”Vi kan ikke leve op til alles krav og forblive tro mod os selv.”
Ordene falder i en fortrolig samtale mellem dronning Elizabeth II og den nyindsatte premierminister Harold Wilson og er en af nøglescenerne i den intenst ventede tredje sæson af ”The Crown”. Og hvor de to foregående sæsoner skildrede dronningen fra ufrivillig kroning til famlende regeren, er hun nu regent i 1960’ernes England, hvor lavkonjunktur har ført Wilson og hans kongehuskritiske Labour-parti til magten.
Ingen af de to er tilpasse ved den rolle, de har fået. Wilson er nok socialist, men betror dronningen, at han kun drikker øl og ryger pibe for at virke ”imødekommende” på sine jævne vælgere, og at han er en Oxford-akademiker, der aldrig har udført fysisk arbejde.
Over for ham i de guldrandede gemakker sidder dronningen, der aldrig har villet være dronning. Som hellere havde set lillesøster Margaret i den altfortærende royale rolle, og i et flashback til barndommen ser man dem endda forsøge at få lov til at bytte. Det kan selvsagt ikke lade sig gøre, og de må føje sig og siden presse sig ind i roller, hvor de mister sig selv, og går til i henholdsvis for mange og for få pligter.
Det samme gælder sådan set alle andre i den kongelige familie, og denne fornemmelse af sorg og skuffelse er udtalt i sæson tre, hvor de bærende roller – på grund af seriens ryk frem i tiden – er besat af nye og ældre skuespillere. Det gælder også Elizabeth II, som i sæson et og to blev spillet af Claire Foy og nu overtages af altid blændende Olivia Colman.
De to har ikke den fjerneste lighed med hinanden, eller med den virkelige dronning for den sags skyld, og det synes at være en pointe. For nok er ”The Crown” baseret på det britiske kongehus og skildrer dets udfordringer gennem årtierne, men er altså også i lange stræk fiktion.
Det sidste peger den på ved at indsætte et nyt hold skuespillere og bede os seere om at gå med på legen. På samme måde er der dele af handlingen, man bare må godtage, og det gælder alle de fortrolige samtaler i dronningens fløj, der selvsagt må være opdigtede, ligesom alle de andre kongeliges ofte usympatiske reaktioner bag lukkede fløjdøre.
”The Crown” er i det hele taget ikke god reklame for det britiske kongehus. Snarere tværtimod, og sæson tre er indimellem næsten fjendtlig. Som når dronningen er som en hund i et spil kegler i diplomatiske kriser og efter katastrofer. Da landsbyen Aberfan i Wales rammes af et skred af kulslagger, og 116 børn og 28 voksne begraves levende, sender dronningen for eksempel bare et generisk kondolencebrev. Eller da et statskup er under opsejling, som Wilson – spillet med overbevisende utilpashed af Jason Watkins – underretter hende om, men hvor hun er mere optaget af heste og af den flommede rideven, lord Porchester.
Det bliver i øvrigt antydet, at de to nærer mere end venskabelige følelser for hinanden. Hvilket det engelske kongehus for nylig og højst usædvanligt har opponeret mod og understreget, intet har med virkeligheden at gøre.
Seriens forfatter, Peter Morgan, kan selvfølgelig forsvare sig med, at det er fiktion. Men det er kun delvist rigtigt. ”The Crown” er jo forpligtet på virkeligheden, når nu den har valgt at benytte sig af rigtige navne, faktiske steder, historiske begivenheder. Og virkelighedens Elizabeth II må have det svært med serien, der portrætterer hende som naiv og indimellem ligefrem ubegavet, og prinsesse Margaret – spillet med kuldslået skønhed af Helena Bonham Carter – må vende sig i graven over den måde, hun skildres på. Halvt opløst i alkohol, uvidende og på alle måder uforløst.
I skønlitteraturen kaldes det exo-fiktion, når en forfatter bygger en historie op om et virkeligt menneske, og noget lignende gør serieforfatter Morgan i ”The Crown”, der altså ikke kan tages for sandheden om det britiske kongehus, men uden tvivl siger noget sandt om det at være konge, dronning og, ja, kongelig i det hele taget. Om historiens og kronens åg. Om den sære blanding af eventyrlige privilegier og tunge lænker, de alle lever i.
Det sidste fanges bedst i de tyste scener, hvor dronningen sidder alene i sine smukke stuer. Fuglen i guldburet. Og lige meget hvor smukke interiørerne er, lige meget hvor gyldent og sølverne Buckingham Palace tager sig ud, lige meget hvor fantastiske roberne fremstår, er det vemodet i øjnene, der tiltrækker sig opmærksomheden. Det er en af tredje sæsons store forcer, denne sørgmodighed, mens seriens måde at koble de historiske begivenheder til dronningen på indimellem virker påklistret og føles lidt som en tvungen historietime.
Men den stille desperation i de strålende scenerier, midt i det skinnende gods og guld, dét er alle timerne værd. Og måske, måske-ikke, et blik ind i liv, vi reelt ikke har adgang til.