Der er præster, som gror sammen med det sted, de er præster, så person- og stednavn næsten går i ét. Det er præster, hvor præstegård og bopælspligt ikke er et problem, men et privilegium. Præster af i går, måske. Men når man er nået erindringsalderen, er det o.k. at være af i går. O.k. henkastet at skrive Hvem husker ikke august 1968. Tjekkoslovakiet , som Kjeld Holm gør det i erindringsbogen Man lever af det, man får skænket.
Kjeld Holm er i udpræget grad en af de præster, der hører til. Da han i 1974 ser ud over et lidt konturløst efterårslandskab i det nordlige Aarhus, er han netop blevet præst i Ellevang, forventningsfuld og bekymret. Ellevang Kirke bliver ikke bare et arbejdssted, det bliver en sindstilstand, en gave, en udfordring det bliver skæbne, som han skriver.
Men skæbne er jo også noget, man tager på sig. Efter en årrække som biskop er det stiftet fra Hobro til Horsens, han omfatter med en kærlig beskrivelse: en lille del af den store verden, den vigtigste i Danmark og i verden, i mit sind. Lykke er at være, hvor man gerne vil være, som Holm skriver, og hans erindringer er en levende fortælling fra et menneske, en præst og en biskop, som ejer den lykkelige evne at ville være dér, hvor han faktisk er. Græsset er grønnest i Aarhus, hvor Holm er sat, som man kunne udtrykke det.
Hvem der har sat ham der, det ligger ikke til forfatterens teologiske habitus at udpensle. Bogens titel er i så henseende sigende: Hvis den teologiske kode ligger først, giver den sig selv hvis ikke, leder titlen én på bar.
LÆS OGSÅ:En lukket fest
At Holm er sat, betyder langtfra, at han ikke rykker sig ud af stedet. Tværtimod, med gaven følger en opgave et engagement. I det erindrende tilbageblik går der en lige linje fra Gudrun fra pigehjemmet ved Genner Strand til engagementet i Nævnet for Etnisk Ligestilling i 1990erne. Det er Gudrun, der tager den lille Kjeld med til Knivsbjerg, det tyske mindretals samlingssted, som i 1945 blev skudt i ruiner af danske modstandsfolk og stod som ruinhob frem til 1955 og samtidig viste ham pigehjemmet, hvor hun var blevet anbragt på grund af løsagtighed. Med sig hjem fra turen tog den unge Holm en fornemmelse af at have besøgt to ruiner, en bogstavelig og en sindets ruin. Han havde besøgt steder, hvor man var fremmed, uden for egnens fællesskab.
Kjeld Holm skildrer tiden on-off på universitetet og især det levende forsamlingshus, der også bliver i Ellevang Kirke. En forfatter som Tage Skou-Hansen spiller en afgørende rolle blandt de mange forfattere og kulturpersoner, som holder foredrag i sognegården og efterfølgende får sig et glas rødvin med præsten og hans kone. Indtrykket er sammenhæng og et engagement, der er ikke underholdning og beskæftigelsesterapi i sognegården nej, det er det vigtigste overhovedet, der tales om. Børnene mener, at døden har fyldt lige lovlig meget.
Her er taknemmelige glimt af venskaber, der først og fremmest er opstået omkring et fælles fagligt engagement, et kig ind i det teologiske herreværelse, hvor Kjeld Holm har slået sine folder. En enkelt kvindelig forfatter, Martha Christensen, har sat et særligt mærke, opmærksomheden og engagementet for det truede liv er intakt også i den aarhusianske forstad.
Gode erindringer giver brikker til et tidsbillede. Kjeld Holm erindrer på erfaringen af en tæt og uproblematisk sammenhæng mellem samfundsmæssigt, kulturelt og evangelisk engagement, som man vel kunne kalde det. Det er en hårfin balance, Holm får svedige håndflader, ubehag, når talen falder på kristne værdier. Holm overvejer, hvad folk vil sige til, at han som biskop engagerer sig i Nævnet for Etnisk Ligestilling, et engagement, han argumenterer for med kristendommen, som fra begyndelsen har sprængt grænserne for individ, slægt og de nære fællesskaber, den vesterlandske kultur har levet i spændingen mellem de to poler, åbenhed og angst Holm er på åbenhedens side og erfarer, at det udløser trusler og ubehageligheder.
Kjeld Holm tænker om Aarhus som sit stift. I Aarhus tænker de vel om Kjeld Holm, at han er vores biskop, ligesom AGF er vores hold. Selvom han altså er folkelig på en ret elitær måde. Men stedet og nærværet gør sit, erindringsbogen er et tydeligt vidnesbyrd om, at Kjeld Holm har været en del af ikke bare et kirkeligt omløb. Værdien af det i en bredere sammenhæng for folkekirken kan næppe overvurderes tiden er en anden, og man kan godt være lidt utryg ved, hvordan næste generation af biskopper kan forvalte den del af opgaven.
Det behøver Holm ikke at bekymre sig om. Man lever af det, man får skænket men man skal også tage fra. Og give videre. Som læser siger man tak for omgangen, for erindring og engagement. Måske man endda kan glæde sig til endnu en omgang med erindringer fra bispetiden, når det livsafsnit engang er lukket?