Prøv avisen
Mit livs værk

Nysgerrigheden er det vigtigste for en kunstner

Hans Oldau Krull er grafiker, maler og skulptør. Foto: Scanpix

Billedkunstneren Hans Krull fik sanserne og nysgerrigheden vakt af Bob Dylan-albummet ”Highway 61 Revisited”i 1960'erne

Pengene efter konfirmationsfesten fik ikke lov at ligge ubrugte hen, for jeg vidste med det samme, hvad de skulle bruges til: en spolebåndoptager. En genstand, der var meget moderne og føltes uundværlig dengang i 1965. For med sådan en kunne man optage musik fra radioen og på den måde lytte til sine yndlingsnumre igen og igen.

Jeg tror, Jørgen de Mylius lige var begyndt at lave musikprogrammer i Danmarks Radio, og at det var i et af hans programmer, jeg første gang hørte numrene fra Bob Dylans album ”Highway 61 Revisited”. Jeg blev især betaget af sangen ”Desolation Row”. Den sad jeg så på mit drengeværelse i Kerteminde og optog på min nyerhvervede båndoptager, hvorefter jeg hørte den igen og igen og igen.

Hvad er det egentlig, han synger om, tænkte jeg, og besluttede at fremskaffe en engelsk-dansk ordbog. Da det var gjort, satte jeg mig ned og oversatte hele den mere end 11 minutter lange sang fra en ende af. Der er 10 vers, og det var lidt af en bedrift for mig på det tidspunkt. Jeg var ordblind og havde ikke tidligere frivilligt begivet mig ud i sådan et skrive- og oversættelsesprojekt. Men sangen var interessant, fordi den betød noget. Det var ikke længere bare det der ”She loves you, yeah, yeah, yeah”.

Når jeg derefter hørte Bob Dylan og især den sang, sad jeg ofte og tegnede til. For mig var der noget symbolsk teatralsk i den sang, og jeg er ikke i tvivl om, at opdagelsen af det univers var en medvirkende årsag til, at jeg endte på kunstakademiet i Krakow og fik et liv som udøvende kunstner. Og måske var det endda også startskuddet til, at jeg kom til at interessere mig for at arbejde sammen med kunstnere inden for andre kunstarter, eksempelvis forfattere.

Musikken og ordene dannede nogle billeder inde i mit hoved, der kunne være forskellige fra gang til gang. Det, jeg tegnede, var typisk ansigter. De karakterer, der optræder i sangen, og den fabulerende stemning, der er, ansporede simpelthen min fantasi. Bob Dylan var som benzin på den motor, der var med til at drive mig frem mod et kunstnerisk udtryk. Jeg har jo tegnet, siden jeg kunne holde på en blyant, men har egentlig aldrig overvejet, at jeg skulle være kunstner, det var bare noget, der skete. Jeg kommer ud af en søfartsslægt fra Marstal på Ærø, og krydsningen mellem hverdagslivet og kunsten har altid eksisteret i vores familie.

”Desolation Row” er også oversat af forfatteren Poul Borum, der har udgivet sin danske version i en antologi. Her har den fået titlen ”Trøstesløshedsvej”. Man kan sige, at teksten er en fabel om en række personer, der er samlet et sted, der ligger uden for den normale verden. Bob Dylan synger både om Askepot, Einstein. T.S. Eliot, Kain og Abel og den barmhjertige samaritaner. Det er en lang fortælling med skiftende associationer og en Bob Dylan, der hele tiden eksperimenterer. Hans musik og ord lukker op for min nysgerrighed og provokerer mig til at se tingene fra nye synsvinkler. Det er enormt vigtigt for en kunstner hele tiden at være nysgerrig. Det vigtigste overhovedet - vil jeg sige.

I min generation var der nogle, der blev hippier, men det vigtigste og den røde tråd er det antiautoritære. At vi er imod det fastfrosne. Kimen til det blev for mig grundlagt, da jeg som 13-årig sad på mit værelse og hørte Bob Dylan. Han er min generations talerør. Jeg er blevet ved med at høre hans musik og har også adskillige gange været til hans koncerter. Blandt andet da han for et par år siden spillede på den åbne amfiscene ved Musikhuset Aarhus. Det var en stor oplevelse.

Musik fylder stadig meget i mit liv. Jeg hører stort set altid musik, når jeg maler. Det er, som om musikkens rytme bliver hugget med ind i det værk, jeg arbejder på.

”Desolation Row” fra Bob Dylans album ”Highway 61 Revisited” har en særlig plads i Hans Krulls hjerte. Klik på pilene af billedet for at se et portræt af Hans Oldau Krull. Foto: Arkivfoto