Med den symbolladede, fortættede arkitektur, de pragtfuldt udsmykkede sale, vinterhavens grønne fred og ro, de rige samlinger, der nærmest udgør et Wunderkammer af skatte fra antikke artefakter til noget af det 19. århundredes mest sublime maleri – hvad skal Glyptoteket i grunden så med kunst fra vores egen tid?
Kolde hjerner kunne måske fostre den kyniske tanke, at det er Glyptotekets måde at forsøge det, alle andre kulturinstitutioner gør for tiden. Være populære for at tiltrække nye, underholdningskrævende publikumssegmenter; tit på bekostning af gæster, der alligevel kommer, fordi de ved, at museet på Dantes Plads i København rummer himmelske oplevelser og selv har en personlig erkendelse af, hvor vigtig kunst og kultur er for hjerte og hjerne.
Det er imidlertid nok noget andet, der er på færde med Glyptotekets præsentation af Michael Armitage. Michael Armitage, der er født i 1984, er en stjerne under opstigning på den internationale kunsthimmel. Han har blandt andet udstillet på et par af verdens førende kunstmuseer som MOMA i New York og hippe London-gallerier som White Cube, og så deltog han i den såkaldte hovedudstilling under Venedig-biennalen i 2019 med nogle meget store lærreder i Arsenale, bystatens tidligere orlogsværft, samt en række mindre tegninger, der dog dengang syntes at drukne i det frapperende billedbombardement, som biennalen og andre internationale kunstudstillinger med alt for mange deltagere er.
Det er derfor de store malerier, der står som monumenter i erindringen. De er også omdrejningspunktet i Glyptotekets udstilling – og Michael Armitages pågående lærreder med tilbud om eksistentielt vedkommende historiefortælling er i sig selv værd at se. Men også som et nysyn på museets samlingsfokus.
Det er imidlertid heller ikke alene det, det drejer sig om.
Blandt kunstmuseernes hellige forpligtelser er at vise, hvordan kunst til alle tider står i gæld til tradition og erfaring. Ingen skaber alene, men alle står i gæld til forgængerne, og derved kan generation efter generation af billedkunstnere skabe deres eget og etablere en dialog med ikke blot fortid, men også samtid. At holde traditionen levende er ikke at tilbede asken, men at puste liv i gløderne, for nu at parafrasere komponisten Gustav Mahler.
Gælden kan være større og mindre – det vigtige er, at den er erkendt. Og det er den i udtalt grad hos Michael Armitage. Ud over de rent maleriske kvaliteter er udstillingen en fortælling om en kunstners forudsætninger i den store europæiske kunsthistorie fra egyptere og romere til Pierre Bonnard og da ikke mindst Paul Gauguin. Blandet med nutidens maleriske gestik, med popkultur og nyere østafrikansk historie. Og ja, også Den Store Hvide Mands fascinerede og begærlige blik på det eksotiske og fremmedartede, det andet, der har kendetegnet europæisk kunst tidligere – og nu kendetegner tidens diskurs. For nu lige at bruge dét ord. Diskurs.
Ikke mindst Paul Gauguins kunstneriske og seksuelle praksis i Tahiti i 1890’erne har været omdiskuteret og vil givetvis komme på dagsordenen igen.
Men tilsyneladende tager Michael Armitage lystbetonet og fascineret afsæt i nogle af Gauguins motiver og maleriske greb for at fortælle en ny historie om synet på verden uden for London. London er kun på deltid hans base. Han arbejder også i Nairobi i Kenya, hvor han voksede op og blev fortrolig med lokale skikke og myter såvel som foruroliget over den politiske undertrykkelse. Undertrykkelsen af politiske modstandere, af kvinder og af homoseksuelle. I en af salene på Glyptoteket fornemmer man i den grad fare og død i dramatiske skildringer af et demonstrationsoptog, der ikke kan ende fredeligt, et homoseksuelt pars angst for at blive opdaget og en oprørsleders afhuggede hoved.
Som besøgende har man muligvis ikke forudsætninger i form af indgående kendskab til Østafrikas nyere politiske historie. Men både de politisk-politiske motiver og skildringerne af undertrykkelsen af kvinder har også en så almenmenneskelig karakter, at man kan genkende, forstå og blive bevæget.
Det er nemlig også vores historie eller forhistorie eller i det mindste – i vores privilegerede land – en collageagtig ophobning i bevidstheden af foruroligende tv-reportager af politiske konflikter i den – ifølge ugemagasinet The Economist, som jævnligt gør det regnskab op – voksende mængde af verdens lande, der ikke er demokratiske retssamfund.
Michael Armitages gennemgående omfangsrige lærreder udstilles side om side med eksempler på navnlig den lange europæiske kunsthistorie og et par glimt af nyere kunst fra Østafrika. De fleste af de ældre værker har kunstneren selv fundet i Glyptotekets samling, og dertil har han medtaget nogle af sine egne værker af andre kunstnere.
Det er en udstilling, der fortæller om tradition, arv og fornyelse og om, hvordan en række arketypiske figurer og symboler går igen på tværs af århundrederne, som er de blevet til faste elementer i menneskehedens kollektive billedbank. Aber af forskellig art indgår i Michael Armitages dramatiske fortællinger. Det var et dyr, egypterne længe før Kristi fødsel lavede billeder af og tillagde forskellige egenskaber.
På samme vis trækkes der tråde fra volden i vore dages Kenya til skildringer af nedskydninger og overgreb af Manet og Goya – og fra Bonnards sært flydende farveflader til Michael Armitages ditto.
Michael Armitages metode adskiller sig fra mange andre maleres ved, at hans billeder er malet på bark fra træer. På Youtube kan man finde en video fra 2017, ”A Talk With Michael Armitage”, hvor den langsomme og omstændelige proces med at gøre bark til lærred er beskrevet.
Ud over at referere til en ældre, lokal tradition giver det Michael Armitage både modstand og det modsatte. Fladens ujævne karakter med mindre huller og stedvise sammensyninger indgår i motiv og komposition. Sammen med kunstnerens penselbehandling tilføjer det malerierne et organisk udtryk, som var overfladen hud og det maleriske udtryk levende natur, så motiv og maleri hos Michael Armitage på inciterende vis smelter sammen.
I det omfangsrige maleri, ”The Promised Land”, tager Michael Armitage fortællermæssigt udgangspunkt i politiske demonstrationer 2017 i Nairobi efter et parlamentsvalg. Tåregassen driver gennem byrummet, en lille piges ben dinglende fra en balkon henviser til et niårigt barn, der mistede livet under urolighederne. Mændene bærer et billede af en gauguinagtig, nøgen kvinde. Angiveligt er budskabet, at ideologier og blændværk og brudte løfter. Pressefoto
I alle regimer gælder det om at holde kvinder under kontrol. De er vilde og hysteriske, deres seksualitet er farlig. Siger magthaverne. I dette maleri tager Michael Armitage afsæt i lokale mytologiske forestillinger. Kvinderne, der flyver ud af mægtige myretuer, repræsenterer denne farlighed, som er en trussel mod den samfundsmæssige orden i Tanzania. Pressefoto