Umiddelbart er der langt fra Thorvaldsens kendte knælende dåbsengel i Vor Frue Kirke i København til rastafari-bevægelsens dreadlocks og reggaemusik, men Lars Hougaard Clausen har hentet inspiration begge steder til sine salmer på cden Se de fine dråber (Queenswood). Et udvalg på i alt 11 nye salmer, og alle med nye melodier, komponeret af kæresten, Anne Marie Eriksen, der er kirkesanger ved Møllevangskirken i Aarhus.
LÆS OGSÅ: Salmedigter i tåge af røg og støv
Udgivelsen er støttet af Dansk Musiker Forbund, men ellers har parret selv måttet punge ud, ligesom det var tilfældet med deres første fælles salmeprojekt, cden Gid Gud din dag må ske. Økonomisk en underskudsforretning, men for Clausen og Eriksen er ikke pengene, men kristendommen drivkraften. Deres store håb er nu at komme ud med salmerne i folkelige og kirkelige sammenhænge. Det har de allerede været i mindre omfang, men ambitionerne rækker langt videre.
Forkyndelsen står som det vigtigste for os, understreger Anne Marie Eriksen, som foruden de nykomponerede melodier har indsunget salmerne på den nye cd til akkompagnement af eget klaverspil.
Salmerne er tekstmæssigt tæt forbundet til bibelske skriftsteder, omsat i et moderne sprog, med en digterisk spændvidde fra det himmelske til det nære og aldeles jordiske hverdagsliv, hvor våren går gennem Nyhavn og som evangeliet forvandler hjerter i det kolde nord.
Når Anne Marie vælger blandt Lars Hougaard Clausens mange tekster, leder hun efter inderlighed, fortæller hun.
Følelsesmæssigt må tilhøreren gerne blive bevæget eller rørt ved, og i sine melodier benytter hun sig derfor gerne af forløsende akkord-skift, så man får en følelse af, at noget tungt letter. Sådan som Anne Marie Eriksen i sit eget liv har oplevet forløsningen i kristentroen efter en dramatisk fødselspsykose for 10 år siden.
Kristusglød er, hvad Lars Hougaard Clausen ønsker at lade sin livstolkning gennemtrænge af og formidle videre. Derfor er det ikke tilfældigt, at hans salmetekster nærmer sig pietismens inderlighed, som blandt andet kendes fra Brorsons salmer.
Der skal være en erfaringsdimension i forhold til kristentroen, forklarer Clausen, og det forsøger jeg at få frem i mine salmetekster. Det er en strømning, der ikke har været fremherskende i det 20. århundredes teologi, hvor der kom en reaktion imod alt føleriet og den personlige omvendelse. For mig er kristentroen derimod i allerhøjeste grad noget personligt. Det er kristendommen, der for mig skaber den nære sammenhæng mellem det himmelske og jordiske.
Denne nære sammenhæng mellem det guddommelige og det jordiske understreges i inkarnationen, den kristne tro på, at Gud kom sin skabning så nær, at han selv lod sig føde som menneske. En tanke, som rastafari-bevægelsen har bygget videre på med forestillingen om den etiopiske kejser Haile Selassies nærmest guddommelige status.
Jeg ser ikke Haile Selassie som en ny Messias, og det gjorde han i øvrigt heller ikke selv, forklarer Lars Hougaard Clausen.
For mig, derimod, er rastafari-bevægelsen et stærkt eksempel på, hvor virkeligt og konkret troen kan udmønte sig. Og som i dette tilfælde med de sorte undertrykte på Jamaica hjælpe mennesker til oprejsning og et bedre liv.
Salmen Jeg er selv et billede, som han begyndte at skrive på for 10 år siden, og som siden voksede til 10 lange vers, er direkte inspireret af udtrykket I and I fra rastafari-bevægelsen. Her forenes det individuelle jeg med medmennesket, menigheden og Gud: Jeg er selv et menneske/ med en underskift forneden/ på et skøde over Eden/ lydende mit navn igen.
Lars Hougaard Clausen blev teolog i 2000 og har skrevet speciale om de kristne forventninger om Jesu genkomst og lignende genkomstforventninger i andre bevægelser, som for eksempel rastafari og hos den indiske filosof Jiddu Krishnamurti (1895-1986). Til denne tænkning bidrager herhjemme Grundtvig med sit kæmpedigt om Christenhedens Syvstjerne fra 1854-1855, hvor han med udgangspunkt i Johannes Åbenbaring lader kirkehistorien udspille sig gennem syv historiske menigheder og tolker dem ind i hver sin kirkehistoriske epoke med Norden som den næstsidste menighed, indtil den kristne kirkes livsforløb fuldendes i den sidste menighed i Indien inden afslutningen, hvor Jesus kommer igen.
Selvom han er teolog, har Lars Hougaard Clausen aldrig haft embede som præst. I stedet arbejder han som handicaphjælper og underviser, men han har prædiket i forskellige sammenhænge og er involveret i den alternative Kirken i Gyngen, som nu har skiftet navn til Den skæve kirke. Her afprøves nye salmer og kristen digtekunst i afslappede omgivelser, og Lars Hougaard Clausen ser initiativet som en del af sin menighed, ligesom i øvrigt formandskabet for Poetklub Aarhus, hvor han som teolog får kontakt med mennesker, der sjældent eller aldrig kommer i kirken.
Både han og Anne Marie Eriksen har det fint med at være en del af den mere alternative kunstneriske del af Aarhus, men glæder sig samtidig over, at flere præster og dermed den mere etablerede kirkelighed har vist interesse for deres nye salme-udspil.
Vi vil gerne endnu mere i dialog med det kirkelige miljø, forklarer Anne Marie Eriksen og taler som sin glæde ved at skabe:
Når jeg har lavet en salmemelodi, føler jeg mig løftet rent energimæssigt. Jeg er stolt af, hvad jeg er kommet frem til, og vil gerne vise det frem, jeg har siddet og bikset med i enrum.
Når det giver mig selv glæde og tilfredshed at være kunstner, er det en glæde, jeg synes, andre skal have del i. Så de også må få del i det, vi selv synes er så værdifuldt.
Nye salmer og melodier er på vej, og der er tale om et tæt samarbejde, der er båret af kærligheden mellem de to.
Anne Marie:
At den mand, jeg elsker, er inden for rækkevidde, mens jeg sidder foran en af hans tekster, er lindrende. Jeg tilfører vores kærlighedsforhold en ekstra dimension eller melodien gør. Og til stadighed vil jeg tænke, at melodien er lavet i kærlighed, også til ham.
