Præsten ville ikke døbe den døde tvilling

Merete Pryds Helles nye slægtsroman "Folkets Skønhed" foregår i et daglejerhus på Langeland, hvor børnene er mange og pengene små. En tvillingefødsel er en af romanens mange hverdagsdramaer. Læs et uddrag af romanen her

Merete Pryds Helles nye slægtsroman "Folkets Skønhed" foregår i et daglejerhus på Langeland, hvor børnene er mange og pengene små.
Merete Pryds Helles nye slægtsroman "Folkets Skønhed" foregår i et daglejerhus på Langeland, hvor børnene er mange og pengene små. Foto: ANDREAS BASTIANSEN.

Marie gik ud i den tætte, tunge regn og listede over i stalden og stod i ly derinde og så ud gennem staldvinduet over mod huset. Hun kunne ikke se noget bag ruden derovre.

Hun så lidt på maleriet i stedet, på solen, der skinnede lavt ind mellem grenene. Regnen stilnede af. Et skrig voksede frem, som om regnen havde trukket sig tilbage, kun for at det skrig skulle høres. Det var ikke et brøl. Det var et skrig, et enkelt, langt et. Så blev der stille.

Marie åbnede stalddøren og gik ud i det våde græs. Foran køkkendøren var en dyb, lysebrun vandpyt. En hånd vinkede mod hende bag ruden.
Hendes far åbnede vinduet.

"Løb efter pastor Olsen, Marie."

Hans ansigt så ud, som om det var opløst af regnen.

"Nej", rettede han sig selv. " Løb hen til Nielsen og bed ham ride ned til pastoren."

Han lukkede døren. Marie løb op ad bakken til Nielsens. Hun mødte først Knudsen på gårdspladsen, i færd med at spænde hestene for vognen.

"Hvad sker der, Marie?" spurgte han.

"Er fanden efter dig?"

"Far sagde, at jeg skulle få Nielsen til at ride efter pastor Olsen," sagde hun.

"Sagde han, hvem der er død?" Spurgte Mand

Marie rystede på hovedet.

"Jeg gør det," sagde Mand.

" Du går tilbage til fru Knudsen og bliver der."

Marie nikkede. Blæsten susede i skoven bag gården. Knudsen svang elegant sin brede krop op på den ene af hestene. Inde bag døren stod fru Nielsen med sin nyfødte, den trettende i rækken. Hun skulle hedde Gerda lige som Maries mormor. Marie gik om bag stalden til muren, hvor en dør førte ud fra den firelængede gård. Døren stod åben, og Marie gik ind i skoven. Jorden var våd efter regnen og duftede, mens hun gik ad den smalle sti, der førte gennem skoven til Nordenbro.

Skoven var et lukket rum, en stald af træ for insekter og maddiker. Maddiker som små kopatter, der skulle malkes af trolde. Maddiker, der spiste døde mus og fugle. Det måtte være hendes mormor, der havde brug for præsten, hun var ældgammel, næsten tres. Marie så for sig de to vugger, der stod i køkkenet. Den ene var mørk i træet, det var den, hendes far havde lavet, da Kaj skulle komme, og som hendes mor havde foret med en madras af hønsefjer og syet en dyne til i det pæne, blåstribede stof. I den havde hun selv og Valdemar også ligget, og på ydersiden var deres broderede navneklude sat fast med små søm.

Den anden vugge var hvid i træspånerne. Sådan som hendes farfars hud havde været, da de stod omkring kisten i den lille bitte, mørke stue i hans aftægtshus på den gård, hendes farbror havde raget til sig, og som de derfor ellers aldrig besøgte, fordi hendes farbror var en djævel, der kunne nøjes med at pleje omgang med sine egne.

Hun kom til hindbærlysningen, hvor hun plejede at lege indianere med Kaj og Valdemar. Hindbærstænglerne stod regnmørke, de få hindbær, der stadig hang på buskene, var lilla, og mellem buskene hang spindelvævene tætte og glinsende. De bløde spindelvæv kærtegnede hendes ansigt, armene, de bare ben, og hun tænkte et øjeblik, at sådan måtte det være at drukne, at alting lukkede sig blødt om munden. Hun tænkte på Thorvalds skib. Så sang salmen sig i hende. Ved kvæld lå det på lejet så stille og død.

Hun så den lighvide vugge for sig og vidste, at det ikke var mormor, der var død. Marie strøg spindelvævene af ansigtet med underarmen og løb tilbage til sin mor, sin far, til Kaj, til alt det, der ikke måtte forandres.

De holdt foran huset, Knudsen på hesten og præsten i sin hestevogn med den store fuks spændt for. Knudsen gled af hesten, hendes fars hoved dukkede frem over stakittet, og han vinkede dem ind. Marie holdt sig bag Pastor Olsen, indtil de var inde i køkkenet. Hun krøb forbi mændene ud i trappeskakten. Moren græd oppe i soveværelset. Marie kunne høre et barn grynte. Mormoren gik frem og tilbage på køkkengulvet.

"Hvor er barnet?" spurgte præsten.

" Dér," sagde faren.

Marie kiggede frem fra dørkarmen og ind i køkkenet. De havde tændt alle tællelysene og sat dem på bordet. Mellem lysene stod den hvide vugge.

"Det er dødt," sagde pastor Olsen.

"Det er derfor, vi har tilkaldt præsten," sagde faren.

"Jeg kan ikke døbe et dødt barn," sagde præsten.

"Så kommer det i Helvede," sagde mormoren.

"Det kan pastoren da ikke mene?"

"Jeg kan kun døbe levendefødte," sagde pastor Olsen.

Maries far hamrede hånden ned i bordet.

"Hent den anden unge, Gerda. Inden den også kreperer."

Mormoren gik forbi Marie op ad trappen og kom ned igen et par minutter efter med en gryntende bylt.

"Er det en dreng?" spurgte Marie.

Mormoren nikkede.

"Så skal han hedde Gunnar, "sagde Marie.

"Det vil mor have."

Trinene knagede højere og anderledes, end de plejede. I soveværelset hang blodfyldte lagener hen over skabslågerne og på stolene. Morens ansigt var blegt og grimt.

" Hvad laver du her?" spurgte moren.

"Var det en pige, der døde?" spurgte Marie.

"Gå din vej!" råbte moren.

Faren råbte op nedenunder. Så smækkede døren.

"Hvad sker der?" spurgte moren.

"Sig mig, hvad der sker?"

"Pastor Olsen vil ikke døbe et dødt barn," sagde Marie.

" Så det kommer i Helvede."

"Helvede er at være kvinde," sagde moren.

"Mærk dig mine ord."

"Ja," sagde Marie.

Hun gik ned ad trappen. Hendes mormor stod og smurte det skrigende barns gummer med honning. Hendes far vuggede den bleghvide vugge voldsomt.

"Så hun skal bare i Helvede," sagde han.

" Det er det, de synes."

"Satans yngel er hun. Det er det, de synes."

"Fald ned," sagde mormoren.

"Du har stadig Martha. Vær du glad for det."

"Og Gunnar," sagde Marie.

Faren løftede vuggen op og knaldede den ned i gulvet, så den splintredes. Det døde barn trillede hen mod Marie.

Kaj roede den gule jolle. Faren holdt bylten. Marie og Valdemar sang Stille og død. Havet var stadig uroligt efter uvejret, mens de sejlede i tusmørke. Omkring tyve meter ud. Så rejste faren sig op.

"Dette er den straf, Gud har valgt til mig!" råbte han.

"Jeg giver min yngel tilbage for at sone mine synder."

Han kastede bylten i havet. Den flød et par minutter i sit hvide lagen på overfladen, så sank den ned i vandet centimeter for centimeter, som om vandet spiste Maries søster bid for bid.

"Måske finder hun Thorvald," sagde Marie.

Kaj fik vendt jollen, og de begyndte at ro tilbage. Marie så på sin far. Der stod en muskel i hans kind og dirrede.