Prøv avisen

Nyt selskab vil ikke gradbøje ytringsfriheden

Chefjurist hos Cepos og grundlægger af netværket Fri Debat Jacob Mchangama. - Foto: Jens Nørgaard Larsen

Fri Debat er navnet på et nyt selskab for ytringsfrihed, der vil afskaffe både racisme- og blasfemi-paragrafferne. Men det er at gå for vidt, mener formanden for Dansk PEN

"Jeg vil bekæmpe dine holdninger, men jeg vil dø for din ret til at have dem", sagde den gamle franske filosof Voltaire i 1700-tallet. Men i dag er ytringsfriheden stadig under pres. Og hverken forfatterorganisationen Dansk PEN eller den islamkritiske organisation Trykkefrihedsselskabet forsvarer den ordentligt herhjemme.

Det mener i hvert fald 19 fremtrædende debattører, der i stedet er gået sammen i et nyt, tværpolitisk selskab for ytringsfrihed, der hedder Fri Debat. Det er chefjurist i CEPOS, Jacob Mchangama, der sammen med professor Frederik Stjernfelt har startet netværket:

– Vi har lagt mærke til, at der generelt i den danske værdipolitiske debat er en tendens til, at man kun betoner ytringsfrihed, når den passer til ens underliggende politiske agenda, så der mangler helt klart et tværpolitisk netværk, der forsvarer ytringsfriheden uden at have andre alliancer, siger Jacob Mchangama og uddyber:

– Under Muhammed-krisen så vi, hvordan PEN havde problemer med at ville forsvare ytringsfrihed og love mod hatespeech (hadetaler, red.) på samme tid. Og selvom PEN gør mange gode ting, så synes vi, at de mangler lidt i den offentlige debat. Trykkefrihedsselskabet var gode til at forsvare Jyllands-Posten under Muhammed-krisen. Men de har et meget ensidigt forhold til islam, og det virker, som om kampen mod islam er vigtigere end noget andet for dem, siger Jacob Mchangama.

Han nævner Trykkefrihedsselskabets støtte til burka-forbuddet som et eksempel på, at den organisation ikke er upartisk. Medlemmerne af Fri Debat kommer fra flere politiske retninger, men de har alle skrevet under på et manifest, der blandt andet har til formål at afskaffe både blasfemiloven og racismeparagraffen. Og det hilser Jyllands-Postens kulturredaktør, Flemming Rose, velkomment.

– Ethvert initiativ til forsvar for ytringsfriheden er altid velkomment. Og det, jeg især hæfter mig ved, er, at Fri Debat går ind for, at både blasfemiloven og racismeparagraffen skal afskaffes. For det har vi også længe været fortalere for på Jyllands-Postens lederplads. Og hvis Fri Debat kan opnå det, har de allerede vist deres eksistensberettigelse fuldt ud, siger Flemming Rose.

Også formanden for forfatterorganisationen Dansk PEN, Anders Jerichow, er positiv over for oprettelsen af det nye netværk:

– Jeg synes, at det er glimrende, at der kommer flere foreninger, der forsvarer ytringsfriheden. Og det ville også være grotesk, hvis én forening skulle have monopol på det, siger Anders Jerichow, der dog mener, at Fri Debat går for langt i forhold til at fjerne både racismeparagraffen og blasfemiloven:

– Vi er enige med dem i, at det er en god idé at fjerne blasfemiloven for at sikre religionskritikken, men vi er uenige med dem i, at det er en god idé at fjerne racismeparagraffen. For jeg synes, at historien viser, at det ville være for farligt at risikere at slippe racismen fri. I virkeligheden ville vi nok foretrække at skrive de to paragraffer sammen, så vi sikrede, at der er frihed til religionskritik, men på den anden side sikrede religiøse mindretal beskyttelse mod forfølgelse og forhånelse på grund af deres tro.