Næstekærlighed er kirkens fremtid

FAGLITTERATUR: I et demokratisk og oplyst samfund skal det være slut med både religiøse og videnskabelige autoriteter. I stedet skal der samtaler og næstekærlighed til, lyder budskabet i ny oversættelse af filosofisk værk om religion

Næstekærlighed er kirkens fremtid

Folkekirken har en fremtid. Det har alle andre kristne kirker også. Hvis de altså bare vil glemme alt om gamle dogmer, om traditionelle sandheder og om det at udøve autoritet.

For i et demokratisk og oplyst samfund duer ultimative dogmer, absolutte sandheder og gudelige autoriteter ikke. Det gør til gengæld samtaler og næstekærlighed.

Det er det sympatiske, men også temmelig upraktiske hovedbudskab i en ny dansk oversættelse af et filosofisk værk om religionens fremtid, som de italienske Gianni Vattimo og Santiago Zabala sammen med amerikanske Richard Rorty står bag.

Sympatisk er udgivelsen, fordi den ærligt forsøger at give et svar på et spørgsmål, de fleste troende før eller siden støder på i den moderne verden: Hvordan kan jeg overhovedet tro, når videnskab og teknologi for længst ser ud til at have sat Gud ud af spillet?

Bogens svar er, at Gud i kirkens forstand altså som en objektivt handlende magt er død. Til gengæld er gudstroen i individuel forstand altså som en genstand for personlig tro genopstået. Gud er ikke længere til i virkeligheden, men lever i bedste velgående i fortolkningen og i dialogen mellem mennesker.

Sognepræst Thorkil Grosbøll blev landskendt for nogle år siden for at sige noget i samme stil. Og flere andre moderne teologer er ude i samme ærinde: Hvor kan teologien stå fast i en verden, der hele tiden bevæger sig?

Gianni Vattimo, der selv i bogen kalder sig kristen, peger på, at teologien og kirken faktisk kan og skal stå på noget, nemlig på næstekærligheden. Hvor gerne kirken end selv vil holde fast i andre dele af sit historiske arvegods, så vil det mislykkes. Alt sammen vil det kun med tiden blive udsat for stadig større angreb. Men hele menneskeheden vil faktisk kunne overleve på den kristne næstekærlighed. Den er evig gyldig, og den passer samtidig som fod i hose til den såkaldt postmoderne verden, hvor dialog, medmenneskelig forståelse og demokrati er i højsædet.

Desværre skal man som læser så gruelig megen filosofisk begrebs-gymnastik igennem, inden man når frem til disse pointer. Og det er så afgjort bogens svaghed. Den forholder sig filosofisk småsnakkende til virkeligheden. Selvom herrerne bag bogen hylder den såkaldte pragmatisme, er de faktisk alt andet en praktisk anlagte. De vil give en del moderne troende et håb for religionens fremtid, men kun få vil samtidig i praksis tro på, at den åh så fine private religiøsitet kan overleve uden at have veldrevne institutioner til at nære og forny sig.

Og hvilket samfund har overhovedet i praksis haft succes med at holde religionen stangen alene i det private rum?

hoejsgaard@kristeligt-dagblad.dk