Nyt lys på Gauguins ægteskabstragedie

Ny bog giver for første gang Mette Gauguins version af kærlighedsdramaet med den store franske maler og enspænder Paul Gauguin

NOR61616 Fair Haired Woman on a Sofa, 1884 by Gauguin, Paul (1848-1903); 24x33 cm; Private Collection; (add.info.: probably Mette Gauguin, the artist's wife;); Noortman Master Paintings, Amsterdam; French,  out of copyright. (Foto: /Scanpix 2014)
NOR61616 Fair Haired Woman on a Sofa, 1884 by Gauguin, Paul (1848-1903); 24x33 cm; Private Collection; (add.info.: probably Mette Gauguin, the artist's wife;); Noortman Master Paintings, Amsterdam; French, out of copyright. (Foto: /Scanpix 2014) Foto: Bridgeman Art/.

I slutningen af 1880erne blomstrede livet på Café Bernina i København, hvor kulturpersonligheder som Brandes-brødrene, Holger Drachmann og Viggo Stuckenberg slog deres folder, udtænkte idéer og angiveligt festede til den lyse morgen.

Ovenpå i hjørnelejligheden boede Mette Gauguin sammen med sine fem børn, efter at ægtemanden, Paul Gauguin, i 1885 var rejst til Paris efter et fejlslagent forsøg på at slå igennem. Adressen var Vimmelskaftet 47, der i dag huser Kristeligt Dagblad.

20 år tidligere i Paris mødte danske Mette Gad, der var født af en velstående københavnsk slægt, den franske levemand og talentfulde kunstner Paul Gauguin.

Fra første færd blev han forelsket i den kunstinteresserede pige, som var fascineret af franskmandens intellekt, visioner og gåpåmod. De nød livet i Paris med teatre, caféer og et blomstrende kunstnermiljø. Parret fik fem børn, og Paul kunne med et job i børsbranchen finansiere sin malerkunst.

I 1884 flyttede familien så til København, hvor han valgte at satse alt på kunsten og lade forsørgelsen være op til hustruen. En konstellation, som Paul dog ikke blev tilpas ved. Han følte sig ofte kritiseret af Mettes danske familie for ikke at tage ansvar, og allerede året efter forlod Paul familien og vente tilbage til Frankrig.

LÆS OGSÅ: B.S. Ingemann åbnede døren til god litteratur

I romanen Din hengivne kaster den australske forfatter Anne Thompson for første gang lys på Mette Gauguins liv som efterladt eneforsørger og gør op med den hidtidige skildring af Mette som en kold, illoyal hustru, der ikke værdsatte den store kunstners potentiale.

Anne Thompson udfolder i en blanding af skønlitterære forestillinger om parrets liv og 72 breve udvekslet mellem dem en sørgelig historie om to mennesker, der elsker hinanden trofast, men hvor samværet ofres for mandens livsdrøm.

Tidligere bøger fremstiller Mettes liv rosenrødt, eller som om hun ikke forstod Pauls potentiale. Misforståelsen er, at hun ikke skulle have forstand på kunst, men det er simpelthen ikke rigtigt. Hun troede på Pauls talent, og det gør hende faktisk til en af de mest fremsynede kunstkendere, siger Anne Thompson, der gæster forlaget Gyldendal i forbindelse med udgivelsen af bogen på dansk.

Oprindelig var det meningen, at Paul blot skulle flytte til Frankrig et års tid, men som tiden gik, følte Mette sig svigtet, ensom og vred. Hun sled med det arbejde, hun kunne få, og forsørgede børnene. Samtidig i Paris var Paul ludfattig og rapporterede i detaljer om sine elendige kår.

Jeg undrede mig over, hvorfor de blev ved. Og hvordan forklarede de det til børnene? Paul var en enspænder, der stræbte efter isolation, både i de personlige relationer og i kunsten. Han elskede hende, men adskilte sit personlige liv fra rollen som kunstner. Jeg tror ikke, han tænkte, at fraværet gik ud over familien. Men Mette savnede ham, siger Anne Thompson.

Tidligere er forholdet mellem Mette og Paul Gauguin ofte blevet beskrevet som en formel konstellation eller ikke-eksisterende, men ifølge Anne Thompson havde de hele tiden en forhåbning om at blive genforenet.

Jeg tror ikke, at Mette havde klaget over noget, hvis Pauls karriere var gået nogenlunde. For det var hendes livsdrøm at være hustru til en kunstner. I løbet af et par år forstod hun nok, at det ville blive en lang adskillelse, men Paul havde sagt til hende, at hun var den eneste ene, og på den måde følte hun sig sikker.

Efter mange år uden at se sin familie kommer Paul i foråret 1891 på besøg i København. Indtil da havde parret med regelmæssige mellemrum skrevet til hinanden og berettet om deres frustrationer, skiftevis følt manglende interesse, men altid skrev de min kæreste i brevene.

På grund af de vanskelige vilkår blev hun, modsat de fleste kvinder, nødt til at tage ansvar for familien. Hun havde fast indkomst og var ikke klar til at forlade Danmark. Paul på den anden side sagde ret åbent, at han ikke kunne vende tilbage, fordi børnene ville distrahere ham fra kunsten, fortæller Anne Thompson.

Besøget i København blev den sidste gang, de så hinanden. Året efter flyttede Paul til Tahiti, og brevene kom sjældnere og sjældnere. Og hvis ikke han allerede i Paris havde været utro, fik han her adskillige elskerinder og flere uægte børn.

Mette brugte afstanden som en beskyttelse. Hun havde selv venner i kunstmiljøet, så utroskab var ikke usædvanligt for hende. Selvom hun måske i hjertet har været nervøs for, om han havde andre kvinder eller nogensinde ville komme hjem. Jeg tror heller ikke, at det havde været afgørende, hvis hun havde kendt til utroskaben med sikkerhed, siger Anne Thompson.

På Tahiti, begyndte han for første gang at få beskeden succes med at sælge sine malerier. Han eksperimentere med farverne, og portrætterne af tahitianske kvinder blev populære.

Det afgørende tidspunkt for familien var, da Paul flyttede til Tahiti. Da Mette så Pauls malerier derfra på Den Frie Udstilling i 1893, sagde hun Paul kommer aldrig hjem igen. Hun var fascineret af de klare farver i malerierne og skrev til sine venner om, hvor smukke de var. Men hun forstod også, at han havde fundet et andet hjem.

Samtidig med at malerierne begyndte at tiltrække opmærksomhed fra en større skare, blev Pauls helbred svagere. Mange år med sult, kulde og manglende klæder havde langsomt sat sig i hans krop. Paul fortalte aldrig selv Mette om sin tilstand, men hun fik alligevel beretninger om det igennem hans venner i Danmark. Min stakkels Paul sådan omtalte hun ham, som var han en ven. Allerede i 1903 døde han af et hjerteanfald på Marquesasøerne, blot 54 år gammel. Da havde parret ikke set hinanden i 12 år.

Selvom malerierne var begyndt at sælge i Paris, nåede aldrig selv at få viden om sin succes. Det gjorde Mette Gauguin til gengæld, og hun brugte store dele af sit liv på at administrere hans værker.

I eftertiden kaldte hun ham altid den store kunstner og var stolt af, at han blev anerkendt. Hun accepterede sin situation og forstod også inden, at det ville blive en nærmest intellektuel kontakt med Paul. Han rejste ud og opnåede det, han havde lovet hende. Omkostningerne var bare enormt høje, siger Anne Thompson.

Om parret nogensinde talte åbent om, at de skulle leve livet adskilt, er der ikke noget klart svar på.

På et tidspunkt skriver Paul, at Mette er familiens overhoved, hvilket også havde en juridisk betydning, og det er i hvert fald et tegn på, at de havde haft en samtale, hvor de udtænkte rollerne i hinandens liv. Men det handler om følelser, og jeg tror ikke, man frivilligt og udtalt planlægger så smertefuldt et liv. Det er sket under et enormt pres, fordi livet i København ikke lykkedes, siger Anne Thompson.

Selvom jeg i processen har fundet mange svar, opfatter jeg brevene som tvetydige, og det er, fordi det handler om to menneskers hjerter. Der er aldrig ét facit.

Gauguin, Paul French painter Paris 7.6.1848-Atuona on Hiva Oa (Marquesas Islands) 8.5.1903.-Paul & Mette Gauguin in Copenhagen.-Photograph, 1885.
Gauguin, Paul French painter Paris 7.6.1848-Atuona on Hiva Oa (Marquesas Islands) 8.5.1903.-Paul & Mette Gauguin in Copenhagen.-Photograph, 1885. Foto: .
2Den 58-årige australske forfatter Anne Thompson, som har skrevet bogen om Gauguinfamilien, er kunstformidler og skribent på dagbladet The Age i Melbourne. –
2Den 58-årige australske forfatter Anne Thompson, som har skrevet bogen om Gauguinfamilien, er kunstformidler og skribent på dagbladet The Age i Melbourne. – Foto: Paw Gissel.