ham, at en afrikaner på vej op ad Kilimanjaro synger en tysk salme, som han dog glædes over at kunne dele med ham, men som også er et udtryk for at kristendommen for afrikaneren er blevet europæisk kultur. Kristendommen må kontekstualiseres, hvilket er bærende for mange af bogens artikler.
Samtidig med sin professorgerning var Theodor Jørgensen præst. I mange år var han tilknyttet Helligåndskirken på Strøget, og på det sidste også medvirkende i Natkirken. Mange teologistuderende kender også Theodor Jørgensen gennem dette virke, og den påvirkning skal ikke underkendes. Her kunne han være i kristendom.
I slutningen af 1990’erne prædikede han en række år over Luthers lille katekismus. Disse prædikener, som vel er det tætteste vi kommer på en troslære fra Jørgensens hånd, udkom i 2006 under titlen ”Guds menneskelighed”. Og det er afgørende: Når Gud er blevet menneske, så kan vi tale om Gud gennem det sandt menneskelige. Derfor er det også afgørende, at mennesket ikke forsvinder i synd så at sige. Der må være, med en tanke fra Schleiermacher (1768-1834), som Jørgensen også skrev disputats om, en Kristus-signatur i mennesket, som ikke korrumperes af synden.
Et af de første møder, jeg havde med Theo, var ved et møde i Teologisk Forening, hvor han gentagende gange spurgte foredragsholderen, om der ved frelsen kommer noget ”med over fra det gamle menneske”? Det må der gøre, fastholdt Jørgensen, for ellers ville der jo bare være tale om en skabelse, og ikke om ny-skabelse eller en gen-løsning? Det er en problemstilling, jeg har båret med mig siden.
Præstegerningen finder også nedslag i prædikerne, hvoraf der trykt en (hans sidste) i nærværende bog, samt en række refleksioner fra en stilleretræte. Theodor Jørgensen kunne også det, og det er inspirerende.
Særligt bogens tekster om ”Det almindelige præstedømme” (1997), og ”Nadver og diakoni” (1986), og ”kan en ikke-kristen retfærdiggøres af tro?” (2000) springer i øjnene. Da Kristus ifølge Paulus døde for ugudelige, er vi allerede et skridt på vej i forhold til den sidste artikel.
Artiklerne er udvalgt af Niels Henrik Gregersen og Hans Raun Iversen. Vi kommer vidt omkring, og egentlig savner jeg kun i udvalget den mere teologiske artikel om Luthers genesisforelæsning (2004), der godt kunne have fortjent en dansk udgivelse.
En enkelt irritation er bogens undertitel: ”udfordringer til dansk teologi”. Hvorfor kunne det ikke hedde ”bidrag”? Med ordet udfordring trækker man Jørgensen ud af samtalen og stiller ham uden for sammenhængen, og det var jo slet ikke ham: Han var tværtimod midt i samtalen og midt i livet. Altid i sammenhæng, og teksterne i denne bog viser det.
Theodor Jørgensen: Dannelse til evigheden (red. Niels Henrik Gregersen og Hans Raun Iversen). 352 sider. 300 kroner. Eksistensen.