Prøv avisen
Bog

Naturevangelium med kritik af moderniteten er stadig aktuel

5 stjerner
Holcks digte udgør en utopisk – og overvejende håbefuld – søgen efter eller besyngelse af menneskets forbundethed og samhørighed med naturen, der er ligeså betydningsskabende som mennesket. Foto: Polfoto

Henrik S. Holck udgav ”Vi må være som alt” som bare 17-årig. Nu genudgives denne nyklassiker, og man forbavses over, hvor fuld af liv og aktualitet den stadig er

En af de vigtigste og mest interessante tendenser i de senere års danske litteratur og litteraturvidenskab er orienteringen mod naturen, miljøet og klimaet. Med forfattere som Signe Gjessing, Morten Chemnitz, Liv Sejrbo Lidegaard, Sigurd Buch Kristensen, Theis Ørntoft og Rasmus Nikolajsen har vi således fået en lang række værker, hvori menneskets og kulturens forhold til det ikke-menneskelige og naturen på vidt forskellige måder udforskes og problematiseres.

I Ørntofts ”Digte 2014” finder man f.eks. en mørkøkologisk klimapoesi, hvor forurening, ustyrlig materialitet og fremmedgørende grænsesletningsprocesser mellem menneske og ikke-menneske er uhyggelig hverdagskost, mens man modsat i Chemnitz’ ”Bindingerne” møder en afdæmpet og sanselig natur- og landskabspoesi, der registrerer alle de forbindelser, sammenkoblinger og relationer, som verden og sproget udgøres af.

Denne tendens er imidlertid ikke uden forgængere. For selvom litterater og anmeldere har et stort fokus på brud, nyskabelse og unge forfattere, når vi igen og igen proklamerer nye generationer og nye tendenser, er litteraturen, i hvert fald i dette tilfælde, i høj grad præget af kontinuitet og vidtforgrenede forbindelseslinjer, der trækker tråde tilbage til så uensartede skikkelser som Jeppe Aakjær, Thøger Larsen, Thorkild Bjørnvig, Klaus Høeck, Inger Christensen og Henrik S. Holck. Sidstnævntes debutdigtsamling, med den økologisk-sammenhængssøgende titel, ”Vi må være som alt” (1978), er netop genudgivet i Forlaget Gladiators alternative klassikerserie, ”Sandalserien” – og det er af flere grunde et strålende valg.

Dette skyldes ikke så meget den mytologisering og ærefrygt, der synes at omgive Holck: Han er digteren, der som bare 17-årig udgav det, der senere blev udråbt som et overset hovedværk i dansk litteratur; han er digteren, der debuterede samme år som kanonerne F.P. Jac og Michael Strunge og som derfor betragtes som en af igangsætterne af den såkaldte 80’er-generation; og han er digteren, der forsvandt fra den litterære offentligheds søgelys, ligeså hurtig som han trådte ind i det. Grunden til, at Gladiator med denne genudgivelse har ramt plet, er i højere grad, at Holck er særdeles aktuel og særdeles god.

”Vi må være som alt” er med Holcks egne ord en art modernitetskritisk ”naturevangelium”, hvor byens larm og blinkende neonlys – modsat generationskollegaerne – er fraværende.

I stedet udgør Holcks digte, som antydet, en utopisk – og overvejende håbefuld – søgen efter eller besyngelse af menneskets forbundethed og samhørighed med naturen, der er ligeså betydningsskabende som mennesket: ”når alt går sammen/ og det ene er som følge af det andet// vindene må os/ og særligt lyset i sit solunivers/ spændt som hud over træerne/ som vi skal omfavne/ og genkende som dele af vore bevidstheder.”

Her er Holck mere i familie med Inger Christensen end Strunge – og han peger i højere grad frem mod de nye digteres naturfokus end tilbage på den såkaldte 80’er-lyrik.

Alt dette er selvfølgelig kun vigtigt, fordi Holck rent faktisk har skrevet fortrinlige og ejendommelige digte, der er kendetegnede ved den åbenhed og lethed, men også sarthed og skrøbelighed, som det lyriske jeg møder verden med. I flere digte er der en understregning af altings ligeværd, som fremhæver den livsdrift, konstante tilblivelse og skaberkraft, der findes i naturen – og poesien, kunne man tilføje som en afsluttende anbefaling af denne herlige digtsamling.