Den tid er for længst forbi, hvor alle kunstværker holder sig inden for rammerne, er malet på lærreder eller forbliver mejslet i marmor. Kunst er stadig malerier og skulpturer, men det er også performances, koncepter og digitale formater, der er svære at rumme i et traditionelt museumsrum. Derfor er kunstmuseer nødt til at åbne sig mere for at bevare forbindelsen til såvel kunsten som publikum.
Sådan lyder vurderingen fra flere forskere og museumsfolk, herunder Søren Bro Pold, der er lektor, ph.d. ved Aarhus Universitet og forsker i digital æstetik og kunsthistorie. Han har undersøgt coronapandemiens effekt på kunstmuseerne og ser den som en katalysator for de seneste årtiers forandringer.
"Covid-19 var en ekstrem situation, der tvang museerne til andre dialoger med publikum, fordi deres bygninger var lukkede. Det åbenbarede, at man som museum ikke kan nøjes med at definere sin succes ud fra antallet af besøgende, der går forbi kasseapparatet, og samtidig åbnede det for andre kunstformer, der kunne fungere via skærmen," siger Søren Bro Pold.
Han gør opmærksom på, at selvom digital kunst har eksisteret siden 1990'erne, har der vedholdende været en opfattelse af, at den kunst, der skriver sig ind i kunsthistorien og tillægges stor værdi, er de værker, man kan se på et museum. Men denne opfattelse er nu mere udfordret end nogensinde, vurderer forskeren, der som eksempel nævner amerikaneren Mike Winkelmann med kunstnernavnet Beeple, hvis digitale værk "Everydays", der består af 5000 fotos, sidste år blev solgt for godt 69 millioner dollars, omkring 510 millioner kroner.
"Det blev handlet i en kryptovaluta, og hele handelen er blevet beskyldt for bare at være et PR-stunt. Men det er med til at pege på, at det, der tillægges værdi som kunst, har flyttet sig," siger Søren Bro Pold.
Også i Danmark er der opstået opmærksomhed om kunstværker, som er formgivet digitalt. Sidste år blev værket "The Wrestlers" af Ditte Ejlerskov således købt af et museum, som ikke har et lokale at vise det i, Museet for Samtidskunst i Roskilde. "Museet uden vægge", som det også kalder sig.
"Vi har prøvet at opfinde en måde at være museum på, der følger efter kunstens nye udviklinger i stedet for at prøve at få kunsten til at passe ind i museet," siger museumsinspektør Magnus Kaslov.
Museumsforsker Christiane Særkjær har ved Aarhus Universitet skrevet en ph.d.-afhandling, som tog afsæt i et projekt om museumsformidling på Randers Kunstmuseum. Hendes vurdering er, at man som kunstmuseum ikke længere kan nøjes med at lukke gæsterne ind til kunsten.
"Til alle tider har der været en diskussion om, hvad kunst er, og hvad der er passende at hænge på et museum. De fleste kunstmuseer prøver i disse år at finde en passende balance mellem traditionel dannelse og forsøg på at komme i dialog med og inddrage publikum mere og på nye måder," siger hun.
Christiane Særkjær uddyber, at kunstmuseer traditionelt har haft en forståelse af, at de skulle udvælge kunst og stille den til rådighed for borgernes dannelse. Over for dette afsenderperspektiv kunne man forestille sig et modtagerperspektiv, hvor kunstmuseet tilbyder den museumsoplevelse, man tror, publikum ønsker.
"Men forskningen viser, at publikum ikke kun vil have en oplevelse, når de går på museum. De vil gerne gøres klogere, også gerne ved at være i dialog med en fagperson," konstaterer forskeren.
Derfor er det efter hendes opfattelse hverken afsenderen eller modtageren, kunstmuseets fokus skal lægges på, men mødet imellem de to. I Randers blev der blandt andet eksperimenteret med dette ved hjælp af en pop-up-udstilling i byrummet, som henvendte sig til de mindre museumsvante borgere. Selve museumsrummet udgør dog fortsat en vigtig del af hele kunstoplevelsen for mange borgere, så selvom det er i forandring, er det kun få steder, at det som i Roskilde er under afvikling, vurderer Christiane Særkjær:
"Museet er på mange punkter et meget ritualiseret rum. Jeg var som en del af mit ph.d.-projekt med til at holde en andagt på Randers Kunstmuseum, og museumsrummet kan efter min opfattelse noget af det samme som kirkerummet. Nogle er meget fascineret af museet som rum, mens andre ikke kommer der."