Nogle læsere er muligvis trætte af at høre mere om kvindeundertrykkelse. Men den er der stadig, også i kunstens verden, og på Statens Museum for Kunsts nye kvindeudstilling møder vi kunst i særklasse, der fortæller historien på nye måder.
I forhallen møder man det første værk: Lene Adler Petersens (født 1944) installation ”Tingene, din historie, befri dig fra tingene” (1976), der er en ophobning af ”readymades”, hentet fra kvindernes hjemme-arbejdsplads. Værket er en tredimensionel gendigtning af Eugène Delacroix’ berømte maleri ”Friheden fører folket på barrikaderne”, der hylder Julirevolutionen i Paris i 1830, hvor hovedpersonen, Marianne – symbolet på republikken – vandrer hen over lig og ødelagte bygningsrester, mens hun holder Trikoloren i vejret og samler folket i kampen mod det gamle regime.
Hos Adler Petersen er det ikke Trikoloren, men røde faner, der holdes oppe af skurebørster og fejekoste, mens en masse nybagte boller er ved at trille ud af en bageovn. Oven på ophobningen optræder en gipsfigur forestillende kunstneren selv. Hun er ved at bryde ud af sit kvindelige pligtunivers for at leve sit liv i frihed og solidaritet.
For rødstrømperne var kvindekampen uløseligt forbundet med klassekampen. Rødstrømperne var – ja, røde – og Lene Adler Petersen var involveret i denne bevægelse fra 1970 og frem. Hun skabte en lang række billeder af kvindelivet, bevidner hendes suggererende tuschtegninger inde i den tilstødende kunsthal.
Her, i Skulpturgaden og ved Scenen oplever vi værker af udstillingens fremtrædende kvindelige kunstnere – der hver og en er kunstner i sin egen ret – også uden om kønskategorien. De tydeliggør på hver sin måde forskellige aspekter af kvindeundertrykkelsen. Hvad enten det handler om kønssegregation, som det fremgår af den iransk fødte videokunstner Shirin Neshats (født 1957) på en gang kønskritiske og æstetisk forførende videofilm i sort/hvid ”Turbulent” (1998) og ”Rapture” (2000), eller om krig og vold, som det manifesterer sig i den libanesisk-fødte Mona Hatoums (født 1952) værker.
Navnlig værket ”Silence” (1994) – en tremmeseng af glas uden bund, der yder alt andet end tryghed til barnet – varsler om et liv i konstant fare. Nævnes skal også danske Simone Aaberg Kærns (født 1969) modige, aktivistiske kunst. I 2002 fløj hun fra Danmark til Afghanistan og krydsede over grænsen ind i den amerikanske flyveforbudszone for imod alle odds at lande i det krigshærgede land.
Ikke nok med, at hun hermed demonstrerede sit ønske om, at luftrummet skal være frit for alle, men hun inviterede også en ung afghansk pige, der gerne ville være jagerpilot, med på en flyvetur. Aktionen er dokumenteret i filmen ”Smiling in a Warzone”, der kan ses i sin helhed i Statens Museum for Kunsts biograf i underetagen, ligesom hendes lille én-motors propelfly hænger ned fra loftet i Skulpturgaden.
Nye medier og gadekunst
Selvom flertallet af de udstillede værker er retoriske, om ikke aktivistiske, har de alle en stærk æstetisk side, ligesom mange kunstnere eksperimenterer med nye medier og ”trashy” materialer som de amerikanske kunstnere Nancy Spero (1926-2009), der malede sin uafviselige ”Anti War Series” med fallos-bomber og ildevarslende helikoptere på papir, og Jenny Holzer (født i 1951), hvis ”Inflammatory Essays” med magtkritiske citater på plakatpapir oprindelig var tænkt som gadekunst.
Dansk-grønlandske Pia Arke (1958-2007), som i parentes bemærket også er aktuel med en anbefalelsesværdig solopræsentation på Louisiana, kredser om de stereotype opfattelser af grønlænderne fra dansk side. Hendes kunst udtrykker en stadig mere aktuel kritik af kolonialismen og det dermed forbundne nedladende kvindesyn. Hendes kunstneriske strategi kan sammenfattes i begrebet ”etno-æstetik”, idet hun inddrager kolonialt arkivmateriale i dialog med hendes egne, visuelt bearbejdede erindringer.
Blandt de mange nævneværdige bidrag er også Kirsten Justesens (født 1943) klimakritiske værk på reposen over Skulpturgaden, ”Melting Time # 8” (1999), hvor bogstaver af is, som danner titlen, bliver til is-stykker, inden de smelter helt, flyder ud og forsvinder. Et meget stærkt og stramt orkestreret billede på de smeltende gletsjere og isbjerge ved polerne som følge af de stigende temperaturer.
Udstillingen viser verden set fra et kvindeligt udsigtspunkt. Titlen ”Efter stilheden” indikerer, at værkerne er skabt efter århundreders, om ikke årtusinders stilhed eller usynlighed, hvor kvinderne ikke kunne komme til orde og fortrinsvis skulle sørge for familien og sikre reproduktionen.
I mange af udstillingens værker træder kvinderne frem som hele, sansende og individuelt forskelligartede mennesker, som det eksempelvis fremgår af Ursula Reuter Christiansens (født 1943) to store malerier i bredformat ”Kvinder frem” (1971) og ”Det drejer sig om os” (1972), ikke at forglemme hendes ikoniske selvportræt med sit nøgne, nyfødte barn i armene ”Ud i verden” (1975), hvor hun iklædt hippiekluns og med et stærkt og frimodigt blik resolut forlader hospitalets betonørken.
Man noterer sig også den portugisisk fødte Paula Regos (født 1934) ”Abort serie”, der skildrer illegale aborter, som kvinderne eksekverer i nogle mere eller mindre sølle omgivelser og i ensom majestæt. Serien er fremprovokeret af et forslag, der blev vedtaget af det portugisiske parlament i 1998, men som den katolske kirke fik omstødt ved at gennemtvinge en folkeafstemning.
Paula Regos stærke, realistiske sprog er i min optik beslægtet med den britiske maler Lucian Freuds (1922-2011) hudløse, ind-til-benet afslørende portrætkunst. I øvrigt mener man, at hendes raderinger bidrog til udfaldet af den anden folkeafstemning i 2007, hvor de portugisiske kvinders ret til fri abort blev vedtaget.
Aktivistisk og politisk kunst
I skuffen med aktivistisk og stærkt politisk kunst finder vi tillige den tyske grafiker Käthe Kollwitz (1867-1945), hvis sociale engagement og solidaritet med de svage og undertrykte brænder igennem i hendes magtfulde grafiske arbejder og i en enkelt bronzeskulptur. I udstillingen indgår også hendes ikoniske og berømte plakat fra 1924, hvor en kvindelig hovedfigur udskriger ordene ”Aldrig mere krig”. Dens budskab refererer til Første Verdenskrigs rædsler. Kunstneren var i sagens natur uafvidende om de endnu større rædsler, der ventede nogle år senere med Anden Verdenskrig.
Ifølge kurator Birgitte Anderberg er udstillingens mål ”at vise, hvorledes 18 kunstnere og kvinder har brugt kunsten til at udtrykke modstand og kritik mod den herskende orden ... Og de har gjort det med humor, omsorg, underfundighed, alvor og vrede ... og viser os, at kunsten kan så meget mere end at se pæn ud”.
Ofte er kuratorernes udstillingskoncepter temmelig vidtløftige, men efter endt rundgang står det klart, at udstillingen til fulde indfrier denne kurators ambition om at blotlægge mere end et århundredes kvindekamp set gennem 18 højst forskelligartede, men fremragende kunstneres prisme.