Schuberts syngende symfonier, fem stjerner
Deutsche Grammophon Gesellschaft (DGG) har udgivet et dobbeltalbum med Schuberts to vægtigste symfonier – nr. 8 (”Den ufuldendte”) og nr. 9 (”Den Store”) – i en yderst attraktiv indspilning. Herbert Blomstedt, der denne sommer rundede de 95 (!) år, dirigerer i en optagelse fra november 2021 det berømte Gewandhausorchester fra Leipzig – og så vil de fleste med interesse for klassisk musik vide, at kvaliteten er tårnhøj i alle sektioner af orkestret. Det oplever man allerede i den vidunderlige hornsolo, der indleder symfoni nr. 9.
Når man har været bidt af klassisk musik i snart en menneskealder, er det naturligvis vanskeligt at udpege en enkelt sats som den, der står ens hjerte nærmest – men andensatsen i Schuberts Niende har frydet mig, lige siden første gang, jeg lagde ører til den. Den rummer en længsel efter et tabt himmerige. Det var en anden tysk komponist, Robert Schumann, der ved en lejlighed skrev beundrende om dens ”himmelske længde”.
Under alle omstændigheder. Denne udgivelse får mig til at tænke på en kendt kritiker Hugo Seligmann (1877-1947), der som de sidste ord på sit dødsleje angiveligt skal have sukket: ”Schubert var alligevel den største …”
Schubert: Symphonies nos. 8 & 9 – Gewandhausorchester – Herbert Blomstedt – DGG 480 3045
Rachmaninovs suiter for to klaverer, fire stjerner
Orchid Classics står bag en udgivelse af Sergej Rachmaninovs suiter for to klaverer – hvad der som bekendt ikke er det samme som firehændigt klaver, hvor pianisterne skal enes om at traktere de samme tangenter. Den danskarmenske professor Marianna Shirinyan og hendes polske mesterstuderende Dominik Wizjan har alle forudsætninger for at få denne særlige genre til at fungere optimalt, og både i den første – opus 5, som komponisten gav tilnavnet ”Fantaisie-Tableaux” – og i den måske lidt righoldigere anden, opus 17, kommer lytteren i flere passager til at tænke på det gamle mundheld ”To sjæle, én tanke”.
Det er musik, der er lige til at gå til, uden at den af den grund kan kaldes overfladisk. Og ikke så få steder fornemmer man, at alvorsmanden Rachmaninov også var i besiddelse af en vis portion humoristisk sans.
Rachmaninov: Suites for two pianos – Shirinyan & Wizjan – ORC100191