I Dostojevskijs nihilismeroman ”Onde ånder” (1871-72) spørger den karismatiske hovedperson og mulige folkeforfører Nikolaj Stavrogin sin ingeniørven Kirillov, hvornår sidstnævnte opdagede, at han var lykkelig?
”Tirsdag nat i forrige uge, eller rettere onsdag, i det øjeblik var det allerede onsdag, klokken var syv minutter over halv tre. Jeg satte uret i stå.”
Så kender man Dostojevskij: Hans personer taler, de gør ikke andet end at tale, og i denne tale kommer deres personligheder, deres livsfråde, til syne som i ingen anden dialog i verdenslitteraturen. Denne særlige litterære logik er det, der først og fremmest besværges i Askov-forstanden Knud Hansens legendariske bog om Dostojevskij fra 1973. Den er allerede blevet genudgivet en del, senest af Gyldendal i 2005. Nu begaver Bechs Forlag os med endnu en udgave. Denne gang sågar også indtalt som lydbog af mesteren Karsten Pharao.
Grundtesen, som også gælder for scenen ovenfor, er den ikoniske, som Hansen lånte fra forfatteren Merezjkovskij, at ”hos Tolstoj hører vi, mens vi ser. Hos Dostojevskij ser vi, mens vi hører.”
Det er temmelig tvivlsomt, om Hansen fagligt set har ret i denne pointe. Men det gør ikke så meget. Bogen er på en måde et langt vidnesbyrd om den vigtigste højskolesandhed af dem alle: at noget kan være faktuelt forkert, men åndeligt sandt.
Tag nu bajadsen Karamazov, de tre litterært berømte sønners klovn af en far.
Han konkurrerer med sin søn, Dmitrij, om kvinden Grusjenka. Farmand har en kuvert med penge liggende til hende. Der står:
”Til min engel, Grusjenka, hvis hun vil komme.”
På bagsiden har den frådende mand ikke kunnet styre sig og et par dage senere tilføjet:
”Til min lille kylling.”
Truslen, liderligheden, rastløsheden. Knud Hansen i sit element:
”Læseren forstår straks, at hvis hun virkelig var kommet, havde han fortæret hende med sine sanser, som et insekt fortærer sit bytte.”
Knud Hansens bog har uden tvivl spillet en ret stor rolle i Dostojevskijs exceptionelle udbredelse i Danmark. Hansen forklarer roligt, hvordan man aldrig møder moralisme hos Dostojevskij på trods af den ufattelige brutalitet og fornedrelse, hans personer så ofte styrter sig selv i.
Samtidig flyder Hansens bog nærmest over med de eksistentielle bonmoter, som gør Dostojevskij så elskelig – også for gymnasieelever, for pensionister, for eksperter. Hansens sans for den synes uudtømmelig.
”Mennesket er ikke en traktat på to sider, min herre! Mennesket er en gåde,” som det så smukt lyder i forhørsdommerens ord i ”Forbrydelse og straf”.
Eller som forsvarsadvokaten siger det i ”Brødrene Karamazov”:
”Om end psykologien er en dybtborende videnskab, mine herrer, så minder den dog om stokken med de to ender. (Dæmpet latter.).”
Af disse grunde kan og bør nye læsere også begynde her. Bogens problemer er til gengæld også indlysende, især hvis man allerede har tabt sit hjerte og sin stok til Dostojevskijs univers. Bogen er så utrolig lang, fordi Hansen giver sig i kast med uendelige genfortællinger af romanerne, uden at man aner, om det er ham eller Dostojevskij, der taler. Eksemplet med stokken ovenfor lyder eksempelvis i bogen, som om det er Knud Hansens eget påfund. Samtidig lyder det ofte, som om Dostojevskij var elev af Løgstrup, når Knud Hansen taler om gensidig agtelse, om tilværelsens iboende velsignelse og fordring.
På denne måde får Hansen med ens læseår sine begrænsninger, men hans litterære evangelium om Dostojevskijs iboende velsignelser skal høres, også i de næste generationer.