Forfatteren og juristen Sven Clausen skrev i sin tid et essay med titlen ”Forsinket anmeldelse af Enten-Eller”. Heri gør Clausen sig lystig over Søren Kierkegaards hovedværk ”Enten-Eller”, som for ham ligner et tusindben med hundredvis af kropsled, der går hver sin vej uden kontrol fra styrehuset:
”Man kan i virkeligheden med stor sikkerhed gætte på, at Søren Kierkegaard aldrig har skrevet en konfirmationssang, thi så ville den være anbragt i ”Enten-Eller.”
Desværre er Sven Clausens underholdende essay ikke med i tidligere gymnasielærer Torben Froms nye bog ”Geni i modvind”, der er en slags fortsættelse af Froms fortrinlige bog ”Om det at være menneske!” fra 2017. Her optrådte Kierkegaard-kritikere, som From analyserede og udlagde. I den nye bog kommer kritikerne i endnu højere grad selv til orde. ”Geni i modvind” er som materialesamling en uudtømmelig mine at grave i, fordi bidragene både inviterer og irriterer til fortsat debat om Kierkegaard.
I indledningen understreger udgiveren, at bogen er ”et tiltrængt korrektiv, et nødvendigt modspil, til Kierkegaards énsporethed og voldsomhed”. Tekstudvalgene består dels i en humanistisk kritik, der angriber den inhumane tendens hos Kierkegaard, dels en teologisk kritik, der anfægter de uevangeliske tilbøjeligheder, nogle skribenter anholder i Kierkegaards forkyndelse.
Men Kierkegaard er jo drilsk. Han bruger hegelske vendinger uden at være hegelianer, og han bruger pietistiske vendinger uden at være pietist, og det fanger hans kritikere ikke altid. Men den schweiziske teolog Karl Barth – kaldet det 20. århundredes største teolog – fornemmede det på sin egen måde. Og i tekstuddraget i Froms bog spørger han sig selv og læseren, om ikke Kierkegaard ”var den højeste, meste konsekvente og mest gennemreflekterede fuldkommengørelse af den pietisme, der i det 19. århundrede sammen med rationalismen lagde fundamentet for den af fromt indstillede mennesker bestående kristelighed og kirkelighed, som Kierkegaard så lidenskabeligt bekæmpede, og som vi i 40 år under påberåbelse også af Kierkegaards navn på ny påtog os at bekæmpe?”.
I sit efterord angriber Torben From Søren Kierkegaard anderledes bastant og unuanceret. Han konkluderer, at ”den teologi, der for Kierkegaard selv har fungeret som terapi i en kvalfuld eksistens, tager samtidig præg af Kierkegaards tungsind – som dermed eksporteres videre! En påtvungen livsfornægtelse fatalt generaliseret!”.
Her kunne From med fordel genlæse det uddrag, som Jens Staubrand bringer fra ”Christelige taler” i sin antologi af Kierkegaard-tekster. Heri beskriver Kierkegaard ”selvplagelsens bekymring” under inspiration af evangeliets opfordring om at ”se til markens liljer og himlens fugle”. Fuglen kender ikke til selvplageri. Selv om den bevæger sig i de højere luftlag og kan se langt, så ser den ikke den næste dag, hvorimod selvplageren allerede bekymrer sig for morgendagen: ”Fuglen lever kun én dag, således er den næste dag ikke til for ham; den kristne lever evigt, således er den næste dag ikke til for ham; hedningen lever aldrig, altid af den næste dag hindret i at leve”.
I Staubrands udvalg af korte tekster møder vi en Kierkegaard, der trækker i alle registre – fra det lyrisk bevægede til selvironi, barok humor og sarkasme. I ”Enten-Eller” forestiller filosoffen sig da også, at han stedes foran guderne i den syvende himmel og får spørgsmålet, hvad han ønsker sig allermest: Skulle det mon være evig ungdom, skønhed eller magt? Den danske filosof svarede:
”Højtærede samtidige, jeg vælger en ting, at jeg altid må have latteren på min side.”
I Staubrands udvalg af Kierkegaard-tekster på nudansk er der mange eksempler på, at Kierkegaard allerede i levende live fik imødekommet sit himmelske ønske, som når han i ”Enten-Eller” meddeler, at når midaldrende ægtepar kysser hinanden, er det for at spare en serviet.
Staubrands antologi viser, hvordan Kierkegaard benytter sig af mesterlige greb og optakter og kan levere fine portrætter i forbifarten. Desværre er der i modsætning til Froms bog ingen kapitel- eller sidetalshenvisninger.
4 stjerner