Ny udstilling viser 1920'ernes Tyskland: Da kunstnerne tog ingeniørbrillen på

Berlin mellem de to verdenskrige var et eksperiment for spændende, nye og moderne livsformer. Samtidig er der uhyggeligt mange paralleller mellem 1920’ernes Tyskland og vores tid her 100 år efter. Også nu lever vi i angsten for en mulig ny verdenskrig. Også nu er der krise, inflation, populister og diktatorer, der modarbejder de mange internationale fredsbevarende og humanitære organisationer, som blev dannet efter Anden Verdenskrig. Også nu er kønnene til forhandling, ligesom der er stort fokus på at sætte seksualiteten fri.

Samtidig er der flere afgørende forskelle: For det første er den unge samtidskunst i dag generelt mere optaget af drømmenes og fantasiens forandringspotentialer og af menneskets problematiske forhold til naturen end deres kolleger i 1920’erne, der forfægtede en virkelighedsorienteret og nøgtern realisme. De var vågnet brat op til en problematisk samfundsvirkelighed, efter at utopien om et mere humant samfund var brudt sammen under Første Verdenskrig.

For det andet herskede der for 100 år siden en, set med nutidsøjne, uskyldig udviklingsoptimisme, hvad angik den industrielle revolution, der bragte en lind strøm af nye apparater – fra radioer og elektriske komfurer til telefoner og termokander – med sig. Inden for arkitektur og design, der blandt andet blev leveret af de innovative kunstnere fra Bauhaus i Weimar, blev den almindelige borger forsynet med kunstnerisk præget, enkel, men masseproduceret arkitektur og hypermoderne, strømlinet design.

Også skrifttypen Futura, der blev tidens foretrukne, fordi den var eksakt, præcis og upersonlig, bredte sig fra Tyskland til resten af verden. Dengang var der endnu ingen grænser for vækst, mens vi i dag må se en eskalerende klimakrise i øjnene. Ved Weimarrepublikkens afslutning blev der sat turbo på den stærke tyske industri for at servicere Hitlers krigsmaskine, og her var tyskerne i lang tid førende. Tyskland har på godt og ondt altid haft og har stadig en højt kvalificeret industrisektor.

Syv temaer

Berlin i mellemkrigstiden med hele epokens sociale uro, dekadence og  undergangsstemning bliver fornemt formidlet på Louisianas nye udstilling. Den er opdelt i syv temaer: portrætter, stilleben, rationalitet, standardisering, nye grænser, bagsiden og teater, musik og litteratur. Inden man når frem til kunsten, er man blevet klædt godt på, hvad angår den historiske kontekst, som danner ramme om de fremragende kunst- og designværker, vi bliver præsenteret for.

I gangen ind til udstillingen kan man opleve en mere end timelang poetisk stumfilm, som vises forskudt på flere lærreder: ”Berlin. Storbyens symfoni” af filminstruktøren Walter Ruttmann (1887-1941), der filmede aktiviteterne i den tyske hovedstad gennem et døgn fra morgen til aften og ud af optagelserne fik skabt en rytmisk-pulserende montage, der former sig som en hyldest til den pragtfulde og vitale storby. 

Perioden begynder med kejserrigets fald den 9. november 1918 og slutter med Hitlers magtovertagelse i januar 1933. Udstillingen løber ad to spor: et, der handler om kultur, kunst, forlystelsesliv og industriel udvikling i Tyskland i mellemkrigstiden. Og et andet, hvor vi kan opleve en af de mest interessante tyske fotografer, August Sanders (1876-1964), enestående livsværk, ”Mennesket i det 20. århundrede”, en fotoserie, der viser et tværsnit af det tyske samfund under Weimarrepublikken. Her portrætterer han nøgternt-registrerende høj og lav, barn, ung og gammel og forlener alle sine portrætofre med samme monumentale værdighed, uanset stand. Med sit fotografiske epos levendegør Sander hele perioden og skaber en form for typologi over menneskene i perioden, fordelt over faggrupper som murere, bønder, håndværkere, idrætsfolk med mere.

Ny saglighed

Den omtalte stumfilm ”Berlin. Storbyens symfoni” blev i tiden opfattet som den mest præcise kunstneriske omsætning af begrebet ”ny saglighed” (Neue Sachlichkeit), som prægede periodens kunst og kultur. Dette nøglebegreb forklarer den lidt besynderlige udstillingstitel. De unge kunstnere gør op med ekspressionismen, der betonede individets stemninger og gik efter en følelsesmæssig ægthed, de impulsive indtryk, ofte udtrykt i stærke farver og med grove penselstrøg. I stedet skaber de en kunst, hvor de tager ingeniørbrillen på og nærmer sig virkeligheden med stor præcision. Med den franske litteraturkritiker Félix Bertaux’ ord: ”De saglige kunstnere betegner overgangen fra ekstase til erkendelse.”   

Udstillingens mange malede portrætter hænger på vægge, som til lejligheden er malet flaskegrønne. De vidner om et nærmest klinisk menneskesyn – aldeles berøvet den indlevede, psykologiske fremstilling af den portrætterede, som ellers kendetegner portrætkunsten. Nogle er satiriske og groteske, andre pinligt præcise, da kunstneren får det hele med – også de mindre flatterende sider. Som i Georg Grosz’ (1893-1959) portræt af vennen, forfatteren Max-Herrmann Neisse (1886-1941), fra 1925. Skønt denne i mellemkrigstiden var en af Tysklands mest fremtrædende forfattere, er han her skildret som en dværgagtig, krumrygget mand, hvis kranium på grund af fugleperspektivet fremstår enormt og fyldt med blodårer. En nærmest kropsløs skikkelse, der alene drives af sin intellektuelle skarpsindighed, tænker man.

Det mest ikoniske portræt er imidlertid Otto Dix’ (1891-1969) af veninden, journalisten Sylvia von Harden (1894-1963), fra 1926. Dette opsigtsvækkende monokrome maleri i rødt pryder også katalogets forside, da det i den grad fanger tidsånden, som også byder på en frigørelse af kvinderne, der får stemmeret i 1918. Dix’ veninde er indbegrebet af en frigjort kvinde, der har valgt ægteskabet og en traditionel kvinderolle fra. Hendes kulsorte hår er klippet i en superskarp herrefrisure, og monoklen er knebet ind foran det højre øje, som så hun alt omkring sig. Hun er en dekadent og kølig persona, der sidder i kunstnercaféen Romanisches Café og gestikulerer med en cigaret mellem fingrene, mens en lyserød cocktail står og frister på cafébordet. Hun oser af rapkæftet intellektualisme og er så moderne, at hun kunne være malet i går. I 1933 måtte hun flygte fra nazisterne, der ville have kvinderne hjem til kødgryderne og ned i ægtesengen for at producere millioner af nye soldater. Portrættemaet udgør sammen med August Sanders knivskarpe fotografiske epos i min optik udstillingens højdepunkt.

Bagsiden af medaljen

Flere af den nye sagligheds kunstnere var socialt engagerede og malede bagsiden af medaljen – prostitution, arbejdsløshed, fattigdom og et liv i Berlins dødssyge forstæder – i skyggen af boomende industribygninger, der fylder mere og mere i den stærkt ekspanderende storby. Prostitutionen indtager en særlig plads. Maleren Rudolf Schlichter (1890-1955), som selv levede sammen med en prostitueret, brugte ofte gadens lette kavaleri som modeller, herunder en "tough" type som ”Margot” (1924) – en gadens dronning, der er iført en løs, hvid silkeskjorte, som får hende til at fremstå som en pæn kontorpige. Men hun har et blåt øje og store næver og lever oplagt et barsk liv helt ude på kanten. En proletarpige i puberteten ser ud til at være blevet gravid i utide i Wilhelm Lachnits (1899-1962) følsomt-empatiske maleri fra 1924/26. Og den marxistiske maler Franz Wilhelm Seiwert (1894-1933) udstiller i et nærmest piktogramagtigt stiliseret, men farverigt formsprog dobbeltmoralen i ”Bag glædernes maske” (1927), hvor afklædte prostituerede eksamineres af politiet, mens en borgermand passerer forbi uden at fortrække en mine.

I en særlig afdeling, hvor der er placeret et advarselsskilt, vises malerier af bestialske kvindemord, hvor blodet flyder. Kvindernes tiltagende magt gav anledning til et stigende kvindehad.

Udstillingen kommer vidt omkring og omfatter også lækre klublænestole og andre møbelklassikere af Marcel Breuer (1902-1981) fra 1925, som man meget gerne ville eje i dag. Desuden et brugervenligt køkken i grønt, det såkaldte Frankfurt-køkken, som ligner et moderne Ikea-køkken. Meget design, som mange betragter som hidrørende fra efterkrigstiden, trækker i virkeligheden tråde tilbage til den tyske mellemkrigstids ypperlige designkunst, hvor især Bauhaus som nævnt spiller en afgørende, fornyende rolle.

Det er en vidtfavnende udstilling med 600 værker, der ud over de allerede nævnte også har fokus på teater- og varietélivet. Og det er en udvidelse af oplevelsesspektret, at også lydsiden er taget med. Vi kan simpelthen få tidsånden ind i øregangen, mens vi sidder i loungen ud mod Øresund med den sublime udsigt. Her kan man lytte til mellemkrigstidens ørehængere, herunder Marlene Dietrichs (1901-1992) på én gang bedårende og forførende megahit ”Ich bin von Kopf bis Fuss auf Liebe eingestellt” (jeg er skabt til kærlighed fra top til tå) fra filmen ”Den blå engel” fra 1930. Den er en effektiv modgift til lyden af støvletrampende nazister, der råber heil Hitler, som ikke længe efter blev Tysklands dominerende lydbillede.

Det kolde øje. Tyskland i 1920'erne. Louisiana Museum of Modern Art, Humlebæk nord for København. Til den 19. februar 2023.