I begyndelsen af 1800-tallet ser mange nye organisationer dagens lys. Folkeskolen får sin første formålsparagraf i 1814, og Bibelselskabet stiftes samme år efter engelsk forbillede.
Ligeledes stiftes Det Danske Missionsselskab i 1821, og organisationen kan altså om relativt kort tid fejre sit 200-årsjubilæum.
Missionsselskabet er stiftet ikke for i første omgang at støtte en særlig gruppe, et særligt geografisk område eller et allerede igangværende missionsarbejde, men for med selskabets første formand, Bone Falck Rønnes, ord, at ”virke til Christendommens Udbredelse blandt vilde og barbariske Folkeslægter”. Og alene den retning skulle i årene derefter både blive anfægtet og være ansporende til fornyede tanker om kristentro og teologi.
I anledning af jubilæet har tidligere generalsekretær for Det Danske Missionsselskab (DMS) Harald Nielsen skrevet en imponerende fremstilling i to bind af selskabets historie. Nielsen synes at have været nede i samtlige tilgængelige arkiver, og han sammenholder med overblik og sproglig klarhed beretningerne og oplysningerne. Det er en meget flot udgivelse, der ikke alene bidrager til Det Danske Missionsselskabs historie, men sandelig også til dansk kirkehistorie.
Allerede ved selskabets grundlæggelse ser man i DMS’ missionssyn diakoni og mission som to sider af samme sag. Bone Falck Rønnes taler ved stiftelsen den 17. juni 1821 bærer tydeligt præg af dette. Og det bliver en vedvarende samtale om vægtningen af disse to forhold helt op til vor tid. For Rønne er kirken altid en kirke i mission og en kirke, der kommer ud til folket. Kirken skulle opsøge folk, hvor de var, og det var tanken bag missionsselskabet.
Men hvordan gør man det? Hvordan vægter man forholdet mellem tro og kultur? Allerede forholdsvis tidligt åbnes denne diskussion, da den kvindelige missionær (og hvor er der dog imponerende mange stærke kvinder i missionshistorien) Agathe Berg i 1919 taler om at møde hinduerne der, hvor de er, og netop at møde dem på halvvejen.
Det betyder vel, at kristendommen ikke i sig selv er en kultur, men netop er en inkarnation, der kan finde sig i alverdens kulturudtryk. Kristendommen er ikke bundet til et bestemt kulturelt udtryk, men kan også have for eksempel hinduistiske udtryk.
Det er dog ikke en ufarlig påstand, og helt tydeligt bliver det for cirka 50 år siden, hvor Kaj Baagø, der var missionær i Indien og professor ved United Theological College i Bangalore, fremlægger det synspunkt, at der trænges til et nyt missionssyn, der ikke i sig gemmer på en vestlig kolonialisme. Baagø slår til lyd for, at inderne ikke skal fornægte deres kultur for at blive kristne. Missionærens opgave er, ifølge Baagø, ikke at omvende en masse, men passe på, at han ikke står i vejen for Kristus. Man kan sikkert fornemme, at Baagøs tale ved DMS’ landsmøde i 1964 vakte en del postyr, og Nielsen fremstiller her, som andre steder, debatten og synspunkterne eksemplarisk.
En side af missionsarbejdet, som har været underbelyst, og som Harald Nielsen spændende trækker frem i lyset, er Grundtvig og grundtvigi-anernes position i arbejdet. Grundtvig selv stillede sig noget tvivlende over for missionsarbejdet, da det efter hans opfattelse sandelig ville kræve en sand apostolsk kirke, og der var man slet ikke endnu. Hvordan og hvorfor skal man kunne gå ud fra tomme huse for at fylde andre huse? Under de forudsætninger kan man selvfølgelig ikke magte at udsende missionærer til andre. For Grundtvig er ordene fra trosbekendelsen ”nedfaret til dødsriget” så at sige svaret på mission: Arbejdet er gjort. Og så længe hedenskabet blomstrer i det nære, hvorfor så kæmpe med det i det fjerne?
På trods af Grundtvigs holdning finder vi dog mange grundtvigske i missionsarbejdet med navne som P.A. Fenger, Lorenz Simonsen og P.C. Kierkegaard. Men Grundtvigs synspunkt fremføres for eksempel også af præsten Otto Møller, da hans nære ven Thomas Skat Rørdam, der senere bliver både Holmens provst og Sjællands biskop, bliver ansat som leder af den nyoprettede missionsskole på Frederiksberg, og Møller må sige, at man næppe kan uddanne missionærer, da sådanne først og fremmest skal kaldes af Helligånden og velsignes af menigheden, og samtidig undrer det ham, at man satser på hedenskabet så langt væk. Møller er helt på linje med Grundtvig. Skat Rørdams tid på Den Danske Missionsskole bliver dog forholdsvis kort og uden den store succes.
Et særligt aspekt er forholdet til dåben. Det er klart, at mennesker på missionsmarken døbes, men hvordan forholder man sig til det? Sagen bryder ud i lys lue, da missionæren L.P. Larsen i begyndelsen af 1890’erne sendes til Indien. Det sker dog ikke uden, at han allerede havde bragt sig teologisk på kant med Indre Missions formand Vilhelm Beck, der sad i DMS’ bestyrelse.
I Indien deltager Larsen ved en dåb, og da præstekonen efterfølgende glæder sig over, hvad den lille pige har fået i dåben, svarer Larsen: ”ja, hvis hun da har fået noget”. Dåbens gyldighed afhang af barnets kommende tro. Larsen anfægtes af tilspørgslen til barnet ved dåben og anmoder på den baggrund om at ændre ritualet, således at spørgsmålet rettes til moderen, der bærer barnet. Harald Nielsen tolker bevæggrundene således, at det handler om den objektive teologi, hvor dåben virker blot ved at blive gjort, eller den subjektive, hvor det er troen på sakramentet, der retfærdiggør. Her er det springende punkt blot, at hvis vi taler om tro som subjektiv menneskelig holdning, så får man et problem med barnedåben, men hvis det er Kristus, der lever i mig, så griber Kristus barnet i sin tro og lader den tro vokse sammen med barnet. Hvis troen er en subjektiv menneskelig holdning, så kolliderer dåbsteologien med retfærdiggørelseslæren. Så egentlig kan man hverken tale om objektiv eller subjektiv dåbsteologi.
Sagen bliver taget op i DMS’ bestyrelse, som ikke vil ændre i ritualet. Og samtidig ses Larsens dåbssyn som baptistisk eller rationalistisk. Det er givetvis Beck, der står bag formuleringerne. Larsen fremturer dog i sin sag og taler om ”de rette betingelser for dåb” og angribes da af Vilhelm Beck, der allerede i bestyrelsen har arbejdet mod Larsen. Beck er klart luthersk og sætter som ufravigeligt krav, at missionæren først skal døbe og derefter lære, og han kalder det en ”grundtvigsk-baptistisk misforståelse”, at mennesker skal tro før dåben, for så kan man lige så godt opgive at drive mission, og det ville svare til, at man vil have mennesket til at leve, før de er født.
Larsens humanistiske dåbssyn står over for Becks sakramentale. Harald Nielsen leder læseren gennem en lang og spændende udredning, og sagen finder sin afslutning ved, at Larsen opgiver at være missionær for DMS. Vinderen bliver på flere planer Beck og Indre Mission, der efter 1898 har fuld kontrol over DMS. Tiden, som følger, kalder Nielsen med rette for DMS’ folkelige periode og for en guldalder, og den varer frem til 1920.
Der oprettes utallige DMS-kredse landet over, som frem til 1970’erne var en væsentlig del af DMS’ hjemmearbejde og legitimitet. Arbejdet ude i verden breder sig i Kina, Afrika og Indien. I Indien fusionerer DMS, som med rette af Nielsen kaldes for et fusionsselskab, for eksempel med den slesvigske Breklum- mission, hvor særligt Toft-Andersen-missionen i Jaypore spiller en rolle. Forunderligt er det i øvrigt at se, at Helsingørs tidligere biskop Leer-Andersen senere, i 1967, er med til bispevielse af den første indiske biskop i Jeypore, hvor Toft-Andersen blandt andet virkede. Leer-Andersen var gift med Hans Tofts søns svigerinde.
Harald Nielsen fremstiller DMS-historien medrivende og spændende og med en respektindgydende grundighed, der kun befordrer læsningen.
Selvom DMS, nu, efter fusionen i år 2000 med Dansk Santalmission, Danmission, i 2021 kan fejre sine 200 år, går fremstillingen kun frem til 1985. Det skyldes åbenbart to ting: Dels at Harald Nielsen selv var personligt involveret i DMS fra 1980’erne, dels at Jens Kristian Krarup i 1985 bliver formand og indleder den proces, der fører til fusionen med Dansk Santalmission. Denne proces er åbenbart så tæt på, at tiden ikke er moden til en historisk fremstilling. Det er udgivernes valg, selvom det ville have været godt at have fået denne fremstilling med.
Men det skygger på ingen måder over, at dette værk i to bind om DMS er en guldgrube af informationer både vedrørende missionshistorien og den almindelige kirkehistorie. Og ud over den almindelige fremstilling, der er godt illustreret, indeholder værket også lister over samtlige formænd og bestyrelsesmedlemmer samt de første vedtægter fra henholdsvis 1821 og 1837. Det er ganske enkelt et værk, der kaster nyt lys over afgørende forhold i dansk kirkehistorie. Et flot værk, der til fulde afspejler de ord, som Harald Nielsen afrunder bindene med:
”Mission er mennesker. Mission er mennesker, der trofast holdt ud i forbøn og offersind på trods af alt, hvad der skete. For sagens skyld!”.