Ambitiøs udstilling om sportens mange ansigter er fyldt med fremragende og originale værker

Kunsthallen Copenhagen Contemporary sætter i en ny og ambitiøs udstilling fokus på samtidskunst, som har et mellemværende med sporten, hvor politik, penge og identitetsproblematikker spiller en stadig større rolle

I videoinstallationen ”VOLTA (Bandeira)” fra 2003 har amerikanske Stephen Dean samplet optagelser fra tilskuerrækkerne ved 14 fodboldkampe.  – Foto: David Stjernholm.
I videoinstallationen ”VOLTA (Bandeira)” fra 2003 har amerikanske Stephen Dean samplet optagelser fra tilskuerrækkerne ved 14 fodboldkampe. – Foto: David Stjernholm.

Kunsthallen Copenhagen Contemporary spiller virkelig med musklerne for tiden, hvor dens enorme haller er fyldt med fascinerende samtidskunst, der har sport, fitness og idræt som omdrejningspunkt.

Siden den græske oldtid har kunsten beskæftiget sig med sport. Tænk blot på ”Udspringeren fra Paestum” fra 480 f.Kr.: En svømmer står oppe på et højt punkt og gør sig klar til et hovedspring mange meter under sig. Og herhjemme har vi vitalisterne, der omkring 1900 dyrkede nøgne ryttere, atleter og badende børn, inspireret af datidens motto ”en sund sjæl i et sundt legeme”. Man kan også nævne det ikoniske, modernistiske fodboldmaleri, ”Sofus header”, som Harald Giersing malede i 1917. Men den aktuelle udstilling koncentrerer sig om værker, der er skabt i det 21. århundrede.

Sport er et af de mest underholdende, populære og til tider også dramatiske kulturfænomener, som optager en meget stor del af borgernes fritid – og mediernes sendetid. Samtidig har sport en række mytologiske og teatralske træk. Den aktuelle udstillings værker undersøger på hver deres måde og med højst forskellige medier og greb sporten, men med en gennemgående kritisk-undersøgende og undertiden også humoristisk tilgang.

Elitesporten har for længst mistet sin uskyld. Her handler det oftest om penge. Mange udøvere får varige mén, fordi de presser kroppen langt ud over dens naturlige ydeevne, hvad enten det nu skyldes et eksternt pres fra kommercielle interesser eller deres egne vinderambitioner.

Dette problem tages op af den amerikanske kunstner Paul Pfeiffer (født 1966), som på en treskærms-video, ”Caryatid” (2008), viser samplede optagelser af fodboldspillere, der bliver skadet og falder om under kampene. De græske karyatider, disse søjler med krop og ansigt formet efter fjendernes hustruer, var således ”dømt” til at bære vægten af templet på deres hoved til evig tid. Mange elitesportsfolk betaler en meget høj pris og pådrager sig kroniske skader.

Britiske Sarah Lucas’ skulptur ”Gold Cup Maradona” (2015) er en kritisk kommentar til machofiguren og fodboldikonet Diego Maradona. – Foto: David Stjernholm.
Britiske Sarah Lucas’ skulptur ”Gold Cup Maradona” (2015) er en kritisk kommentar til machofiguren og fodboldikonet Diego Maradona. – Foto: David Stjernholm.

I den moderne tid er sport blevet en uløselig del af storpolitik, fordi det giver national prestige at være vært for de store, globale sportsbegivenheder. Derudover spejler sport de konkurrenceparametre, som driver samfund og nationer frem, hvor den hurtigste, smarteste, stærkeste og mest vedholdende vinder guldet som eneren, helten, idolet, der skiller sig ud fra den grå hob – og derved ofte får kultstatus. Inden for fodbold kan nævnes: Pelé, Maradona, Ronaldo, Zidane, Ronaldinho – og i Sverige den legendariske Zlatan Ibrahimovic, der betragtes som hel- eller halvguder i deres hjemlande.

Udstillingen rummer – ikke overraskende – flere værker, som adresserer fodbold – verdens populæreste sportsgren. Blandt andet amerikanske Stephen Deans (født 1968) videoinstallation ”VOLTA (Bandeira)” fra 2003. Men i stedet for at rette kameraet mod fodboldbanen har han samplet optagelser fra tilskuerrækkerne ved 14 fodboldkampe. Fodboldaficionadoer af begge køn tiljubler spillerne og udfører ”bølger” med det brasilianske flag i kæmpeformat svævende over dem. Det er som et mangefarvet barokmaleri i levende billeder. Her forvandles publikum til én stor, pulserende krop. Fodboldkulten kammer over og bliver til religiøs ekstase.

I disse Black Lives Matter-tider bliver den racisme, som ofte inficerer sporten, ikke overraskende også sat under lup.

Den dansk-franske konceptkunstner Thierry Geoffroys har lavet en videoinstallation med optagelser fra nogle af sine ”Critical Runs” (2006-2020). Det er interaktive, offentlige løbeture, hvor folk diskuterer forskellige politiske problemer, mens de løber. – Foto: David Stjernholm.
Den dansk-franske konceptkunstner Thierry Geoffroys har lavet en videoinstallation med optagelser fra nogle af sine ”Critical Runs” (2006-2020). Det er interaktive, offentlige løbeture, hvor folk diskuterer forskellige politiske problemer, mens de løber. – Foto: David Stjernholm.

Den amerikanske kunstner Kota Ezawa (født 1969) har ud af 200 af sine akvareller mixet en to minutter lang animationsfilm, hvor vi oplever de amerikanske spillere i National Football League, der knæler under afsyngelsen af den amerikanske nationalsang i protest mod racismen, undertrykkelsen og politivold mod sorte i USA.

Også amerikanske Lyle Ashton Harris’ (født 1965) approprierede (tilegnede/bearbejdede) plakat ”Ready Made” for Adidas-sko har et racismekritisk ærinde. Skønt den kun er 20 år gammel, er plakaten helt antikveret i sin racistiske og stereotype fremstilling af den liggende, hvide fodboldspiller Zidane, som får ordnet sine fødder af en servil, sort og anonym fodterapeut. Herre og slave anno 2001.

Udstillingens værker er i særklasse gode. Flere af dem er interaktive, herunder den tyske kunstner Olaf Nicolais (født 1962) ni meter lange Nike-sneaker, hvis åbning man kan sidde inde i.

Det er også dejligt at se fremragende og originale værker af danske kunstnere. Allerede ved indgangen oplever vi således et ikonisk værk af den evigt materialeeksperimenterende danske kunstner Erik A. Frandsen (født 1957). To boksehandsker dekoreret med det amerikanske flag hænger på et gelænder. Og det er ikke en fotostat eller plakat. Det over fem meter høje værk er derimod en glasmosaik, som drejer det prosaiske motiv i en klerikal retning, samtidig med at det refererer til popkunst – med en surrealistisk tvist på grund af boksehandskernes monstrøse størrelse.

Flere af udstillingens værker er interaktive. En af dem er den ni meter lange Nike-sneaker, hvis åbning man kan sidde inde i. Det er den tyske kunstner Olaf Nicolai (født 1962), der står bag værket ”Big Sneaker [The Nineties]” (2015). – Foto: Copenhagen Contemporary.
Flere af udstillingens værker er interaktive. En af dem er den ni meter lange Nike-sneaker, hvis åbning man kan sidde inde i. Det er den tyske kunstner Olaf Nicolai (født 1962), der står bag værket ”Big Sneaker [The Nineties]” (2015). – Foto: Copenhagen Contemporary.

Også fotokunstneren Nicolai Howalts (født 1970) følsomme ”Boxer”-serie fra 2003 (og fortløbende), som hænger i trappeopgangen, skal nævnes. Her registrerer kameraet de små forandringer i humør og de røde mærker og blod på huden hos de unge boksere før og efter deres første boksekamp. En blodig ilddåb.

Performancekunstneren og billedhuggeren Lea Guldditte Hestelunds (født 1983) værker, hvor hun former sin egen krop gennem hård træning, går på subtil vis i dialog med antikkens kropsidealer, men forholder sig samtidig til den moderne bodybuilder-kultur.

Den dansk-franske konceptkunstner Thierry Geoffroy (født 1961) har i sit lange virke med aktioner, fotografi og video med samfundskritisk og satirisk brod arbejdet for at ”træne sin bevidsthedsmuskel”. Det har han gjort gennem årene i sine ”Critical Runs” – interaktive, offentlige løbeture i 30 lande. En række videoer på udstillingen bevidner nogle af disse løb, hvor folk diskuterer forskellige politiske problemer, mens de løber. Der er ikke kræfter til tirader og omsvøb, når man er forpustet, skulle jeg hilse og sige.

Direktøren Marie Nippers co-kurator er den unge dansk-franske billedhugger Louka Anargyros (født 1992), hvis æstetisk forførende, bemalede keramiske skulpturer ”Leatherboys” (2018-2021) i overstørrelse forholder sig kritisk til homofobi inden for sport.

Det er seks stærke, maskuline kroppe, der er klædt i motorsportsdragter. Men i stedet for at være oversået med de obligatoriske sponsorlogoer, er dragterne fyldt med homofobiske udsagn på fransk. Et af disse muskelsvulmende par omfavner hinanden og udstråler en ømhed og inderlighed, som blandt andet kendes fra renæssancekunstens pietà-motiver.

Det er en enorm udstilling. Men hvis man troede, at den sluttede efter hundredemeterløbet i Hal 1, så kan man godt tro om igen.

Den dansk-norske kunstnerduo Elmgreen & Dragset (født i henholdsvis 1961 og 1968) har skabt endnu et af disse radikale storskalaværker, som fylder hele Hal 2. Titlen er ”Short Story” (2020), og der indgår tre hovedpersoner i hvidmalet bronze: To drenge har netop afsluttet deres tenniskamp på banen, som næsten er i naturlig størrelse. Ved banens langside sidder en halvnøgen gammel mand og blunder i sin kørestol.

Er scenen mon en erindring, som han genkalder sig fra sin ungdom? Vinderen står rygvendt og holder om den store pokal, men han udviser intet tegn på stolthed eller triumf, snarere tristhed. Ovre på sin banehalvdel har den anden dreng kastet sig i gruset, frustreret over sit nederlag. Dette ”trekantsdrama” forholder sig blandt andet til sportsverdenens dystre bagsider som traumatiserende nederlag, homoseksualitet, inklusion og eksklusion. Det er et virkningsfuldt og meget dramatisk værk, som henligger i delvis mørke.

Udstillingen henvender sig såvel til den kræsne iagttager af samtidskunst som til alle, der er interesseret i kunst og sport. Den er tilmed didaktisk og skræddersyet til skoleklasser, som kan løse opgaver om værkerne i det medfølgende opgavehæfte ”Sportsbladet.” Den er hermed anbefalet.