Det gode ved julens og nytårets traditioner er, at de er så gamle og forandrer sig så lidt. Man når dårligt at overveje moderniseringer, før højtiden er forbi, og det hele skal pakkes ned igen.
Store dele af nytårsfejringen på vores breddegrader går tilbage til den klassiske oldtid. Det romerske nytår begyndte den dag, hvor de skiftende konsuler tiltrådte deres nye embeder. Siden år 153 f.Kr. har den officielle nytårsdag ligget på Kalendae Januariae, der på latin betyder den første dag i januar.
Med årene udviklede kalenderfejringen sig til en folkefest af format, ikke bare i Rom, men i alle imperiets provinser, herunder det nuværende England, Sydtyskland, Frankrig, Spanien, Grækenland, Rumænien, Bulgarien og Albanien.
Om kalenderfesten fortæller den romerske filosof Libanius (314-393), at her glæder alle sig og er i løftet stemning. Nytårsaften forsoner man sig med hinanden. Festen genopretter gammel kærlighed og lader nag og splid falde til jorden. Når nytårsaften kommer, lægger kun få sig til at sove. De fleste driver rundt i gaderne under sang, spring og alle mulige drillerier. De trænger ind i værkstederne, spotter indehaverne, banker på deres døre og hindrer dem i at sove. Når folk bliver sure, vækker det endnu mere latter.
Videre nævner Libanius, at overalt ser man drikkelag og rigt dækkede borde og ødsel overflod. I den riges hus, men også i den fattiges, diskes der bedre op end sædvanligt. Man er ikke bare gavmild over for sig selv, men også over for sine medmennesker. Man giver det bedste, der vokser op i stald og hønsegård, det lækreste jagtbytte.
Den 2. januar derimod bliver man hjemme. Her sidder herre og slave og spiller terninger med hinanden. Alt ånder fred, frihed, glæde, fortæller han. De gaver, man gav hinanden under de romerske kalenderfester, kaldtes strenae. I Frankrig, den tidligere romerske provins Gallien, hedder nytårsgaver stadig étrennes.
Skikken med at klæde sig ud nytårsaften dén, der kun er paphatten og hagesmækken tilbage af hos os blandes ind i kalenderfesten fra den endnu ældre romerske saturnaliefest, som havde været holdt i dagene 17.-24. december siden år 217 f.Kr. for at ære agerbrugsguden Saturnus. Med maskering og udklædning vendte man op og ned på gængse normer og rollemønstre og fremsatte ønsker for det nye år.
Den tidlige kristne kirke var ikke begejstret over den hedenske nytårsskik og foretrak at lade Jesu fødsel markere nytåret. Først fra 1300-tallet fik Danmark sin nytårsdag den 1. januar.
Romernes idé med at larme på folks døre genfinder man i den danske landbobefolknings smiden lerpotter mod døren indtil for ikke så mange årtier siden og i al moderne nytårslarm i det hele taget. Fyrværkeriet, derimod, er især inspireret af kinesernes nytårsfest, Yuan Dan, der er en slags moralsk statusopgørelse lidt ligesom dronning Margrethes nytårstale. Når hver enkelt familie har gjort regnskabet op over for de højere magter, fejres det med kinesere og raketter.
Fra den kristne kirkes side har man altid opfordret folk til mådehold med julemaden.
Katolikkerne tog konsekvensen og valgte fisk i stedet for fed kødmad juleaften. Herhjemme var klipfisk eller anden tørfisk konkurrent til flæsket og kødpølserne også længe efter 1500-tallets reformation. Men så dukkede et kompromis op. Fisk blev bare én af retterne i julen. Man spiste for eksempel fisk klokken 12 og flæsk klokken 18.
I 1700-tallet og 1800-tallet begyndte nogle familier så at rykke fiskespiseriet hen til nytårsaften eller nytårsdag. Særligt udbredt blev traditionen med at fejre nytåret med kogt torsk eller kogt, letsaltet ål. Og der er stadig kø foran fiskehandleren til nytår.
Også mellem hedenskab og kristentro kan der indgås kompromiser ved jul og nytår. Nu på mandag står det for eksempel enhver frit for at tage papnæsen af klokken 23 og gå til nytårsgudstjeneste.
