Når kun hjertets grunde gælder

Den enkeltes samvittighed er hovedtema hos den tyske forfatter Heinrich von Kleist, der døde i denne uge for 200 år siden

200 år efter Heinrich von Kleists død står en række tyske forlag parat til at hjælpe med at udbrede kendskabet til digterens vanskelige psyke og centrale forfatterskab – hele tre store biografier bliver i den anledning udgivet. –
200 år efter Heinrich von Kleists død står en række tyske forlag parat til at hjælpe med at udbrede kendskabet til digterens vanskelige psyke og centrale forfatterskab – hele tre store biografier bliver i den anledning udgivet. –. Foto: Mary Evans Picture Library.

Den 21. november 1811 klokken 16.00 bestilte Heinrich von Kleist og hans ledsager, Henriette Vogel, kaffe og rom på en cafe i den berlinske forstad Wannsee. Bagefter løb de ned til vandet med en lille overdækket kurv, hvor de slog smut vandet og legede tagfat. Da de forpustede havde sat sig, stak Heinrich von Kleist hånden ned i kurven og tog en pistol frem, som han skød Henriette Vogel med, inden han rettede våbnet mod sin egen tinding.

LÆS OGSÅ: Gentagelsen skal ikke undervurderes

Kleist døde på samme måde, som han havde levet: ekstremt. Og Kleists død er således også et af verdenslitteraturens tragiske højdepunkter, for de skud, som satte punktum for Henriettes og hans liv, vakte en genlyd, som hans egen digtning i den grad havde savnet.

I pressen antog man i dagene, der fulgte, at der var tale om en ulykkelig kærlighedsaffære, men Henriette Vogel var dødssyg, og hun havde i sit sidste brev forklaret en veninde, at hun agtede at dø sammen med Heinrich von Kleist. Det var der ikke andre, der havde villet, og til et familiemedlem skrev Kleist derfor bebrejdende:

Kan du huske, at jeg mere end én gang spurgte dig, om du ville dø sammen med mig? Men du sagde altid nej...

Det svar kan man jo godt følge hende i, men det siger noget om Kleists samvittighed, at han i et afskedsbrev til en ven indskærpede, at regningen hos Kleists barber blev betalt!

Og netop den enkeltes samvittighed er hovedtemaet i Kleists digtning: Hvis din samvittighed siger dig, at du er ren, hvordan kan så en diagnose, om den så kom fra en hel forsamling læger, bekymre dig?.

Sådan spørger oberstinden sin datter, Markise O..., som har fået besked om, at hun er gravid, men som er overtydet om, at hun ikke har været i seng med en mand.

Samtlige Kleists fortællinger handler om dette: sammenstødet mellem verden og den enkeltes samvittighed. I Kleists noveller og dramaer kæmper hovedpersonerne for en sandhed, som bringer dem i et uoverstigeligt modsætningsforhold til omverdenen. Markise O... er en af de ganske få noveller, hvor dette alligevel munder ud i lykke. Det viser sig, at markisen er blevet voldtaget, mens hun sov. Voldtægtsmanden er en russisk officer, der sætter alt ind på at gifte sig med sit offer, og det ender med frydefuld formæling. På minussiden står dog, at fem russiske soldater blev henrettet i begyndelsen af Markise O..., da de forsøgte at gøre mod markisen i vågen tilstand, hvad officeren siden gjorde, mens hun sov.

Kleist blev født i 1777 i en prøjsisk officersfamilie, men valgte at læse jura, og hans tekster illustrerer gerne samvittighedens opstand mod den gældende lov, som i den berømte fortælling om Michael Kohlhaas, der udspiller sig på reformationstiden. En banal sag om en junker, der har franarret hestehandleren Michael Kohlhaas to heste og mishandlet dem, udvikler sig over ganske få sider til at være en sag, der ifølge hovedpersonen omhandler hele verden.

Den tyske filosof Theodor W. Adorno skrev engang, at synspunktet om, at teori og praksis bør stemme overens, fører til barbari. Adorno hævdede, at det var et stort civilisatorisk fremskridt, at det var lykkedes at skille teori og praksis ad. For så er vi ikke som Michael Kohlhaas nødt til at gøre alt, hvad vi kan tænke os til. Kohlhaas rundkaster nemlig en række manifester af megaloman karakter, hvor han optræder som statholder for ærkeenglen Michael og på grusomste vis gør sit retskrav gældende.

Men der er to afgørende steder i fortællingen, hvor der bliver indført et kristent korrektiv. Da Michael Kohlhaas kone, Lisbeth, ligger for døden viser hun sin mand det skriftsted, hvor der står: Tilgiv jeres fjender; gør godt mod dem, som hader jer. Derpå udånder hun. Men inden da har hun altså anvist sin mand en måde at handle på, som bryder med gengældelsens lov.

Hun taler imidlertid for døve øren. Det gør reformatoren Martin Luther også, da han prøver at gentilvejebringe nogle proportioner og spørger Kohlhaas, hvem han i det hele taget tror, han er, når han hensynsløst henretter mennesker og afbrænder byer for at få sine heste tilbage. Martin Luther fremhæver i det stykke Jesus som eksempel til efterfølgelse, men Luther skal ikke belære Kohlhaas om noget som helst.

Verden er i uorden, men i mit bryst er der orden, forklarer Michael Kohlhaas, og man kan faktisk godt læse Michael Kohlhaas som en fortælling om, hvad der sker, når man suverænt og uafhængig af al tradition insisterer på sit eget begreb om retfærdighed.

Da Kleist første gang læste filosoffen Immanuel Kant, forårsagede det et nervesammenbrud, og hvor meget Kant påvirkede Kleist, fremgår af den scene i Michael Kohlhaas, hvor hovedpersonen for anden gang indleder angrebet på junkeren og gør sig overvejelser, der lyder som et ekko af Kants kategoriske imperativ, ifølge hvilket man bør handle sådan, at ens handling også kan danne grundlag for almen lovgivning: Så var han nu med sine kræfter forpligtet til over for verden at skaffe sig oprejsning for den lidte tort og sine medborgeres sikkerhed i fremtiden.

Kohlhaas begår altså kun tilsyneladende selvtægt, når han brænder byer af og klynger folk op, for det er i virkeligheden afstedkommet af en slags pligtetik. Fortællingen viser imidlertid, at man i sin iver efter at rette strået op risikerer at bøje det så langt i den anden retning, at det bliver endnu mere bøjet, og derfor er fortællingen ofte blevet brugt for at illustrere, hvad der er terrorismens årsag og følger.

Michael Kohlhaas slutter med, at retten tilkender hovedpersonen de to heste tilbage i genopfodret stand, og at Kohlhaas samtidig må bøde med sit liv for sine forbrydelser, blegner i forhold til den trodsige triumf at han fik ret til slut.

Med dramaet Prins Fried-rich af Homburg gav Kleist et andet svar på den problematik, som Michael Kohlhaas rummer. Til trods for en klar ordre går hovedpersonen i stykket for tidligt til angreb i et slag, og selvom det udløser sejr, bliver han dømt til døden for ulydighed. Men da prinsen anerkender urimeligheden i dommen, benådes han.

Prins Friedrich af Homburg er et sjældent eksempel hos Kleist på, at en person formår at følge sit hjerte og samtidig respektere omverdenens dom. Kleist formåede det ikke selv, og i den lille dialog, der hed Om marionetteatret, forklarede han det med, at enheden af ånd og krop, indhold og form alene findes hos Gud og hos marionetten. Hos Gud, eftersom han er den højeste bevidsthed, og hos marionetten, da den slet ingen bevidsthed har. At være menneske er derimod altid at være i en indre konflikt.

Dermed pegede Kleist også på det, som skulle føre til de to skud den 21. november 1811. Han var naget af tvivl, drevet af ærgerrighed og nedbrudt af indre kriser.

LÆS OGSÅ: Klassikere du bør læse

Til sidst kunne Kleist ikke holde de indre spændinger ud længere og skrev til sin søster: Sandheden er, at jeg ikke kunne hjælpes her på jorden.

200 år efter hans voldsomme død står en række tyske forlag til gengæld parat til at hjælpe med at udbrede kendskabet til digterens vanskelige psyke og centrale forfatterskab hele tre store biografier bliver i den anledning udgivet.