Ida Jessen fik lyst til at korrigere det præstebillede, der er dukket op i danske film de senere år. Hvor præsten fremstilles som et uprofessionelt menneske, der glemmer alt om tro og sit embede, når privatlivet gør ondt og som har forbløffende lidt på hjertet. Så nu har hun skrevet en bog om en kvindelig sognepræst, der både er seriøs og samtidig udsættes for personlig modgang af gammeltestamentlige dimensioner.
Bogen er den anmelderroste roman, "Det første jeg tænker på", der udkom i går.
– Jeg er selv vokset op i en præstegård på landet og er ud af en familie med mange præster, så jeg kender miljøet godt, siger Ida Jessen.
Vi mødes i hendes hjem på Østerbro i København, hvor hun bor med mand og barn og arbejder som fuldtidsforfatter.
Hovedpersonen i romanen, præsten Lisa, bor og arbejder i et lille landsogn ved Limfjorden. Hendes mand er universitetsansat og ikke vældig optaget af kirke og tro.
Parret har to mindre børn. Den syvårige søn får en cykel i fødselsdagsgave. Det er sommer, alt ånder fred, og han er ovre at lege hos en kammerat, men ringer til sin mor og beder hende komme at hente sig, da han godt vil hjem med det samme. Hun insisterer på, at han godt kan cykle hjem selv. Og så sker ulykken. Drengen bliver dræbt af en flugtbilist.
I begyndelsen bæres præsten af rutinen og pligtfølelsen over for familie og job, men efterhånden bryder hele hendes tilværelse sammen. Det bliver en hård kamp at vende tilbage til hverdagen, men hun klarer det, ikke mindst fordi hun og manden holder fast i deres kærlighed til hinanden, trods den vrede, utroskab, fortvivlelse, hævntrang, afstumpethed og afmagt, der dukker op i kølvandet på sønnens død.
Ida Jessens portræt af den kvindelige præst er ikke udelukkende flatterende. Flere af bogens personer og deres motiver er i det hele taget dobbelttydige.
Romanens jegfortæller, singleveninden fra København, der er på besøg i præstegården og har kendt præsten siden barndommen, er med i kirke en søndag inden ulykken og bliver ubehagelig til mode over den selvsikre Lisas inderlighed og indtrængende måde at tale på, mens hun læner sig frem over kanten på prædikestolen. Og også over hendes joviale snakken og leen i ét væk med kirkegængerne bagefter. På en køretur slår det også gæsten, at præstevenindens verden er blevet sært lille. Præsten sætter farten ned og kan fortælle om alle, der bor i husene, som de kommer forbi. Hvad folkene laver, hvor mange børn de har, om de er syge, og så videre. Hun beretter om nye tilbygninger og om udvidelser af bestanden, mens hun strækker hals og drejer hovedet, indtil de er helt forbi. Det er, som om der er kommet noget gammeldags ved præsten af al den omgang med pensionister.
Forfatteren skildrer samtidig Lisa som en dygtig og vellidt person for to små landsogne. Hun arbejder grundigt i sit embede og er til rådighed for sognebørnene, ikke bare ved kirkelige handlinger, men også ved husbesøg og ved at lade præstegården stå gæstfrit åbent.
– Mange kvindelige præster i dag venter som Lisa på en lejlighed til at tage fat på det egentlige, det teologiske, dét, der oprindeligt vakte hendes interesse for faget. Men de ved, at folk forventer noget andet, og langsomt er de nødt til at regne det som forkyndelse i sig selv at være et næstekærligt menneske. Stadig flere sogne definerer den ideelle præst som en ung, smuk, mild kvinde, der kan fungere som madonna-ikon i sognet. Det er sårbart for præsten, hvis kriteriet for, om hun lykkes i embedet er, hvor mange mennesker, hun gør glade, og hvor godt folk kan lide hende. For hvad vil hun have til gengæld for sin utrættelige, sociale indsats? I romanen lader jeg Lisa blive ude af sig selv, da det går op for hende, at flugtbilisten, der dræbte hendes søn, måske skal findes blandt hendes egne sognebørn. Bare tanken om det ufattelige svigt gør hende syg om hjertet. Her har hun hoppet og sprunget for dem og troet, at de holdt af hende til gengæld. Vreden raser i hende, og hun har ingen steder at gå hen med den, for den er upassende for hendes selvforståelse, siger Ida Jessen.
Når det er sagt, mener hun ikke, det under alle omstændigheder er dårligt at bære tingene selv og slås med dem alene.
– Det kan være en stor fristelse at tørre sine ærgrelser af på omgivelserne. Vi har jo gennem mange år lært, at man skal snakke sammen om alting i parforholdet. Men samtalen bliver let erstattet af infantilt klynkeri efter opmærksomhed. Jeg tror, den konstante lukken tvivl og bekymringer ud over for andre svækker os og gør os ulykkelige. Og at vi ville opdage, at en lidt større grad af selvbesindelse, ville kunne føre meget godt med sig.
Hendes roman er en guldgrube af oplæg til diskussion af, hvordan familieliv, arbejdsliv – og præsteliv – udfordres, når det rammes af pludselig sorg. Og om, hvor forskelligt vi opfatter kærligheden, troen og tilgivelsen. Præsten leder som en besat efter flugtbilisten. Ikke for at få ham straffet, men for at han kan sige undskyld, så hun kan komme til at tilgive vedkommende.
– Det lyder jo smukt. Men hvem af os har ikke fantaseret om tilgivelsens mulighed ud fra selviske motiver om at få den anden i knæ? For Lisa løber tilgivelsesprojektet løbsk og bliver til kamoufleret jagt på hævn. Den ikke-troende ægtefælle derimod er i stand til at tilgive sin kone af hjertet, så de kan komme videre i deres liv med hinanden, siger Ida Jessen.
Et andet, fyldigt tema i bogen er singleliv kontra familieliv.
– Jeg tror, det er et problem for mange singler i dag, at de som præstens barndomsveninde i bogen, føler sig usynlige og skyggetanteagtige i forhold til dem, der lever i parforhold. Familieliv har højstatus i det moderne samfund. Glæder og sorger i parforhold og børnefamilie fylder enormt i medierne, så det er ikke underligt, hvis man som single går stille med dørene. Hvad er sorgen over at føle sig alene og uænset i sammenligning med sorgen over noget, der for eksempel har med børn at gøre? Singler synes ikke altid, deres følelser har ret i forhold til de gifte venners. Vi familiemennesker kunne måske med gavn begynde at overveje, om vi ind imellem bliver blinde og døve over for omgivelserne af bar selvforelskelse, siger Ida Jessen.
Ida Jessen
Forfatter. Født 1964 i Gram. Opvokset i Thyregod, Midtjylland. Cand.mag. 1990. Debuterede 1989 med novellesamlingen "Under sten" og har siden udgivet romaner og noveller for børn og voksne. I 2005 udkom romanen "ABC". Desuden har hun oversat bøger fra norsk og engelsk. "Det første jeg tænker på" er en selvstændig fortsættelse til romanen "Den der lyver".