Den sidste torsdagskoncert i marts bød på tre værker fra Første Verdenskrig: Alban Bergs 3 stykker for orkester, opus 6, Prokofjevs første violinkoncert og Carl Nielsens fjerde symfoni. Tre ret krasbørstige sager, der appellerede til ens nysgerrighed hvad havde de til fælles, hvad forsøgte de at fortælle om deres samtid?
LÆS OGSÅ:Carl Nielsen på berømmelsens tinder
Østrigeren Alban Berg kan ikke beskyldes for at have leflet for sit publikum. De tre satser præludium, runddans og march kan opleves som en nyskabende kunstners trang til at chokere det musikinteresserede borgerskab i Wien, en frygtindgydende profetisk fremtidsmusik, for at bruge programmets skarpe karakteristik. Usædvanlig intenst er det fra allerførste takt, og derfor var det ærgerligt, at en mobiltelefon var det allerførste i lydbilledet, da en stærkt fokuseret Thomas Dausgaard løftede armene for at sætte fra land med DRSO. Han måtte tage et halvt minuts ufrivillig pause.
Den norske violinist Henning Kraggerud var solist i Prokofjevs første violinkoncert fra 1917. Den er i betragtning af komponistens daværende ry som musikkens enfant terrible et overraskende lyrisk værk med mange inderlige passager i de to ydersatser og også med varsler om russerens fremtid som en af musikkens store balletkomponister. Kun den korte midtersats bryder med sin heftighed det forunderlige fletværk af den ekspressivt søgende violinstemme og den raffinerede orkesterledsagelse. Kraggerud gav Prokofjev-koncerten en fremførelse, hvor det lyriske bestemt ikke var underbetonet. Han kvitterede for bifaldet med et ekstranummer fra eget værksted med en klar norsk tone.
LÆS OGSÅ:Fynsk lune mødte svulmende Strauss
Efter pausen leverede en ualmindelig tændt Thomas Dausgaard og et lige så veloplagt DRSO en medrivende fremførelse af Carl Nielsens fjerde symfoni, Det Uudslukkelige fra 1916. I 2013 kunne man i DR Koncert-huset opleve den mirakuløse symfoni, skabt af Nielsen i én stor strøm af fire sammenhængende satser i to forskellige fortolkninger: i februar med Sir Simon Rattle og Det Kongelige Kapel (i anledning af at englænderen fik overrakt Sonnings Musikpris) og i april med maestro Frühbeck de Burgos og DRSO begge gange en stærk oplevelse. Og ligesom Carl Nielsen hævdede sig smukt i sammenligning med Alban Berg og Sergej Prokofjev, stod Dausgaard på ingen måde tilbage fra de to store forgængere på podiet. Tværtimod sejrede han stort sammen med symfonikerne. Han gjorde det ved et tempo, der var spændt til det yderste han blev færdig flere minutter før normen men dog ikke så hurtigt, at det lyriske, som også dette værk rummer midt i al den nærmest trodsige livsglæde, gik fløjten. Og den berømte paukeduel i slutningen af symfonien blev accentueret ved, at det ene sæt pauker var anbragt foran orkestret, til venstre for Dausgaard. Det stod længe tomt. Men heldigvis nåede den pågældende paukeslager frem i tide og medvirkede til at sætte et bragende flot punktum.