Der er så svimlende mange bøger, men så forsvindende lidt tid. Det tænker jeg indimellem, når jeg læser i den ene eller den anden litteraturhistorie og får lyst til at dykke ned i forfatterskab på forfatterskab.
Tanken meldte sig også under læsningen af ”Verdenslitteraturer”, der er redigeret af Mads Rosendahl Thomsen, Tore Rye Andersen og Jakob Ladegaard – alle tilknyttet Litteraturhistorie ved Aarhus Universitet – og som har undertitlen ”Introduktion til litteraturen uden for Europa”.
Det er et lidt kuriøst fokus, som redaktørerne motiverer i forordet. Værket fokuserer således ”på den litteratur, som ikke fylder så meget i uddannelser, bogudgivelser og medier”, og det giver da mening. Lige bortset fra, at Nordamerika ligger uden for Europa, men i dén grad fylder.
Redaktør Rye Andersen, der selv har forfattet kapitlet om nordamerikanske litteratur, er selv inde på det, når han skriver, at amerikansk litteratur i dag fylder ”så meget i medierne og på det globale bogmarked, at man indimellem må gribe sig selv i at overveje, om der mon findes andet end amerikansk litteratur”.
Der er i det hele taget noget modstræbende ved Rye Andersens indledning til kapitlet og det, han kalder ”ned-trampet litterært territorium”. Men han leverer ikke desto mindre et uhyre veloplagt overblik, der ubesværet bevæger sig fra ”Bay Psalm Book” fra 1640, der anses for den første trykte amerikanske bog, og helt frem til canadiske Margaret Atwood og amerikanske Jennifer Egan.
Hvor kapitlet om Nordamerika er som at rejse i et velkendt landskab, er det en helt anderledes oplevelse at læse om litteraturen i Arktis, Caribien og Japan, hvor mange af forfatternavne er fremmede for mig, og det samme gælder i kapitlerne om den indiske og afrikanske litteratur, ja, om alle de områder på kloden, hvor kolonimagter ikke bare bemægtigede sig jorden, men også sproget.
Svend Erik Larsen skriver veloplagt om det sidste og om, hvordan nigerianske Chinua Achebe skriver på engelsk i stedet for sit første sprog ibo, fordi han så kan ”fortælle om liv og identitet i et postkolonialt land både for dette land og dets folk og om dette land for en større verdens læsere”.
Det modsatte synspunkt indtager kenyanske Ngg wa Thiong’o, der ikke mener, at afrikanske forfattere skal berige det engelske sprog, men deres egne.
På den måde er sprog og litteratur en del af en frigørelseskamp. Men påvirkninger udefra kan ikke undgås, og det er slående, hvor meget der krydsbefrugtes over grænser, over skel, og at læse om, hvordan Japan for eksempel er blevet bestøvet af Kina og med tiden i stadig højere grad af USA og Europa. Og selvom ”Verdenslitteraturer” netop ikke vil handle om Europa, så gør den det alligevel. Det er selvsagt fordi – og nu er det muligt, min eurocentrisme er på spil – vores kontinent har leveret ufatteligt meget inden for digtekunst og filosofi, og fordi det gennem historien har påvirket stort set hele verden. Enten ved voldelige magt-overtagelser, ved kulturimperialisme eller ved ren intellektuel og kunstnerisk råstyrke.
Et kig i navneregistret viser også, hvordan Europa er allestedsnærværende i ”Verdenslitteraturer”, og dér figurer også flere danske navne. Yahya Hassan er et af dem og bliver del af en interessant pointe: Hvor der tidligere blev skrevet meget litteratur om rejsen fra provins til hovedstad, så handler migrantlitteraturen ifølge Mads Rosendahl Thomsen i dag mere om brydningen mellem kulturer – som i Hassans tilfælde er den danske og den muslimske.
Sådan bliver man hele tiden begavet med indsigter i ”Verdenslitteraturer”, som kan læses på to måder. Enten fra ende til anden eller som opslagsværk. Jeg læste først det hele, fra side 1 til side 516, og forsøgte mig så bagefter med opslag. Begge dele fungerer rigtig godt, selvom det ville have været velgørende med flere citater fra de omtalte værker. Det er trods alt dem, det hele handler om, og så ville det også hjælpe læserne, hvis de danske titler på værkerne blev nævnt mere konsekvent, end det er tilfældet.
Som Kenzabur es blændende roman ”En privat sag”, der udkom i dansk oversættelse i 1994, men kun står listet med sin japanske og engelske titel. Eller kapitlet om Nordamerika, der kun benytter de engelske titler, selvom stort set alle værkerne findes på dansk.
Hvad angår formidlingen, så swinger kapitlerne lykkeligvis mere, end de svinger. De fleste af de 17 eksperter skriver glimrende og har skruet ned for den akademiske lingo, og som en fin service er der efter hvert kapitel listet klassiske værker og nyere værker, man som læser kan kaste sig over. Hvis altså bare man havde tiden. Men efter at have læst ”Verdenslitteraturer” ved man i det mindste, hvad man går glip af. Det er faktisk også en form for dannelse.