Når Line Knutzon vågner, så sker det, at en indre stemme siger: “Jeg gider ikke stå op.” Eller at en anden spørger: “Har jeg mon lyst til kaffe eller te?”.
Men hvem er de her indre stemmer, og hvem taler de egentlig til? Det og meget andet søger dramatikeren og replikmesteren svar på i “Notesbogen”, der er en ny lytteværdig programserie på Radio4, hvor Knutzon på skift med to andre værter, nemlig journalist Torben Sangild og forfatter Kaspar Colling Nielsen, inviterer en gæst i studiet for at tale om noget, de har tænkt over. Noget, de har noteret i den notesbog, radiokanalen har udstyret dem med.
“Hvordan ved jeg, at jeg taler med min egen stemme?”, har Knutzon således griflet ned og inviteret stemmecoach Nini Matessi Schou i studiet til en samtale om den personlige stemme og om stemmer i det hele taget.
Stemmen er “sjælens spejl”, mener Matessi Schou, men for Knutzon er den også en slags musik. Derfor kan hun heller ikke holde “Debatten” på DR 2 ud. Her taler alle med en særligt ulidelig tv-stemmeføring, og det lyder mest af alt “som dårlig techno”.
Det ville være løgn at kalde Knutzon struktureret. Men udsendelsen giver på sin egen charmerende måde et indblik i hendes kunst og tænkemåde og er samtidig en ofte morsom indkredsning af psyken og af, hvordan den ikke består af én indre stemme, men af flere.
Anderledes struktureret er journalist Torben Sangild, der i sin notesbog har skrevet: “Jeg er bange for, at den helt afgørende danske tillid er ved at smuldre, ikke forsvinde bare smuldre lidt”, og som har valgt at se nærmere på tre former for tillid: til systemet, til andre mennesker og til de allernærmeste.
Som gæst har Sangild inviteret instruktør Annette K. Olesen, som har skabt en spillefilm om tillid, “Ingen kender dagen” fra 2022, og siden arrangeret en række samtaler om samme tema.
For Sangild, der er bekymret for tilliden til systemet, til myndighederne, var årene med corona problematiske. Og Olesen mener, det er udtryk for en tillidskrise, når vi som nu taler meget om tillid. Når tilliden er i top, tales der ikke om den. Det gør vi kun, når den er svækket.
Samtalen er interessant og forløber fint, også selvom Sangild indimellem kunne give lidt mere plads. To gange siger Olesen: “Må jeg sige noget?”. Det burde vel ikke være nødvendigt, når man er gæst.
I den tredje “Notesbogen”-udsendelse stiller Kaspar Colling Nielsen det kætterske spørgsmål: “Når alle nu elsker kunst, hvorfor er kunstnere så så irriterende?”.
Colling Nielsen taler ud fra egne erfaringer og mener, at kunstnere er kendetegnet ved selvoptagethed, ignorance og dovenskab. Han mener også, at kunstneren i dag – og modsat tidligere – ses som “en latterlig figur”.
Med i studiet er branding-ekspert Jacob Holst Mouritzen, som leverer fine pointer om forholdet mellem skaber, værk og markedskræfter. Men det er Colling Nielsen, der bærer udsendelsen med sine ord om, hvordan kunst er en gave til samfundet, mens kunstnere sjældent er det. Interessant er det også at høre, hvor svært han har det med tidens autofiktive forfattere, som en del af ham mener snyder: “De har den her brandslange, der pumper vitalitet ind i de litterære konstruktioner.”
Ved at skrive om selvoplevet smerte, rigtige tårer og virkelige familietragedier behøver de ikke, mener Colling Nielsen, arbejde særlig meget med den litterære konstruktion. Stoffet sælger så at sige sig selv. Mens forfattere som ham selv, der skriver “ren” fiktion, må slide for at opnå bare tilnærmelsesvist samme appel og interesse hos læserne.
Undervejs forholder Colling Nielsen sig sjovt og ironisk til sin egen kunstnerstatus, men der er tydeligvis ægte frustration i hans tanker og ord, og udsendelsen er den klart mest vellykkede af de tre i første omgang af “Notesbogen”.
Alle er dog værd at lytte til, og programserien tegner til at blive endnu et vitaminrigt kulturtilbud på det undervurderede Radio4, der er klasser over Radio24syv. Og helt på niveau med det meste fra mastodonten DR.
Notesbogen. Radio4. Søndag klokken 11-12 på Radio4 eller som podcast på Radio4.dk.