De korte tekster i Aksel Sandemoses forfatterskab er hidtil blevet nedprioriteret af litteraturforskerne.
Men det er netop denne type tekster - noveller, artikler selvbiografiske epistler og anmeldelser - Steen Andersen gør til genstand for den særdeles grundige og detaljerede undersøgelse, der præsenteres i denne bog, udsendt på 50-årsdagen for Sandemoses død. Andersen, der har beskæftiget sig med forfatterskabet i mange år, er lektor ved Køge Gymnasium og skønlitterær forfatter, fortrinsvis til digtsamlinger.
Via analyser af de forskellige versioner af de mange inddragne tekster kommer vi tæt på Sandemoses arbejdsmetode. Genanvendelse og omarbejdelser forekommer hyppigt.
Ifølge Steen Andersen brugte Sandemose blandt andet dag- og ugeblade til eksperimenter og udfoldelse af motiver, som han senere videreudviklede eller integrerede i større helheder.
Det har på baggrund af analyserne ikke været muligt for Andersen at påvise en entydig udvikling. Han vover dog den konklusion, at Sandemose efterhånden ser sig selv som medvirkende i en aldrig afsluttet og undertiden selvmodsigende skildring. Ud af en kaotisk virkelighed ”skabes en sammenhæng, en ny virkelighed, hvor det væsentlige ikke er dokumentarisk sandhed, men det kunstneriske udtryk”.
Som Andersen da også erkender, adskiller Sandemose sig på dette punkt ikke fra mange andre fiktionsforfattere. Han føjer imidlertid til, at det, der gør forfatterskabet interessant og kompliceret, er bestræbelsen på at opbygge et personligt kosmos, hvor grænserne er åbne mellem det, der er fiktion, og det, der ikke er.
Overordnet fastslås det, at den jagt på (selv)erkendelse, der angiveligt karakteriserer store dele af Sandemoses værk, foregår på flere planer: inddragelse af Sigmund Freud og psykoanalysen, betragtninger over forholdet mellem eneren og kollektivet samt diskussion af samfundsforhold, herunder politik og religion.
De epistler, forfatteren skriver om det sidste, er ifølge Steen Andersen kendetegnet ved større indbyrdes overensstemmelse end vanligt hos Sandemose. Nok afviste han kristendommen, men uden at propagandere i ateistisk retning.
Aksel Sandemoses holdning til religion sammenfatter Steen Andersen med disse ord:
”Han er optaget af Bibelen, kommenterer ofte dens indhold og citerer fra den; fra Det Gamle Testamente er det myterne, der interesserer ham, og fra Det Nye Testamente er det Jesu lidelseshistorie og Paulus, han oftest nævner. Martin Luther, undertiden omtalt med det sigende tilnavn von Bessermachen, er en af forfatterens yndlingsaversioner.”
Desuden angribes ”statskirken” og dens præster. En kolossal stofmængde er lagt frem - og med et imponerende overblik.
Men Steen Andersens indsats vil uden tvivl først og fremmest blive påskønnet af personer, der i forvejen har et mere end overfladisk kendskab til dette forfatterskab, der i forlagets pressemeddelelse betegnes som et af de mest væsentlige i 1900-tallets skandinaviske litteratur. Et synspunkt, der gengives uden protest.