Den produktive forfatter Stefan Zweig (1881-1942) begik kun en enkelt roman, der nu er kommet i en suveræn nyoversættelse. ”Utålmodige hjerter” er beretningen om tre mænd, hvis medlidenhed med en lammet pige får fatale konsekvenser. Handlingen udspiller sig i det østrig-ungarske dobbeltmonarki kort før udbruddet af Første Verdenskrig. Her følger vi Lajos von Kekesfalva, der kæmper sig op fra det rene ingenting og bliver mangemillionær.
Da Kekesfalva har gjort sit livs største og mest indbringende forretning, bliver han imidlertid ramt af selvforagt, mens han kigger sig i spejlet:
”Han stirrede på sig selv, som man ser på et fotografi i avisen af en forbryder, for at finde ud af, hvad det var for nogle kriminelle træk, han havde; var det den fremskudte hage, de ondskabsfulde læber eller de hårde øjne?”
Kekesfalvas samvittighed plager ham; han har franarret en fattig og fortrykt kvinde hendes arv. Den griske mand bliver generøs, og han frier til kvinden. Samlivet bliver kærligt, og de får datteren Edith. Men nu melder modgangen sin ankomst. Kekesfalvas hustru dør, og den 19-årige Edith rammes af lammelse i kroppen og bitterhed i sindet.
I denne vanskelige situation sætter den svagelige Kekesfalva sin lid til lægen Emmerich Condor, der af medlidenhed ikke tør røbe, at Edith næppe nogensinde bliver rask:
”Fordi jeg ikke længere kunne modstå presset, var jeg nødt til at give den gamle mand endnu en injektion af optimisme.”
Temaet i ”Utålmodige hjerter” er, at ”den sentimentale medlidenhed” resulterer i, at løgnene knopskyder, fordi den er ”hjertets utålmodige forsøg på hurtigst muligt at gøre sig fri af den pinagtige grebethed af fremmed ulykke”.
Men der findes en anden medlidenhed, ”som ved, hvad den vil, og er besluttet på tålmodigt og med-lidende at stå alting igennem”.
Desværre mangler Kekesfalva denne anden version af medlidenheden; han snakker sin datter efter munden og lover hende, at hun snart skal blive dronning på dansegulvet.
Det er her, bogens drama spidser til. Løjtnant Anton Hofmiller er en kæk officer, som ved en tilfældighed bliver inviteret til et bal hos Kekesfalva, og uvidende om Ediths lammelse byder han hende op til dans.
Episoden vækker skandale, og Anton vil nu gøre skaden god igen. Han sender Edith blomster og besøger hende troligt og trofast og opdager, at ”først når man ved, at man betyder noget for andre, føler man, at man har et kald, at der er en mening med ens tilværelse”.
Det smitter af på hans mentalitet. Anton væmmes ved voksenmobberiet på kasernen og kerer sig pludselig om andre menneskers genvordigheder: ”Mit hjerte, som forbløffes over sig selv, skælver af taknemmelighed over for den syge unge pige, som jeg utilsigtet krænkede, og som i kraft af sin lidelse har lært mig denne medlidenhedens skabende magi.”
Men Edith, der er sarkastisk grænsende til det vellystigt nedrakkende, vil ikke nøjes med medlidenhed. Hun insisterer på kærlighed.
Men Anton er ikke betaget af Edith.
Til gengæld er han bjergtaget af den velstand, hun omgiver sig med.
Et element af grådighed og personlig vinding sniger sig ind, og han lader sig besnakke til at forlove sig med Edith:
”Den aften var jeg Gud. Jeg havde skabt verden, og se, alt var godt og retfærdigt (…) jeg følte med stolthed, at menneskene elskede dette lys, der udgik fra mig (…) For jeg og kun jeg var deres lykkes begyndelse, midte og oprindelse.”
Men det er kun Gud, der kan holde til at være Gud. Anton er et forfængeligt og selvoptaget menneske, der på stamknejpen straks afviser rygterne om forlovelsen med den lamme pige. Ad omveje erfarer Edith hans svigt, og romanen ender som en tragedie.
Anton har ligesom Kekesfalva og Condor ladet sig overmande af ”den sentimentale medlidenhed”, og han erkender selv miseren:
”Jeg begyndte at forstå, at det værste i denne verden ikke skyldes ondskab og brutalitet, men næsten altid har sin rod i en form for svaghed.”
Det er dette paradoks, som Zweig fremlægger på smertelig vis i sin eneste roman.
Stefan Zweig er fortæller i en tradition, som ikke gør sig bemærket ved eksperimenterende stil, men ”Utålmodige hjerter” har til gengæld dramatiske kvaliteter og et smukt gehør for de mennesker, han portrætterer, fyldt som den er med eftertænksomme, underdrejede, skarpe og følsomme replikskifter om et evigt aktuelt emne.