Det er en helt særlig oplevelse at læse de norske romaner, der oversættes til dansk. Her løber stil, struktur og tematik gerne sammen på måder, som enten er personlige eller originale. Eller begge dele på én gang. Tænk bare på bøger af Gunnhild Øyehaug, Matias Faldbakken, Monica Isakstuen, Jon Fosse, Cathrine Knudsen, Tomas Espedal eller Rune Christiansen.
Men hvordan står det til med romankunsten i Sverige? Byder oversættelserne fra Skandinaviens andet store land på lige så stærke læseoplevelser?
Selv har jeg længe haft en fornemmelse af en vis afmatning, men også af at identitetspolitikken, som i dén grad gør sig gældende i svensk kulturliv, har påvirket forlagenes udgivelsesprofiler på måder, det ikke er tilfældet i Norge. At der finder en form for social kontrol sted, hvor “det vigtige” og “det rigtige” at skrive om, det som udgives, anerkendes og lovprises, helst skal kredse om temaer som klasse, køn, strukturel ulighed, privilegieblindhed og flydende seksualitet.
Jeg er svensk gift, mine børn færdes hjemmevant på begge sprog, og herhjemme taler vi en blanding af dansk og svensk og læser dagligt nyheder fra den anden side af Øresund og følger de forbenede debatter og udskamninger, som finder sted i svenske medier. Og ofte må jeg modvilligt – jeg holder jo af Sverige – give norske Karl Ove Knausgård ret, når han i et essay kalder Sverige for “Kyklopernes land”.
Men hvordan selve litteraturen har det, om den er ufri og ensrettet, og om den svenske roman virkelig er inde i en form for afmatning, det har jeg set på ved at læse fire aktuelle romaner. Og selvom fire langtfra er mange nok til at sige noget definitivt, må de dog formodes at høre til det bedste og vigtigste, svensk litteratur har at byde på lige nu. Ellers var de aldrig kommet igennem nåleøjet og blevet oversat til dansk.
Graviditetens ulighedsskabende karakter
Opmærksomhed skortede det da heller ikke på, da Johanna Hedman (født 1993) debuterede med “Trioen”, der blev hypet og solgt til engelsk og tysk oversættelse allerede inden den svenske udgivelse. Og nu, et lille år senere, foreligger den også på dansk, og er en klart skrevet, sikkert fortalt historie om tre venner.
Thora kommer fra en fin Stockholm-familie og bor i sine forældres store, smagfulde lejlighed i Lärkstaden, hvor de gerne lader studerende leje et værelse. Thora er vokset op med gamle penge, og hendes bedste ven, August – som hun indimellem også har sex med – er en spirende kunstner. Sammen driver de rundt i byen, går til fester, drikker og bader og har en relation, de færreste helt forstår.
Heller ikke Hugo, der lejer et værelse i den store lejlighed. Han er vokset op flere klasser under Thora, og det er, som om hun alene derfor tager afstand fra ham. Han er også en smule frastødt af hendes privilegerede liv, men samtidig tiltrukket af det. Og af hende. Mens den biseksuelle August tiltrækkes af ham.
Sådan etablerer Hedman en trekant af Sally Rooney’sk karakter og benytter dygtigt skiftende synsvinkler. Men hun taber også nærvær og intimitet i øvelsen. Nogle gange virker karaktererne således “skrevne”, og hendes mange beskrivelser af lyset og vejret over Stockholm er for mange. Men den overordnede struktur fungerer, og historien udspiller sig for en del år siden, men er lagt ind i en nutidig ramme, hvor det særlige, de tre venner havde sammen, er fortid, og hvor minderne om det tabte, ungdommen og øjeblikkene, af årsager der ikke skal røbes her, er blevet til længsel og smerte. Og Thora, den svale, distante Thora, er blevet mor og tænker mod slutningen: “Under graviditeten kunne hun ikke lade være med at tænke på at hun gav en anden liv samtidig med at hun udslettede sig selv.”
4 stjerner
Johanna Hedman: Trioen. Oversat af Juliane Wammen. 404 sider. 300 kr. Turbine.
Den tanke går igen i Elin Cullheds “Eufori” med undertitlen “En roman om Sylvia Plath”. Cullhed (født 1983) modtog den prestigefulde Augustprisen i 2021 for bogen om den amerikanske forfatter, der skrev klassikeren “Glasklokken” og var gift med den engelske digter Ted Hughes, der dengang var et større navn end hende på den litterære scene.
Frieda Hughes, parrets datter, har i et interview frabedt sig flere udgivelser om dét, hun syrligt kalder “The Ted and Sylvia show”, men det har altså ikke forhindret Cullhed i at skrive endnu en fortælling om de to. Om deres samliv, deres kærlighed og forskelligheder, deres brud og om alt det, der på uigennemskuelige måder ledte til Plaths selvmord i februar 1963.
I “Eufori” er året 1962, og parret er flyttet til det kolde, fugtige England, som Plath ikke bryder sig om, og hvor hendes opførsel – selvovervurderende, depressiv, aggressiv, impulsiv – i bedste fald opleves som eksotisk.
I privatlivet findes det hele og mere til i en forstærket form, og Hughes mærker hendes vrede, misundelse, jalousi og ikke mindst seksuelle sult. Også mens hun er højgravid med Nicholas, og sexscenerne er nogle af de stærkeste i romanen, konkrete, utilslørede, og viser en kvinde, der har mere lyst end sin mand. Og kræver sex af ham.
Det er også en af deres møder på sofaen, der fører til graviditeten og til de problemer, hendes forfatterskab møder:
“Jeg var spildt tid. Graviditeten som gik rundt og boede i min krop var det perfekte eksempel på denne fortabelse.” Og siden: “Jeg ville også, som Ted, gå op på loftet og være vigtig, men jeg vidste at nogen måtte ligge her og være uendelig for sit barn.”
Som Thora er Plath hæmmet af graviditet og barn, men Cullhed har med en anderledes vilter karakter at gøre. Plath slår sig i tøjret og i de snærende strukturer, som gør hende inaktiv og til sin “mands kone”, og Cullhed skriver hende og det omgivende patriarkat frem ved fermt – flot fanget af oversætter Caroline Albertine Minor – at mime den stil, der kendes fra hendes poesi, prosa og dagbøger.
Det er til at forstå, hvorfor Cullhed til Frieda Hughes’ fortrydelse har skrevet endnu en roman om Plath. Hendes historie er stærk, og den spejler mange af de diskussioner, der præger Sverige i dag. Om kvinders ufrihed, mænds forrang, graviditetens ulighedsskabende karakter, om alle de overgreb vi har lært at se som naturlige.
Men Cullheds “Eufori” er også en form for overgreb: At udvælge et menneske, der har levet, og skrive en “litterær fantasi” over det er jo en form for vold. Et misbrug af en skæbne og en kvinde og hendes mand, der ikke kan forsvare sig.
4 stjerner
Elin Cullhed: Eufori. Oversat af Caroline Albertine Minor. 200 sider. 250 kroner. C&K.
Det giver mig en dårlig smag i munden, denne form for fri digtning over levede liv, der kaldes exo-fiktion. Til den genre hører “Til San Francisco” også. Her fortæller Clara Eliasson (født 1991) om 15-årige Julie, der bor i Californien og møder B, der bygger på virkelighedens Brenda Ann Spencer – kvinden der i 1979 stod bag dét, der regnes for USA’s første skoleskyderi.
“Til San Francisco” fortælles i to spor. I det ene er læseren tilbage i 1978, hvor Julie lever et venneløst ungdomsliv i en forstad. Det ændrer sig dog, da hendes ældre nabo banker på ruden. Hun lyser Julies liv op med dufte, intensitet og spænding. Men også med et voksende mørke, en latent destruktionskraft, og varslet findes allerede i romanens første sætning: “Der ligger døde fugle under terrassen omme bagved.”
Det andet spor løber i 2019, hvor Julie er gift og bor i San Diego. En dag ser hun i nyhederne, at B er flygtet fra fængslet, hvor hun har siddet siden dommen for det frygtelige skoleskyderi. For drabene på skolens rektor og pedel. Minderne vælder op i Julie og ikke mindst det roadtrip, de var på dengang, de var tætte, og som hældede ned mod det utilgivelige, det uforståelige.
Undervejs mødte de mænd, som ikke var til at stole på. Hvis drifter og styrke var en fare, de havde svært ved at gennemskue. Toksisk maskulinitet, som det hedder på nutidssprog.
4 stjerner
Clara Eliasson: Til San Francisco. Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild. 219 sider. 250 kroner. Gutkind.
Hvor maskulinitet er et tema blandt andre i Eliassons enkelte steder strålende og andre steder stillestående “Til San Francisco”, er det hovedtemaet i Anne Svärds ”Jackie”.
Svärd (født 1969) er modsat Eliasson, Cullhed og Hedman ikke debutant. Hun har et rost forfatterskab bag sig og vakte desuden opmærksomhed, da hun i 2019 satte sig på den stol i Det Svenske Akademi, som Sara Stridsberg forlod i protest under skandalen med akademi-vennen og den nu voldtægtsdømte Jean-Claude Arnault.
“Jackie” handler også om en overgrebsmand skjult bag gode manerer. “Det er ham, hun er på vej til, hun ved det bare ikke endnu”, lyder åbningslinjen, og Jackie er 19 år og på vej til Stockholm med toget. Året er 1988, og hun har forladt sin sløve lilleby, og forventningerne og frihedsfølelsen er som en brusen i blodet. Nu skal hun opleve gader, parker, butikker og mennesker, dyrke sex med fremmede og følge sine lyster. Hun læser Marguerite Duras’ “Elskeren”, og der er en em af kliché over scenen i toget: Den unge pige på vej mod storbyen med hints til kærlighedshistorien i en af fransk litteraturs hovedværker.
Men hvad der ligner et problem viser sig at være et litterært greb. Som læser lokkes man til at tro, at “Jackie” er én slags roman, hvilket kun gør skiftet, omslaget, mere hårdtslående. Bogstavelig talt. For den smukke mand, Jackie ser i toget, og som er meget ældre end hende, og som hun i Stockholm indleder et forhold med, ja, han viser sig at være alt andet end venlig og godhjertet. Læser man de første 50 sider igen, lyser de små advarselslamper her og der. Som hans svagt blå fortand. En imperfektion i perfektionen. Noget eller nogen som tidligere gjort modstand.
Omtrent midt i romanen falder det første slag, og gradvist træder manden i uhyggelig karakter, mens Jackie nedbrydes af volden og på sin vis forsvinder. Ødelægges af hans jalousi, hans manipulation, magtsyge.
Svärd lader skiftevis pigen og manden styre fortællingen, et kapitel hver hele vejen gennem romanen, der desværre forklarer stadig mere, end den beskriver, samtidig med at fortællingens uafvendelighed gradvist bliver til forudsigelighed. Der som bekendt er kedsomhedens nabo.
De ødelæggende effekter af mødet med manden skildres desuden i en epilog, hvor pigen er blevet kvinde. Det er stærkt skrevet, men selve idéen om sådan at samle op på skadevirkningerne er for skematisk, for optaget af temaet, og savner litterært schwung.
Den beskrivelse passer i og for sig på alle fire romaner: De kommer nøje omkring de emner, der brænder i tiden, og formidler deres fortællinger om forskellige former for ulighed og udsathed på udmærket vis. Men det sublime sprog og den suveræne fortælling, den dybt originale eller personlige tone, er ikke at finde. Så svensk kulturlivs insisteren på identitetspolitisk fokus opfyldes til fulde, men romankunstens højeste niveauer nås ikke. Om de to forhold så har noget med hinanden at gøre er et spørgsmål om fornemmelse. Og om overbevisning.
4 stjerner
Anne Swärd: Jackie. Oversat af Louise Ardenfelt Ravnild. 334 sider. 250 kroner. Gyldendal.
