Ikke færre end seks kunstmalere stod fadder til et barn, der blev døbt i efteråret 1883 i Skagen Kirke.
Barnet fik ved dåben det borgerlige navn Helga Ancher – hendes forældre kaldte hende dog for alt muligt andet underligt: ”Pipsen”, ”Pips, ”Ga”, ”Svite Pvite” og en lang række andre ting, som kun folk i den fjollede tilstand af forelskelse i eget barn kan finde på.
Forældrene var skagensmalerne Michael Ancher (1849-1927) og Anna Ancher (1859-1935), et par, der er vidt beskrevet i dansk kunsthistorie. Men deres mest intime tanker, meninger og ja, kælenavne, som kan findes i deres efterladte personlige breve, har det kun været ganske få forundt at kende.
Lige indtil nu, hvor knap 4000 breve sendt til og fra Ancher-parret i hele deres levetid er blevet tilgængelige for den brede offentlighed og netop udkommet i et stort seksbindsværk på Forlaget Historika i samarbejde med Det Kongelige Bibliotek.
Brevene er præsenteret med tilhørende fotografier og er kommenteret af kunsthistoriker Elisabeth Fabritius, som har forsket i skagensmalerne i mere end 40 år og arbejdet fuld tid på brevene siden 2009. Men det er kun takket være et intensivt lobbyarbejde, at brevene overhovedet findes, fortæller hun.
”Anna Ancher skrev: ’Brænd mine lapper og lad ikke nogen se mine breve.’ Og det har været en meget gængs holdning dengang, at brevkommunikation var personlig, og det var tabu at læse andres breve. Helga Ancher havde det på samme måde: Hun ønskede ikke, at nogen skulle se hendes forældres kærestebreve,” siger Elisabeth Fabritius.
Helga Ancher døde i 1964 og fik ikke selv nogen børn, der kunne arve hende. Sidst i livet lod hun sig overtale til, at brevene kunne hentes ud af forældrenes hus i Skagen og deponeres på Det Kongelige Bibliotek. Der blev også efter hendes ønske oprettet en fond, Helga Anchers Fond, til at forvalte arven efter Ancher-parret.
De personlige breve har gennem årene været underlagt strenge restriktioner og kun været til brug for forskning. Helga Anchers Fond ønskede, at kun kunstnerbrevene skulle offentliggøres, og det med nænsom hånd. Men nu afdøde Erland Kolding Nielsen, tidligere direktør for Det Kongelige Bibliotek, fastholdt, at hele samlingen havde kulturhistorisk værdi, og rejste penge til udgivelsen. Det er altså også hans fortjeneste, at brevene kan læses.
”Det er den slags etiske overvejelser, man har med andres privatliv. Men der går en masse tabt uden disse breve. Det, man får at vide om deres vennekreds, og det indblik, man får i det, de foretager sig, er så overvældende interessant,” siger Elisabeth Fabritius.
Michael og Anna Ancher nød fra begyndelsen af deres forhold godt af et velfungerende postvæsen, hvor posten kom flere gange om dagen alle ugens dage, inklusive søndag.
”De sender breve til hinanden hver dag, hvis den ene er i København. Det er hverdagslige bemærkninger: Han skriver til hende fra Skagen, at han står på stranden og har været nødt til at sømme sit lærred fast til et badehus, fordi det stormer og regner så meget. I København har Anna så nogle problemer med en blå baggrund, hun ikke kan få styr på. ’Så kom herop, så får vi det klaret,’ skriver han kækt tilbage,” griner Elisabeth Fabritius.
Anna Ancher hed oprindeligt Brøndum til efternavn og var datter af familien, der drev det kendte Brøndums Hotel. Hun demonstrerede som helt ung talent for at male og vandt anerkendelse hos ældre mandlige kunstnere, der kom til Skagen for at udvikle sig.
Hun var 16 år, da hun mødte den oprindeligt bornholmske Michael Ancher på 26 år. Det allerførste ”kærestebrev” blev sendt fra Michael Ancher i 1875: ”(...) der har ingen Dag været, hvor jeg ikke har tænkt paa at skrive til Dig,” skriver han fra København.
”Vær nu flittig at tegne og lad det være Dit Maal at blive Malerinde, og alt vil nok gaae Dig
godt. Din underdanige Slave Michael Ancher (Husk vi ere Dus).”
Elisabeth Fabritius mener, det her er tydeligt, at de to er blevet en slags kærester:
”Han er altså 10 år ældre end hende, men det står klart, at de er blevet utroligt fortrolige. Hun kommer senere til København og besøger ham, og der er også breve fra Anna Anchers mor, der takker ham for, at han tager sig sødt af hende, og de kommer i teatret. De er helt klart et par, selvom hun kun er 16 år.”
Samme år blev Anna Ancher sendt til København for at uddanne sig hos den anerkendte kunstmaler Vilhelm Kyhn. Et andet brev fra Michael Ancher, der nu befandt sig i Skagen, er åbent for fortolkning. Måske gemmer der sig en hentydning mellem et kærestepar mellem linjerne?
”Jeg seer mange Vanskeligheder for Dig, da Du er en Kvinde, Hindringer for et indtrængende Studium af det Menneskelige Legeme vi maa see hvorledes vi bedst kunne råde bod herpaa; hos Kyhn lærer Du Intet af den Slax, kun at bruge Blyant eller Kridt.”
Fortroligheden mellem parret udviklede sig kun de følgende år med et væld af kælenavne til følge: ”Min egen kjære Basse-Bomse-Knob,” skriver Anna Ancher og får et ”Kjære søde Knop” tilbage.
Parret forlovede sig i 1877, giftede sig i 1880 og blev efterhånden et omdrejningspunkt for kunstnerkolonien. Deres breve viser, hvordan man talte sammen i det lag af moderne gennembrudsfolk, Anna og Michael Ancher omgav sig med; blandt andre digteren og kunstmaleren Holger Drachmann og forfatterne Georg Brandes og Henrik Pontoppidan.
Michael Ancher skulle i marts 1883 skaffe kostumer til kunstnerkollegaen Holger Drachmanns opsætning af stykket ”Strandby Folk”, hvortil han gerne ville have ægte kostumer ”deroppefra”: ”Tak for besørgelsen. Køb otte par Søstøvler,” lyder ordren fra Drachmann i et brev dateret den 6. marts 1883.
Efterfølgende skriver Michael Ancher et brev, hvori han meddeler, at han blandt andet lader ”afgaa herfra 4 Sække med Mandfolkeklæder” samt ”Under – og Overbuxer (...) som jeg temmelig sikkert vidste vare propre fri for Snyltegjæster”.
Drachmann modtager tøjet, men ikke brevet. Til gengæld er et andet brev, tiltænkt Karl Madsen, der også var maler, med sendingen. Venligt nok sender Drachmann brevet retur.
”Indlagte lille Hjærteudgydelse, der ved en Fejltagelse er sendt mig, har jeg herved den Ære at tilstille sin skagensiske Hjemmelsmand,” skriver han.
Michael Ancher beklager med det samme:
”Kjære Drachmann! Du undskylder nok undertegnede Invalid paa Hjernen, at jeg har sendt Dig et forkert Brev; samtidig med tøiet til Theatret; hvad Fanden jeg har sendt aner jeg ikke, men hermed følger det rigtige.”
Året 1883 blev et begivenhedsrigt år for Anna og Michael Ancher, men i det hele taget betrag
tes året blandt danske kunsthistorikere som et klimaks, fortæller Elisabeth Fabritius.
”Der var ganske mange svenske og norske malere i kolonien i Skagen, og både Georg Brandes og Henrik Pontoppidan var her. Det er jo moderne gennembrudsmænd, og man tror det måske ikke, når man ser deres kunst, men Michael og Anna Ancher var selv radikale. I dag ville man nok kalde dem venstreorienterede,” siger Elisabeth Fabritius.
Brandes havde boet i Skagen med sin hustru, som han havde et besværligt forhold til, og sine to døtre. I et brev fra september 1883 takker en bedrøvet Brandes fra København for sommerens ophold i Skagen:
”Samlivet i Huset var saa fortræffeligt. Det var saa god en Afvexling i mit livs mangfoldige Ensformighed,” skriver han og fortsætter:
”Jeg har alt for meget for og for Tiden har jeg en Periode, hvori Intet lykkes mig. Følgen er Fortvivlelse, Selvmordsplaner, vaagne nætter, kort den hele Janitscharmusik, som opføres i de fleste Mennesker – efter Omstændigheden engang om Aaret eller engang om ugen.”
Kort efter lander et brev fra vennen i Skagen, der har det godt og meddeler, at hustruen døjer med ”det ene Bryst” i den spæde barselstid med datteren Helga og derfor ikke kan komme ud. Michael Ancher videregiver først en ros fra Anna Ancher, der ikke har nået at læse Brandes’ nye bog, men til gengæld har tænkt over en samtale.
”(...) hvad hun syntes udmærket sagt af Dem var, at De aldrig fortrød Noget; det er saa mandigt, siger hun, i Modsætning til de fleste Andre (hendes Mand?)”, skriver han.
”Og lev nu vel, opgiv fremfor Alt Selvmordstankerne og kom til Skagen, naar De skal have et Igjenfødelsens Bad; her er saa dejligt i dag, blikstille og varmt, og Himlen høi, som den kun er en Septemberdag.”
Michael Ancher søgte dog også støtte hos sin københavnske ven. I et brev til Brandes refererer han et brev, Anna Ancher har modtaget (men som ikke findes i brevsamlingen), hvori hendes københavnske læremester Vilhelm Kyhn, skriver at nu kan hun gå ned og ”sætte sin malerkasse til søs”. Årsagen: At hun er blevet mor, forklarer Elisabeth Fabritius.
”Det kan man ikke forene, mener Kyhn. Så skriver Ancher meget forarget til Brandes, om det dog ikke er muligt at forene de egenskaber, når man nu er kommet så langt? Og det har helt sikkert passet Brandes rigtig godt,” siger hun.
Anna Ancher holdt heldigvis fast i maleriet. I oktober 1883 blev Helga Ancher døbt, og alle hendes forældres venner stod om hende. Hendes far tog skitse under seancen til billedet ”En Barnedaab” og malede det senere op, med en del bøvl, idét modellerne nu var spredt for alle vinde, nogle rejst til Norge. Det var alligevel malerkunstens begrænsning, og maleriet blev først færdigt år senere. Men over land og vand rakte til gengæld noget andet, som Anna Ancher i Skagen skriver i dette brev til Michael Ancher i København, sendt den 2. december 1884:
”Helga sendte Dig et Fingerkys igjennem Vinduet.”