Store Nordiske Krig er næppe helt gået i glemmebogen, i hvert fald ikke hvis man spørger, om folk kender til Tordenskiold, Karl XII eller Peter den Store. Og mon ikke mange samtidig for deres indre blik får et billede af tiden med dens kårder, parykker, majestætiske træskibe og mægtige hære? Men hvor mange kan, hånden på hjertet, gøre rede for krigens årsager eller gang, dens sejre og nederlag, dens sejrherrer og tabere? Og hvad betydning fik den for eftertiden?
Har man helt styr på det, er det jo godt, men ellers er Lars Christensens bog et godt et sted at begynde. Ikke mindst fordi man her får overblik over et indviklet forløb med mange aktører, levende fortalt og i et overskueligt format.
Som bogens titel antyder, var den danske deltagelse i krigen i udgangspunktet drevet af et ønske om revanche; ikke mindst revanche for nederlaget til Sverige i 1658, der jo medførte tabet af Skåne, Halland og Bleking og for Norges vedkommende tabet af Båhus len.
Men værkets synsvinkel er nu ikke snævert dansk, og det er en af værkets styrker, at krigen ses som det, den var: En krig, der udspandt sig flere steder i Norden og Europa over 20 år og med flere forskellige deltagere – i øvrigt med vidt forskellige mål. Det dansk-svenske mellemværende var blot en del af noget større og forstås naturligvis bedst, når det sættes ind i denne større sammenhæng, sådan som det lykkes Lars Christensen at gøre.
Danmark var kun en lille brik
Krigen varede fra 1700 til 1721, men det var kun Sverige og Rusland, der var med hele vejen. Danmark deltog kort i 1700 og igen 1709-1720. Danmark havde ikke kun et ønske om revanche, men ønskede også at gøre op med de efterhånden noget spegede forhold i hertugdømmet Slesvig. Her sad kongen nemlig ikke længere inde med hertugmagten over hele hertugdømmet, men måtte dele den med hertugen af Gottorp. Sidstnævnte havde ovenikøbet opnået suverænitet i sit område, og gottorperne havde desuden nære familiære bånd til det svenske kongehus.
Som bekendt endte Store Nordiske Krig ikke med en forandring i Skånelandenes tilhørsforhold, men da Danmark sluttede fred i 1720, løstes dog det gottorpske problem i Slesvig, og Danmarks konge blev enerådende hertug af Slesvig – indtil 1864.
Så vidt Danmarks forhold, men Danmark var kun en lille brik i det store spil, hvor også Rusland og hertugen af Sachsen, der tillige var konge af Polen, gik i krig mod Sverige. Rusland ønskede blandt andet at vinde Ingermanland fra Sverige. Det lykkedes, og det var dér, Peter den Store midt under krigen grundlagde Ruslands nye hovedstad, Sankt Petersborg. Herved opstod en helt ny geopolitisk situation ved Østersøen, ikke mindst fordi Peter den Store samtidig gjorde Rusland til en flådemagt med netop denne by som udgangspunkt. Desuden vristede Rusland den ældgamle svensk-finske by Viborg fra Sverige, ligesom Estland og Livland tilfaldt Rusland. Ruslands nye grænse ved Østersøen holdt knap 200 år, indtil verdenskrig og revolution førte til zar-imperiets sammenbrud.
Afgørende betydning fik Store Nordiske Krig også derved, at den blev et vendepunkt for Sverige. Nok mistede Sverige ikke hele Finland ved fredsslutningen (det skete først i 1809), og nok havde Sverige efter Napoleonskrigene også held til at vriste Norge fra Danmark, men Sveriges egentlige stormagtstid var uigenkaldeligt forbi.
At det skulle gå sådan, havde næppe mange forestillet sig, da Karl XII med sine hære vandt det ene slag efter det andet på Europas slagmarker. Den unge konge drog fra Sverige i 1700 for at bekæmpe den koalition, der havde angrebet hans Østersø-imperium. Vejen gik i første omgang til Sveriges baltiske provinser, hvor russerne led et nederlag, derefter til Polen og videre til Sachsen, hvor hertugen, August den Stærke, blev tvunget til at slutte fred og blandt andet måtte give afkald sin polske krone. Karl XII’s nederlag ved Poltava i Ukraine i 1709, hvor 23.000 svenske soldater efterfølgende faldt i russisk fangenskab, blev skelsættende, men da Karl XII fem år senere vendte tilbage til Nordeuropa fra sit tyrkiske eksil, kunne det godt se ud, som om lykken endnu engang ville vende. Det gjorde den dog ikke for Karl XII, der blev fældet af en mystisk kugle foran den norske fæstning Frederiksten i 1718. Kom skuddet fra de svenske eller de norske skanser? Det er stadig omstridt.
En stor opgave
Krigens knudrede forløb, som ovenstående kun skitserer dele af, formår Lars Christensen at føre læseren igennem, og det på en måde, så også flere af de afgørende personer bliver nærværende. Det skyldes blandt andet, at forfatteren skifter synsvinkel fra det helt overordnede forløb til det ganske nære. Og der veksles mellem kongers, fyrsters og diplomaters møder og maskeballer og krigens store slag, mellem overblik over landenes forhold i det store og civilbefolkningens og soldaternes forhold i det små. Hvad det sidste angår, er der i sagens natur ofte tale om næsten ufattelige lidelser, som forfatteren dvæler ved. Men af og til kan også de store tal gøre indtryk og give forståelse af krigens omfang: Sverige, som var blevet en effektiv militærstat, leverede omkring 200.000 soldater til Karl XII’s felttog. Af dem døde eller forsvandt omkring 120.000.
Det giver naturligvis nogle begrænsninger, når en så omfattende krig som Store Nordiske Krig skal formidles på under 400 sider. Man skal således være advaret, hvis man primært er interesseret i militærhistorie, for flere af feltslagene er kun beskrevet ganske overordnet, og det samme gælder flådens skibe. Slaget ved Helsingborg er det bedst beskrevne feltslag. Men opgaven er nu alligevel løst godt af Lars Christensen, og man kan også hæfte sig ved, hvor meget der er kommet med: Fremstillingen tager sig jo også tid til at beskrive livet, som det formede sig for høj og lav, og forklare udvalgte emner som kirkens og troens betydning for mennesker og samfund, pestens hærgen eller krigsfangernes skæbne. Desuden skal der jo også lige redegøres lidt for den anden store europæiske krig, der rasede på samme tid: Den Spanske Arvefølgekrig! Det lykkes, og som læser følger man gerne med.