Gennem 2010’erne mistede kunstlivet evnen til at tilpasse sig det omgivende samfund. Førende museer glemte at sætte tæring efter næring. Derfor rammer coronakrisen museumsverdenen ekstra hårdt, og vi vil se et fuldstændigt forandret kunstliv efter krisen. Det mener en af USA’s førende kunstkritikere, Jerry Saltz:
”Uanset omstændighederne kender kunstverdenen tilsyneladende kun én måde at agere på: at blive større og travlere. Udvidelser med mere har været svaret på alt. Jeg tror ikke, det svar er sundt i den nuværende situation,” skriver Saltz i kulturmagasinet Vulture.
At krisen vil bringe forandringer med sig på de store nationale gallerier og museerne for samtidskunst, er den danske kunstkritiker og forfatter Henrik Wivel enig i. I mere end 30 år har han fulgt kunstscenen og været vidne til samme enorme ekspansion, som Saltz beskriver. Det afspejler sig eksempelvis i antallet af særudstillinger, som på mange museer er gået fra højst én om året til to-tre årligt.
”Man kan begræde, hvis der sker en fuldstændig neddrosling, og museerne bliver introverte igen, som de var før i tiden. Den nye virkelighed kræver besindelse, og jeg tror, at vi vil se en lavere udstillingsfrekvens,” siger Wivel og fortsætter:
”Vi vil se de nationale gallerier og museer for samtidskunst være skarpere i deres selektion som en konsekvens af den virkelighed, vi står i. Mentalt og økonomisk er det måske sundt for museerne på længere sigt, for det er meget udgiftstungt at lave de store særudstillinger. Jeg tror, at de i fremtiden vil vægte deres meget fine og værdifulde egne samlinger og vise dem frem i stedet for.”
Samme udvikling forudser Gitte Ørskou, der er direktør for Moderna Museet i Stockholm og tidligere formand for Statens Kunstfond samt tidligere direktør for Kunsten i Aalborg.
Museerne vil fremover bremse lidt op og tænke mere indad, vurderer hun:
”På kunstmuseerne åbner vi hele tiden nye udstillinger, og som museumsleder flyver og farer jeg rundt i verden for at lade mig inspirere. Jeg kan godt forestille mig, at coronakrisen betyder, at der kommer mere fokus på langsommelighed og på det nære og nationale.”
Gitte Ørskou fremhæver på linje med Henrik Wivel, at museernes egne samlinger derfor i højere grad vil blive aktuelle.
”Vi har 130.000 værker i samlingen, og det er kun en brøkdel af dem, der vises nu. Måske kommer de enkelte udstillinger også til at stå længere tid. Jeg tror på, der kan komme noget godt ud af krisens generelle fokus på det langsomme, som også vil afspejle sig på museerne.”
Den amerikanske kunstkritiker Jerry Saltz pointerer i sin klumme, at coronapandemien kan betyde et farvel til kunstmesserne, med undtagelse af Art Basel, der ejer sit eget kongrescenter. Hvis dette bliver konsekvensen, er det ikke en, som Henrik Wivel vil begræde.
”For mig at se er kunstmesserne et kommercielt fænomen, som svarer til at handle med aktier. Det har antaget uhyrlige dimensioner og er for et meget lille publikum af ekstremt rige mennesker og ambitiøse gallerister. Erkendelsesmæssigt er de ikke noget særligt. Der er de eksisterende museer langt vigtigere.”