Hornsleth: Nyd roen, inden det store kapitalistiske cirkus igen kræver din tid og sjæl

Klichéerne om at værdsætte det man har og være mere nærværende har sneget sig ind på den 58-årige kunstner (og nu familiemenneske) Kristian von Hornsleth i nedlukningsperioden. Men frygten for corona og døden skal vi lægge på hylden, for ”vi skal jo alle dø en dag”

”Vi er som rotter, der prøver at overleve på en synkende skude. Det er uværdigt,” siger kunstneren Kristian von Hornsleth, der er født i 1963 og har købt det lille ”von”, da han synes, hans borgerlige navn var for kedeligt. – Foto: Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix.
”Vi er som rotter, der prøver at overleve på en synkende skude. Det er uværdigt,” siger kunstneren Kristian von Hornsleth, der er født i 1963 og har købt det lille ”von”, da han synes, hans borgerlige navn var for kedeligt. – Foto: Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix.

Hvad er det værste ved denne tid?

Alle de restriktioner, frygt og kontrol, der er i samfundet. Det er ligesom at leve i en science fiction-film. Selvfølgelig er corona en farlig sygdom, men vi skal alle sammen dø en dag. Og vi er i forvejen alt for mange mennesker her på planeten. Den her desperate angst for at dø er simpelthen uværdig. Det er ikke tappert at klamre sig til en synkende skude som rotter, der prøver at overleve. Det vil være mere stilfuldt at starte orkestret, som på dækket på Titanic. For Gud giver, og Gud tager, så man kan ligeså godt få det bedste ud af det.

Hvad er det bedste ved denne tid?

Roen. Freden. Det lavere stressniveau. Vi lever som middelaldermennesker i pagt med vores nære omgivelser – jeg har erfaret, hvad mine børn hedder – og vi er sammen på en anden måde. Man udelukker mange ting, der under normale omstændigheder giver både stress og endorfiner: store sociale events, projekter og rejser. Det passer mig så fint, at der bliver chillet og gået ture. Men mine børn er ved at eksplodere, for de savner livet med fester og venner.

Nævn en bog, film eller anden kulturoplevelse, som har gjort indtryk på dig under pandemien.

Jeg er nået halvvejs i ”Et stykke af tiden” af Benn Q. Holm, som jeg nyder at læse. Fortællingen har en samklang med at være i et lukket samfund, for den foregår i 1970’ernes Berlin, der var præget af meget kontrol og var et storpolitisk knudepunkt. Nogle karakterer følger strømmen, andre siger fra. Romanen følger nogle unge mennesker, der tillader sig selv at være sentimentale i en kynisk tid, og det tror jeg også, man kan lære noget af. Helt banalt handler det jo om, at vi skal huske at nyde det, mens vi er her. I 1970’erne havde man ikke mobiltelefoner, og der er mange passager i bogen, hvor de ikke kan få fat på hinanden. Det har givet mig nogle sjove tanker omkring, hvem der er mest til stede – er det hulemanden, der ligger og reflekterer, mens han kigger på et bål? Eller er det ham, der er på det sociale medie Instagram på sin telefon, der lærer en masse om forskellige kulturer. Jeg ved det ikke.

Hvilken ændring i dit liv eller dine vaner vil du bevare efter coronaen?

Hvis jeg kan bevare noget som helst, vil jeg – med frygt for at lyde klichéagtig – slukke telefonen hver anden dag. Nu har jeg aldrig været en, der mediterer, men jeg forestiller mig, at det er noget a la den her tilværelse. Jeg har jo stadig et arbejde, så jeg er nødt til at være på, men hver anden dag, vil jeg ikke have min telefon tændt og blive forstyrret.

Hvad er det bedste råd, du vil give til andre til at komme igennem coronatiden?

Sov længe. Nyd det, inden helvede bryder frem igen. Tag en slapper. Lige så snart der bliver givet grønt lys, starter det store kapitalistiske cirkus igen, der vil have din tid og din sjæl.