Alle teologer skal kunne det, og de bedste er virkelig gode til det: at læse en tekst. Det vil sige ikke bare læse ordene, at tage dem for pålydende så at sige, men virkelig læse med forståelse for, hvad det er, forfatteren vil med det, hun eller han skriver. At gå ind i tekstens rum og aflokke den sine budskaber og hemmeligheder.
Det kalder man også at fortolke en tekst. Gudmund Rask Pedersen hører til blandt de allerbedste af disse teksttolkende teologer. Han har gjort det i mange år, og han har dermed ikke blot beriget sine lyttere og læsere med indsigt i megen god litteratur, han har også gjort det evangeliske rum både større og mere livsnært.
I ”Låneord” gør han det igen, og han gør det karakteristisk for ham med et citat fra Kerstin Ekmans roman ”Springkilden”, der lyder sådan: ”Vi har alting selv. Men vi låner det af hinanden.”
Gudmund Rask Pedersen kan slet ikke skjule sin glæde ved den gode historie og måske endnu større glæde ved at formidle dens budskab videre. Og han gør det godt. Gudmund Rask Pedersen mener nemlig med et andet citat af Benny Holst fra sangen ”Julies sprog”, at ”det sprog, vi har talt, trænger til at fornyes, vi må lære det gamle igen”.
”Låneord” er et forsøg på netop det: at gøre de gamle historier nye ved at tilføre dem nyt blod ved hjælp af andre og nyere historier. Gudmund Rask Pedersen vil gøre evangeliet livsdueligt for den nutidige modtager, og her gør han det ganske systematisk.
I 10 kapitler præsenteres 10 forskellige temaer: Sangen. Fantasien. Længslen. Livsmodet. Synden. Gudsriget. Ånden. Frelsen. Himlen og Gudsageren – og lige så mange forfattere: Jan Wiese, Michael Ende, Thorkild Hansen, Martin A. Hansen, Vibeke Grønfeldt, Tage Skou-Hansen, Göran Tunström, Paul Auster, Erik Fosnes Hansen og Per Olov Enquist – og alle med ét værk.
Hvert kapitel har følgende forløb: Først et vers fra en salme. Dernæst en optakt, hvor der kommenteres på kapitlets overskrift, dets tema og det valgte salmevers. Dernæst kommer fortællingen, hvor det valgte skønlitterære værk genfortælles. Derefter følger et afsnit med fortolkningen af værket. Endelig et afsnit med strøtanker, som viser sig at være nogle af bogens mest interessante. Dernæst en række teksthenvisninger under overskriften: ”Bibelsteder og andet godt”. Og til slut et afsnit, som Gudmund Rask Pedersen har valgt at kalde: ”Reflektorium. Spørgsmål og overvejelser til eftertanke og samtale.”
Det er let nok at se, at denne bog først og fremmest egner sig til studiekredse i de mange sognegårde rundtom i landet, men det ændrer ikke ved, at den enkelte interesserede også vil kunne få meget glæde af de mange indsigter og overvejelser. Gudmund er ikke bare et smukt navn. Det er også et ganske krævende navn at leve op til. I Gudmund Rask Pedersens tilfælde går det helt godt med det.